Heartland Festival har i dag offentliggjort en række internationale navne, der skal slutte sig til deres TALKS-program, når festivalen løber af stablen ved Egeskov Slot på Midtfyn i slutningen af maj.
Særligt ét af navnene har allerede trukket opmærksomhed i 2019 – nemlig Dan Reed, der har instrueret den omtalte ‘Leaving Neverland’-dokumentar, hvori to mænd anklager Michael Jackson for at have seksuelt misbrugt dem som børn.
Under titlen ‘Can we still dance to Michael Jackson’ vil Dan Reed sammen med Margo Jefferson, prisvindende journalist, kritiker og forfatter bag Jackson-biografien ‘On Michael Jackson’ fra 2005, diskutere betydningen af anklagerne og de spørgsmål i sagen om den afdøde popstjerne, der provokerer os.
Foruden Dan Reed tilføjer festivalen advokaterne Laura Nirider og Steven Drizin til programmet, som forsvarede dømte Brendan Dassey i den populære Netflix true crime-serie ‘Making a Murderer’.
Under titlen ‘What happens when real life becomes ‘true crime’?’ skal de to forsvarsadvokater diskutere, hvordan medier som tv-serier og dokumentarfilm kan præge retssager. Nirider og Drizin har desuden i flere år skrevet og undervist om, hvordan unge mennesker kan blive manipuleret til falske tilståelser.
Heartland Festival finder sted 30. maj til 1. juni.
Læs også: ‘Leaving Neverland’-instruktør i Danmark svarer på kritik: »Det er alt sammen løgne«