Én af de skrækindjagende karakterer i Jordan Peeles aktuelle og storsælgende gyser ’Us’ er hovedpersonen Adelaides forvrængede onde tvilling Red – og det er ikke mindst på grund af hendes rustne og urovækkende stemmeføring. Lupita Nyong’o, som spiller begge roller, har nævnt lidelsen spasmodisk dysfoni – spasmer på stemmebåndet – som én af inspirationskilderne til den karakteristiske stemmeføring, og dén udtalelse har vakt harme hos organisationer for mennesker med sygdommen.
National Spasmodic Dysphonia Association (NSDA) og organisationen RespectAbility har begge offentliggjort udmeldinger, hvor de forklarer, hvordan Nyong’os kommentar bidrager til stigmatisering af fysiske handicap.
»Én af de hårdeste dele ved at have et handicap er, at folk antager ting om dig baseret på, hvordan du går, taler eller bevæger dig«, skriver NSDA. »Det svære for os, og for alle de tusinde, der lider af spasmodisk dysfoni, er associationen mellem deres stemme og hvad, man kunne betragte som skræmmende«.
RespectAbility skriver »at forbinde fysiske lidelser til karakterer, som er onde, bidrager til marginaliseringen af folk med handicap«.
Nyongo har ved én lejlighed forbundet sin inspiration af sygdommen til sin karakters barndomstraumer og udtalt, at spasmodisk dysfoni kan opstå som følge af et følelsesmæssigt trauma. Men det maner NSDA til jorden.
»I lang tid blev det fortalt at (sygdommen, red.) var psykologisk – det er den ikke. Den er neurologisk«.
Lupita Nyong’o har endnu ikke kommenteret sagen.
Læs også: Hvordan skal man forstå dobbeltgængerne i Jordan Peeles ’Us’?