Christopher Nolan caster ‘BlacKkKlansman’-stjerne i »kæmpe action-blockbuster«

Christopher Nolan caster ‘BlacKkKlansman’-stjerne i »kæmpe action-blockbuster«
Adam Driver og John David Washington i 'BlacKkKlansman'.

John David Washington tog et syvmileskridt ud af far Denzels skygge i 2018, da han spillede hovedrollen i Spike Lees anmelderroste ‘BlacKkKlansman’.

Washington blev Golden Globe-nomineret, men hans næste projekt kan meget vel åbne døren til decideret kæmpestjernestatus, idet selveste Christopher Nolan netop har begavet ham med en hovedrolle i sin kommende film. Det skriver filmmediet Variety i dag.

Mesterinstruktørens endnu unavngivne projekt er på karakteristisk Nolan’sk vis indhyllet i hemmelighedskræmmeri, men tidlige forlydener om, at plottet skulle slægte Hitchcock-klassikeren ‘North by Northwest’ på – komplet med romantiske vibes – bliver skudt i sænk af Variety’s insiderkilde på produktionen, der i stedet kalder filmen for en »action-blockbuster i IMAX-format«.

Premieren er sat til den 17. juli 2020, og det forventes, at instruktøren atter vil lege med både fortælleform og teknisk udtryk som vi så det i krigsfilmen ‘Dunkirk’ for at skabe en helt unik biografoplevelse. Det bliver efter al seværdig Nolan-sandsynlighed en spændende oplevelse for os seere, såvel som en gigantisk karrieremulighed for Washington, der formentlig popper champagnen her til aften.

Læs også: Traileren er landet: Se Leonardo DiCaprio og Brad Pitt på slap line i Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’

 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af