Garvede danske skuespillere og nye talenter dominerer programmet for Odense International Film Festival

Garvede danske skuespillere og nye talenter dominerer programmet for Odense International Film Festival
Sara Hjort Ditlevsens kortfilm 'Bror' er udtaget til Odense International Film Festival.

Årets 121 udtagede kortfilm til den årlige Odense International Film Festival, OFF, er netop blevet offentliggjort, og flere kendte danske navne optræder i udvalget.

Festivalen fordeler filmene i hovedkonkurrencen, den danske konkurrence, animationskonkurrencen og dokumentarkonkurrencen, og i hver kategori er der mulighed for at vinde indstilling til Oscarakademiets udvælgelsesjury, som kan give éns film en nominering i Hollywood.

Blandt de danske film finder man ‘Bror’, som bliver instruktørdebut for skuespiller Sara Hjort Ditlevsen, der for alvor slog igennem med ‘Undskyld jeg forstyrrer’, har optrådt i serierne ‘Gidseltagningen’, ‘Rita’ og ‘Perfekte steder’ og snart er aktuel i ‘Ser du månen, Daniel’.

I flere af filmene ses også store danske navne på rollelisten.

Det gælder i Joachim Morres ’Stakler’, hvor Rosalinde Mynster (’En kongelig affære’) og Ellen Hillingsø (’Livvagterne’) kan opleves, mens Tommy Kenter spiller med i Maj-Britt La Cours ’Lila’ og Charlotte Munck (’Rita’) spiller med i Thomas Elleys ’Open Spaces’. Ghita Nørby florerer også et endnu ukendt sted blandt konkurrencefilmene.

»At højprofilerede, prisvindende og folkekære skuespillere, som igennem en lang karriere har beriget dansk filmkunst med deres talent, samtidig vælger at arbejde med spirende filmskabere indenfor kortfilmens kreativt stimulerende rammer, er med til at blåstemple kortfilmformatet som kunstform«, lyder det fra festivalleder Birgitte Weinberger i en pressemeddelelse.

Desuden produceres Jonas Risvigs ’We’re All Leaving’ af Kim Magnusson, der som producer har vundet kortfilm-Oscars for ’Valgaften’ i 1999 og ’Helium’ i 2014.

Filmene repræsenterer 39 forskellige lande og er udtaget fra et felt på over 3200 ansøgere. Ifølge Birgitte Weinberger er der, på trods af et bredt spænd visuelt og tematisk, nogle gennemgående tendenser at spore:

»Der er en følelig interesse hos filmskaberne for den lille, store fortælling: At belyse nogle af samfundets mere komplekse og aktuelle tematikker gennem intime portrætter af menneskelige relationer. Mange af kortfilmene i årets selektion har det nære – familie og familiestrukturer – som dramatisk og kreativt omdrejningspunkt for fortællingen«.

Se hele listen over de udtagede film her.

Odense International Film Festival 2019 afholdes 26. august til 1. september.

Læs også: Disse film skal du streame i maj – fra Zac Efron som seriemorder til tv-parate festivalperler

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af