’Fleabag’ sæson 2: Phoebe Waller-Bridges fabelagtige fuck-up er slet og ret mesterlig
(Anmeldelsen indeholder spoilers af første sæson af ’Fleabag’. Hvis du absolut intet vil vide, kan du fange den på Prime Video, inden du læser videre.)
Seks afsnit. Tre små timer. Et styks seriemesterværk ovre på så kort tid, at jeg sprang op og travede rundt i lejligheden som en rastløs tiger i bur, lige dele bombet af begejstring, bittersød småsnøftende tristesse og den frustrerende afmagt, der uværgerligt skyller ind over én, når yndlingsserien lakker mod enden.
Why, God, why?!
Selv for en ateist a la overtegnede synes spontane religiøse opråb som passende åndelige accessories til ’Fleabag’s anden sæson, hvor vor antiheltinde og hendes selvværdssubstituerende sexdrive tørner sammen med intet mindre end The Hot Priest (navnløs, som Fleabag, tadaa!), der lirker sjælens inderste usikkerheder op via kejtet katolsk næstekærlighed og god gammeldags knaldekarma, der oser mellem duoen fra første akavede møde.
Fleabags sultne millennial-egocentrisme versus Vor Herres hotte tjener? Hallelujah for en will they/won’t they-fest, der næres af begge karakterers grundlæggende, destruktive ensomhed. Ah, hvor det som serieseer føles godt at shippe et forbudt forhold igen. Men nu lader jeg lysterne flyde over, inden scenen overhovedet er sat.
Nuvel: Vi vender tilbage til London, et år efter søster Claires (Sian Clifford) episke doucheback-mand Nick (Brett Gelman) forsøgte at kysse Fleabag, hvorefter han skød skylden på hende og drog en kile imellem de i forvejen stridske søstre. I det indledende kapitel af sæson to er hele familien samlet til middag for første gang siden, nu i anledning af Fars (Bill Paterson) bryllupsplanlægning med stedmoderheksen fra helvede (atter spillet med uovertruffen bitchyness af Oscar-vinder Olivia Colman). Og med til bordet er det lykkelige pars hippe, unge præst (Andrew Scott), der indledningsvist ikke har den fjerneste ide om, hvilken giftig hvepserede af frådende familiedysfunktionalitet han er trådt ind i – om end han selv har et par pårørendeskeletter i skabet i form af en pædofil bror (»Ironien er ikke tabt på mig«, deadpanner katolikken).
Uden at spoile noget kan jeg godt afsløre, at ingen i selskabet slipper fra restauranten uden blodtud (psykisk eller fysisk), da fejderne bryder ud i lys lue i sæsonens tour-de-force af en åbningsakt. Men samtidig slår det også forsigtigt gnister mellem The Hot Priest og Fleabag, ligesom sidstnævntes forhold til Claire uventet avancerer fra iskoldt til intimt fortroligt i en toiletbås. »Keep your hands off my miscarriage!« er bare en af episodens tragikomiske guldkorn, som kun Waller-Bridge skriver dem til sine seriekvinder.
Kvinder, der her som i ’Killing Eve’ får albuerum til at være formidable, frygtelige, forvirrede og fatale i al deres umaskerede ærlighed, om det så er kønt eller ej (eller virkelig grumt), når samtalerne svinger fra traumebehandling, til hvem der har en tampon i tasken, ulemperne ved analsex, ældning og det faktum, at »hair is everything!«, som Fleabag oprigtigt indigneret råber af en arrogant frisør i et gif-værdigt øjeblik.
Søstrenes konfliktfyldte relation er seriens sårbare hjerte bag al forsvarskynismen, og det værker i mit ditto, når de på hver deres socialt udfordrede vis forsøger at bygge broer uden at pisse hinanden max af i processen. Sorgen over moren hænger tungt over begge, og hvor sæson 1 havde veninden Boos absurde død som dystert omdrejningspunkt for Fleabags ’neuroser’ (der kulminerede i et seriøst hjerteskærende klimaks), er det således denne gang først og fremmest modersavnet, der fylder i Fleabags famlen efter at blive en rigtig voksen kvinde, hun selv kan holde ud at leve med, efter hendes egne to største kvindelige inspirationer er væk. Og det gør ondt i maven, når faren (som stadig ikke aner, hvordan han skal tale til sine voksne børn) i et ekko af mor-datter-scenen i ‘Lady Bird’ udbryder »I love you, I just don’t always know if I like you« til sin datter.
Så er det jo godt, at man altid kan søge trøst i sin tro og i dette tilfælde hænge ud i The Hot Priests kirke, hvor karakteristisk quirky Andrew Scott gør en overraskende farligt charmerende figur som alternativ leading man, langt fra hans Moriarty-skurkeportræt i ’Sherlock ’, der gled over i skabagtigt hysteri, som sæsonerne skred frem. Scott og Waller-Bridge har kendt hinanden fra teaterscenen i årevis, og kemien er mærkbart kæk fra den første cigaret-flirt, hvorfor man også i dén grad under Fleabag et stykke med bart uden hverken rottetænder eller numsefetich. Præsten synes sågar at kunne høre, når Fleabag bryder den fjerde væg for at tale til os seere – men der er lige det med ham Gud…
Religion og Fleabag viser sig at være et match made in satirisk tv-heaven, der hiver det eksistentialistiske navlepilleri op på et helt nyt plan (som når Fleabag til en kirkelig seance højlydt overvejer, om hun ville være en dårlig feminist, hvis hun havde større bryster), og hvor alle involverede kredser om katarsis og tilgivelse for et morads af små og store synder. Det er hylende morsomt (Colmans karriere som krukket ’sexkunstner’ er gaven, der bliver ved med at give) og ikke så lidt livsklogt. Og selveste Kristin Scott-Thomas lægger vejen forbi for at give Fleabag indsigt i, hvor bittert det er passere sin last fuckable salgsdato i et rum fuldt af unge, der whiner over alle deres muligheder.
Her syv år efter premieren på Lena Dunhams ’Girls’ er uperfekte lady birds lykkeligvis ikke længere kuriøse fyrtårne for en ny tv-æra, men reglen snarere end undtagelsen i det moderne mainstream tv-land, der i høj grad er formet af Dunham, ’Fleabag’s første sæson, ’Broad City’s Illana Glazer og Abbi Jacobson, ’Insecure’s Issa Rae og Aziz Ansaris ’Master of None’. Millennial-sadcoms, der med kulsort humor udforsker den yngre, veluddannede middeklasses ego-weltschmerz er blevet en hel subseriegenre, der i sig selv tipper på hatten til Woody Allens 70’er-film. Men jeg vil bevæge mig helt ud på kanten af kritikkerklippen og påstå, at Waller-Bridge (som for nylig blev hyret til at finpudse manuskriptet til den kommende James Bond-film) nu er på et niveau, hvor hun slet og ret napper den gamle filmmaestros neuroser i haserne.
Senere i år spiller ’Fleabag’ som teater i Londons West End, med Waller-Bridge selv på scenen. Billetterne til samtlige 30 forestillinger blev udsolgt på under fem minutter – jeg ved det, for jeg var blandt de mange ærgerlige, der ikke kom igennem onlinekøen – og det er, ved Gud, intet under: Sæson 2 er slet og ret en mesterlig cocktail af sylespidse dialoger om pissebesværlig kærlighed og overmåde genkendelig semivoksenangst.
Og for pokker hvor vil jeg savne verdens bedste sæk lopper.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.
Kort sagt:
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med ’Killing Eve’-skaberen Phoebe Waller-Bridges ’Fleabag’, har du en julegave af en bingesøndag forude i selskab med et serielands suverænt skarpeste hoveder. Inden for sadcom-genren om elskelige millinneal-fuck-ups bliver det ganske enkelt ikke større.