Der er efterhånden så mange film i Marvels Cinematic Universe, at det er svært at adskille dem fra hinanden. Det sætter Gwyneth Paltrow, der spiller Tony Starks bedre halvdel Pepper Potts, en tyk streg under i et nu viralt klip (se det i bunden af artiklen).
Da Paltrow lagde vejen forbi MCU-kollegaen Jon Favreaus Netflix-kokkeprogram ‘The Chef Show’ faldt snakken ganske naturligt på makkerparrets tid sammen under optagelserne af blandt andet ‘Avengers: Endgame’ og ‘Spider-Man: Homecoming’. Men det viser sig, at Paltrow ikke anede, at hun havde medvirket i sidstnævnte.
Hun bliver tydeligt forvirret og lettere chokeret, da Favreau insisterer på, at hun var med i slutscenen på ‘Spider-Man: Homecoming’ sammen med ham. Paltrow tror tilsyneladende, at scenen er fra den aktuelle ‘Avengers: Endgame’.
Paltrow har været med i MCU siden begyndelsen med ‘Iron Man’ i 2007, så man kan ikke bebrejde hende, at det hele efterhånden står lidt sløret. Skuespilleren har ikke planer om at gentage rollen som Pepper Potts i den nærmeste fremtid, men karakterens forhold til Peter Parker gør det ikke utænkeligt, at hun kan vende tilbage på sigt.
‘Spider-Man: Far From Home’ er det næste kapitel i MCU. Filmen får dansk premiere 2. juli. Jon Favreaus ‘The Chef Show’ kan ses på Netflix.
Gwyneth Paltrow genuinely did not know she was in "Spider-Man: Homecoming" so this adorable interaction from "The Chef Show" is easily my favorite thing on the internet today pic.twitter.com/lc3VlSs1Hp
— Jarett Wieselman (@JarettSays) June 7, 2019