’Assassination Nation’: Hævngerrige kvinder stikker en shotgun i fjæset på 4chan-trolls i satirisk besætterfilm

Hvad hvis en arrig Twitter-storm foregik i den fysiske verden?

I ’Assassination Nation’ befinder de harmdirrede mænd, som leder efter en billig undskyldning for at rationalisere deres kvindehad, ikke bag computerskærmen. De er på gaden med våben i hånden, fråde om munden og klar til at dræbe.

Mændene fra Salem er på udkig efter teenageren Lily Colson, som mistænkes for et omfattende doxxing-angreb, der har offentliggjort halvdelen af bybefolkningens private data på internettet.

Den stærke præmis giver instruktør Sam Levinston lejlighed til at skabe nogle utroligt aktuelle billeder: Sportsidioter i gang med at lynche en transkvinde, fordi hun har et forhold med en af gutterne. En hacker fanget af det lokale paramilitær, som udsættes for vandtortur, mens én af mændene filmer det hele på mobilen. Og teenagepigerne Lily, Bex, Sarah og Em armeret til tænderne, iklædt røde regnfrakker og ude efter hævn mod deres attentatmænd i bedste ’Kill Bill’-stil. 

Løftet om en nutidig fortolkning af ’The Warriors’, hvor en gruppe må overleve fra en hel bys iltre heksejagt, er desværre kortvarig. Det kan ikke blive til meget mere end én uinspireret kampscene, hvor pigerne akavet superhelteposerer midt på gaden, og rulleteksterne kommer så prompte, at man skulle tro, produktionen løb tør for penge midt under optagelserne til klimakset.

Forventer du et blodbad i stil med den franske ’Revenge’, vil du med andre ord blive slemt skuffet – om end der er en god undervandskampsscene i poolen.

I stedet er det meste af filmen dedikeret til, hvordan de fire teenagepiger definerer sig selv og omverdenen gennem sociale medier. Dagene går med sexting, mens nætterne fordrives til lyden af tåget trap-musik under glødende neon-belysning fanget gennem det helt rigtige Instagram-filter.

I filmens fineste scene splittes skærmen mellem de fire piger, mens de hver især enten udstiller dem selv for resten af verden eller åbner for deres sande jeg i mørke kroge væk fra mobilkameraets kolde lysskær. Det kunne være lavet af en ung Brian De Palma.

Med datalækket sætter Levinston vores udstillingskultur på spidsen, hvor ét kig under en persons nøje tilrettelagte onlinepersona kan vælte karrierer og ødelægge liv.

Den konservative borgmester fanges i at gå i kvindetøj bag lukkede døre og tømmer en revolver i munden på sig selv for åben skærm. »Fuck ham. Folk som mig begår selvmord hver dag, og selvretfærdige røvhuller som ham græder ikke over det«, konstaterer transkvinden Bex ublu.

Men senere belyser datalækket, at Lily har en affære med en familiemand. Hun udstødes prompte af forældrene, og nabolaget ser det som en mulighed for at slutshame og – naturligvis – samtidig true med voldtægt og død. 

Det giver et mareridtsagtigt billede af et plastisk samfund, hvor vi har redskaberne til at modellere os, præcis som vi ønsker, men konstant må afpasse os umulige forventninger.

’Assassination Nation’ slår med andre ord et stort brød op, men det betyder også, at den centrale gruppe af piger forsvinder i støjen. Filmens egentlige hovedperson Lily får udelukkende en personlighed gennem unødige voiceovers og folk omkring hende, der konstant bekræfter hendes store intellekt og rebelske sind.

Bex er den åbenlyse undtagelse i firkløveret. ’Assassination Nation’ er forfriskende lige på i sin udstilling af den transfobi, hun konfronteres med hver dag, og ligesom Sean Bakers vidunderlige ’Tangerine’ viser filmen Bex som andet og mere end blot et offer.

Det er da også gennem hendes åbenlyse foragt for samfundets regelsæt, at filmens brændende vrede kommer bedst til udtryk. I en opbrudstid som denne, har vi brug for flere film, der tør råbe vagt i gevær.

---

Kort sagt:
’Assassination Nation’ gaber over for mange forskellige aktuelle tematikker, men sætter alligevel vores udstillingskultur på spidsen.

Læs også: Disse film skal du streame i maj – fra Zac Efron som seriemorder til tv-parate festivalperler