Joaquin Phoenix ser helt utrolig ud i første trailer til ‘Joker’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Endelig!

Den første trailer til Todd Phillips stærkt imødesete Joker-biopic ‘Joker’ er landet, med Joaquin Phoenix i storform som Batman-nemesis in spe. Og alle bange anelser om, hvorvidt Phoenix’ version af karakteren ville kunne skille sig ud fra Heath Ledgers ikoniske præstation er som blæst væk.

I ovenstående klip bliver vi introduceret til Jokeren aka. Arthur, en socialt kuet mand, der lever en ensom tilværelse med sin gamle mor i Gotham. Arthur forsøger at møde verden med et smil – til tonerne af den melankolske filmklovn Charlie Chaplins ‘Smile’, naturligvis – men modgangen vokser og sindet slår sprækker. Ikke mindst da en glat stand-up-komiker i Robert De Niros skikkelse dukker op på scenen, og trækker tæppet væk under den sidste rest af Arthurs fornuft.

»My mother always tells me to smile and put on a happy face … « smisker Arthur aka. Phoenix på Oscar-rov, inden han slutteligt farver lokkerne med konklusionen: »I used to think my life was a tragedy. But now I realize, it’s a comedy«.

Phillips har beskrevet sin ‘Joker’ som et karakterstudie a la ‘Taxi Driver’ (Martin Scorsese var som bekendt tidligere tilknyttet projektet, men sprang fra), og har åbenlyst gjort en dyd ud af at fange den filmiske Scorsese-stemning fra storbyjunglen komplet med dramaturgiske call-backs til mesterinstruktørens ‘The King of Comedy’, hvori det var selvsamme De Niro, der spillede en starstruck komiker på psykisk deroute.

Zazie Beetz (‘Deadpool 2’) spiller Arthurs potentielle flamme, men hvorvidt hun kan redde manden fra superskurken i hjertet må siges at være tvivlsomt.

‘Joker’ får dansk premiere 3. oktober.

Læs også: Interview med Joaquin Phoenix – »Ideen om at blive i rollen hele tiden er latterlig«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af