Elton John og Dexter Fletcher fordømmer Ruslands censur af homoseksualitet i ‘Rocketman’

Elton John og Dexter Fletcher fordømmer Ruslands censur af homoseksualitet i ‘Rocketman’
Taron Egerton og Richard Madden i 'Rocketman'.

‘Rocketman’ brager derud af i biografer over hele kloden, men i Rusland er det en noget anderledes film, man får at se. Den russiske kritiker Anton Dolin skriver på sin Facebookside (via The Hollywood Reporter), at samtlige scener, der involverer kys og sex mellem mænd, er blevet klippet ud.

Estimatet lyder, at omtrent fem minutter af filmens samlede spilletid mangler. Det skyldes, at Rusland har strenge anti-homoseksualitets love, der blandt andet gør det ulovligt at promovere “utraditionelle seksuelle forhold” til unge. ‘Rocketman’ har dog en 18+ rating.

Elton John og instruktør Dexter Fletcher har begge taget stærk afstand fra censuren i en pressemeddelelse:

»Vi fordømmer på det kraftigste beslutning om at efterkomme lokale love og censurere ‘Rocketman’ til det russiske marked. Vi vidste ikke, at det var sket før i dag. Paramount Pictures har været modige samarbejdspartnere ved at tillade os at skabe en film, der er en sand repræsentation af Eltons ekstraordnære liv. At den lokale distributør har klippet bestemte scener ud, og dermed fornægtet publikum muligeden for at se filmen, som den var intenderet, er et sørgeligt billede på den splittede verden, vi lever i, og hvordan den stadig kan være så grusomt uforstående over for kærligheden mellem to mennesker. Vi tror på at bygge broer og åben dialog, og vil fortsat kæmpe for at nedbryde barrierer, indtil alle folk bliver hørt ligeligt over hele kloden«.

Ruslands konservative kulturminister Vladimir Medinsky benægter, at staten skulle være indblandet i censuren: »Vi klipper ikke noget. Jeg forstår slet ikke, hvad det her handler om. Alt bliver besluttet af distributøren«, udtaler han til det lokale nyhedsbureau RIA Novisti.

Ironien er, at Vladimir Putin selv er en stor fan af Elton John. I 2014 roste han sangeren og kaldte ham: »Et enestående menneske og en fantastisk musiker. Millioner af vores folk elsker ham dybt på trods af hans seksuelle orientering«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Rocketman’ – Bjergtagende musical skærer Elton John ud i pap

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af