Rapper og skuespiller Awkwafina (‘Ocean’s 8’, ‘Crazy Rich Asians’) spiller amerikansk-kinesiske Billi i ‘The Farewell’, som efter aldrig helt at have følt sig hjemme i USA rejser til Kina for at besøge sin kræftramte bedstemor. Efter gammel kinesisk tradition har familien besluttet sig for ikke at fortælle bedstemoren om dødsdommen, hvilket Billi ikke helt kan affinde sig med.
I den nyligt offentliggjorte trailer får vi et oprigtigt glimt af kinesisk kultur, traditioner og familiære bånd på tværs af generationer, når Billi drager mod sit andet hjemland og forsøger at holde hemmeligheden skjult for sin søde bedstemor, der er umulig ikke at holde af – en fortælling, der er baseret på amerikansk-kinesiske instruktør Lulu Wangs eget liv.
‘The Farewell’ fik verdenspremiere ved Sundance Film Festival i år og har modtaget fremragende internationale anmeldelser for den velspillende Awkwafina og for en rørende historie, og distributionsselskabet bag – A24, der blandt andet står bag ‘Lady Bird’, ‘The Florida Project’ og Oscarvindende ‘Moonlight’ – er næsten en blåstempling i sig selv.
‘The Farewell’ får amerikansk premiere den 12. juli. Det vides endnu ikke, om filmen får dansk biografpremiere.