Nikolaj Coster-Waldau får hovedrolle i film om terrorangrebet i København – optagelserne er i hus

I februar 2015 angreb Omar El-Hussein Krudttønden og Den Jødiske Synagoge i København og dræbte to mennesker, før han efter en menneskejagt selv blev skudt af politiet i Nordvest.

Det var første og hidtil eneste gang i nyere tid, at Danmark blev ramt af et terrorangreb, og nu her fire år efter er filmdanmark klar til at behandle begivenhederne.

Det er den anerkendte instruktør Ole Christian Madsen (‘Flammen & Citronen’, ‘Superclasico’, ‘Steppeulven’), der står bag filmen, som netop har afsluttet optagelserne. I samme ombæring er det blevet offentliggjort, hvem der indtager rollerne, og det er et stærkt hold, som skal lægge krop til skildringen af et af de største traumer i nyere dansk historie.

Den ikke så lidt ‘Game of Thrones’-aktuelle Nikolaj Coster-Waldau skal spille betjenten Rico fra politiets aktionsstyrke, der skød Omar El-Hussein, mens Jakob Oftebro spiller hans makker. Lars Brygmann spiller filmmanden Finn Nørgaard, der blev dræbt på Krudttønden, og Sonja Richter spiller hans hustru.

To nye talenter indtager rollerne som henholdsvis terroristen og Dan Uzan, der blev dræbt foran Den Jødiske Synagoge: Adam Buschard og Albert Arthur Amiryan.

Filmen, der tidligere hed ‘Notat’, men ikke endnu har en officiel titel, får premiere i slutningen af året. Her er filmholdet:

Fra venstre: Lars Brygmann, Ole Christian Madsen, Adam Buschard, Sonja Richter, Albert Arthur Amiryan og Nikolaj Coster-Waldau. (Foto: Christian Geisnæs)
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af