INTERVIEW. ‘Game of Thrones’ er en af de få serier, der gør en dyd ud af at få hver en birollepræstation til at synge. Selv den tilsyneladende mest ubetydelige karakter får minimum ét stort skærmøjeblik – som da Gilly ved et tilfælde opdagede Jon Snows sande ophav under en læseøvelse, eller da den særdeles veludrustede væbner Podrick vækkede stor begejstring i en omtalt bordelscene.
Alligevel er det de færreste af journalisterne til den store ‘Game of Thrones’-pressedag i London, der venter i spænding på, at Jacob Anderson og Joe Dempsie lægger vejen forbi deres rundbord. Da en HBO-ansat annoncerer deres ankomst, ligner samtlige ni journalister i min interviewgruppe store spørgsmålstegn: Undskyld, hvem?
Det viser sig dog hurtigt at være dejligt forfriskende at tale med de to bramfri ‘Game of Thrones’-skuespillere bag Unsullied-anføreren Grey Worm (Anderson) og Baratheon-bastarden Gendry (Dempsie).
På knap tyve minutter fik vi både makkerparrets uforbeholdne holdning til det forhastede afsnit 6 i forrige sæson, hvor Gendry løb hurtigere end vinden, hvordan det er selv at være turist på ‘Thrones’-optagelserne og den forrygende historie om den vildeste danske fan, der kæmpede for at lokke Dempsie på en date.
Joe, forrige sæson markerede dit ‘Game of Thrones’-comeback efter tre års pause som Gendry. Hvordan var det at vende tilbage til settet?
Joe Dempsie: »Det var blevet virkelig klike-inddelt, mens jeg var væk!«
Jacob Anderson griner.
Dempsie: »Ej, det var meget sømløst. Jeg har jo holdt kontakten med en masse af menneskene. Jeg var selvfølgelig nysgerrig på, om det havde ændret sig forfærdeligt meget i løbet af de tre år, men det føltes, som om pausen aldrig havde fundet sted.
Det tog mig dog alligevel nogle uger at omstille mig til det kæmpemæssige maskineri. Jeg har ikke lavet noget, der kan sammenlignes med størrelsen på ‘Game of Thrones’, så jeg skulle lige vænne mig til antallet af mennesker på settet, hvor store kulisserne er, og hvor lang tid det tager at lave. Men jeg indså også, at den ting, jeg havde savnet mest, var at hænge ud med menneskene«.
I kendte også hinanden, før I begyndte at arbejde på serien, ikke? I har begge medvirket i ‘Skins’…
Anderson griner: »Præcis. Jeg kan huske, da Joe blev castet i ‘Game of Thrones’ og var sådan: ‘Jeg ved ikke rigtig, hvad det er. Det har noget at gøre med troldmænd, tror jeg’«.
Dempsie: »Den er god nok! Da jeg gjorde klar til sæson 1, spurgte folk mig, hvad jeg skulle til at lave, og jeg ville svare: ‘Det er en slags middelalderlig magi-ting. Der er en drage med!’ – og folk kunne bare se, at mine øjne blev fjerne. Jeg var virkelig dårlig til at sælge det!«
Joe, din karakter blev lidt af et meme efter forrige sæson med al løberiet…
Dempsie griner: »Hvornår har Gendry ikke været et meme? (Efter hans exit i en robåd i tredje sæson blev Gendry et Instagram-fænomen under hashtagget #stillrowing, red.)«
Anderson: »Du er enten for hurtig eller alt for langsom!«
Dempsie: »Jeg blev engang spurgt om, hvis Gendry var med på ‘Game of Thrones’ olympiske hold, ville han så være en roer eller en løber? Og jeg var bare sådan, ‘han vinder jo ikke nogen medaljer for at ro! Det tog ham tre år at nå frem!’«.
… Men kan du følge kritikken, der er blevet fremsat, omkring, at ‘Beyond the Wall’-episoden fra sidste sæson gik alt for stærkt – selvom det jo er en serie med drager og en hær af døde ismonstre?
Dempsie: »Helt klart. Det var også en samtale, vi havde, da vi optog i Island. ‘Hvor langt er det meningen, at vi skal have gået, og giver det mening, at jeg tilbagelægger distancen på en halv time?’ Jeg synes også, det er lidt af en falliterklæring at svare tilbage: ‘Jamen det er en serie med drager, og du klager over, hvor hurtigt jeg løber…?’ Jeg synes, det er legitime pointer.
Sæson 7 føltes meget mere som ‘The Avengers’ dybest set: Vi havde en masse skakbrikker, der skulle i position, så alt var klar til begyndelsen af sæson 8. Det betød, at sæsonen skulle være højoktan, historien skulle gå stærkt, og der skulle være mere action end normalt. Men nu er brikkerne på plads«.
I har meget, I skal nå på kun seks afsnit. Kommer sæson 8 til at bevæge sig lige så hurtigt?
Dempsie: »Jeg synes, at David og Dan (Weiss og Benioff, seriens showrunnere, red.) har løst opgaven smukt med sæson 8. Det er jo åbenlyst, at serien er på vej mod et kæmpe opgør, men der er stadig de her fantastiske scener mellem to karakterer, der bare taler med hinanden, hvilket jeg tror, er grunden til, at folk blev forelskede i ‘Game of Thrones’ til at starte med. Balancen er der«.
Hvordan er det at stå på de her kæmpemæssige optagelser? Hvilket optagested er jeres yndlings?
Anderson: »For mig er helt klart the Paint Hall (optagestudie i Belfast, red.). Vi har ret meget tid mellem takes, fordi filmholdet skal nulstille hele økosystemer: De skal nulstille sne og den slags. Så man kan bare vandre rundt. Man kan gå fra Meeren til King’s Landing på to minutter, og det er virkelig sjovt. Det plejede jeg at gøre hele tiden – det er, som om man går mellem forskellige verdener. Det findes ingen andre steder, det er næsten helt uvirkeligt«.
Dempsie: »Men det er ægte!«
Anderson: »Det er det virkelig. Regnede det i Dragonstorm sidste år?! Jeg sværger, jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg er ret sikker på, at man kan se mig være helt distraheret i den scene, de brugte i serien, fordi jeg blev helt blæst væk af det. De havde belyst baggrunden sådan, at det så ud, som om der var et hav i baggrunden, hvor det regnede. Der er ingen visuelle effekter. Det er bare ren magi fra filmholdets hånd«.
Hvordan er det at forsøge at lave karriere ved siden af ‘Game of Thrones’? Jacob, du er jo for eksempel også musiker. Har serien hjulpet eller forhindret det?
Anderson: »Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, folk har svært ved at adskille tingene. De er sådan: ‘Du er ham fra ‘Game of Thrones’, der ikke har en pik. Hvordan kan du have et liv ved siden af?’ Sådan tror jeg, det er for mange på serien. Når man er med i så stor en ting, så sluger det alt andet. Men det er ikke en dårlig ting. Men jeg tror, at det på en måde har stået en smule i vejen for min musikkarriere. Men jeg laver ikke musik, der har det mindste at gøre med serien. Det tror jeg, folk vil indse, hvis de hører det«.
Dempsie griner: »Men du laver jo en coverversion af ‘Game of Thrones’-titelmelodien på dit næste album…«
Anderson: »Ssh! Det må du ikke sige, ha ha! Det gik mig faktisk meget på engang. Jeg flæbede og var sådan ‘folk kommer aldrig til at tage mig seriøst som musiker!’ Men nu er jeg faktisk ligeglad. Jeg laver den musik, jeg laver, og jeg laver det, fordi jeg har brug for det. Det er helt fint, hvis folk ikke er til det«.
Hvilken slags faninteraktioner har I oplevet gennem årene?
Anderson: »Ha ha! Joe, har du haft nogle stalkers?«
Dempsie: »Ingen stalkers. Men jeg har en helt utrolig historie. Det er nok seks eller syv år siden, hvor jeg fik videresendt en mail fra min agent, der sagde: ‘Vi har lige modtaget den her, og det er video til dig fra en dansk pige ved navn Maren. Det var virkelig sødt, hun sagde: ‘Jeg er stor ‘Game of Thrones’-fan og tænkte på, om du kunne have lyst til at tage på date med mig på et tidspunkt?’
Jeg var lidt usikker på, hvordan jeg skulle svare på det. Jeg viste videoen til et par venner i løbet af de næste par dage for at spørge om råd. Men inden jeg vidste af det, havde hun opdaget, at jeg var på Twitter. Så hun skrev til alle, jeg nogensinde har været i kontakt med mig på Twitter og sagde: ‘Vil du ikke nok vise Joe den her video?’. Hun skrev blandt andet til min ekskærestes mor!
Jeg er fra Nottingham, så næste skridt var, at hun tog kontakt til den lokale avis, som skrev en historie om det. Jeg følte, at det var ved at løbe løbsk meget hurtigt. Lige pludselig kom video nummer 2, som starter med Maren, der sidder ved sit klaver, kigger ind i kameraet og siger: ‘Kom nu, Joe. Du skal ikke være bange.’ Virkelig skræmmende! ‘Det er kun kærlighed’, siger hun. Og så begynder hun at synge en sang om mig, og lige pludselig hopper et kor af backup-sangere frem og begynder at synge mit navn.
Det var fænomenalt! Til sidst besluttede vi os for at svare hende med et billede, hvor jeg freezeframer hendes video og sender hende et kys. Så begyndte hun at tale om at komme til London, og vi var sådan: ‘Nej, nej, nej. Det er for meget’. Men hun var virkelig en talentfuld kvinde!«
Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.