HBO’s kommende fantasyserie ‘His Dark Materials’ er hurtigt på vej til at blive en af årets mest ventede. Serien skal udfylde det store hul i kabelkanalens programflade oven på afslutningen af ‘Game of Thrones’, og at dømme efter den første fulde trailer, ligner serien en værdig arvtager.
‘His Dark Materials’ er baseret på Philip Pullmans best-seller ungdomstrilogi af samme navn, der herhjemme nok bedst er kendt under navnet på første bog, ‘Det gyldne kompas’. Netop denne bog blev filmatiseret i 2007 med blandt andre Nicole Kidman og Daniel Craig på rollelisten, men filmen floppede stort, da den ikke formåede at opbygge Pullmans storslåede univers tilfredsstillende.
Det ser dog ikke ud til at blive et problem i tv-serieversionen, der over meget længere tid kan sætte scenen for det omfattende fantasyunivers. ‘His Dark Materials’ følger den unge pige Lyra (Dafne Keen fra ‘Logan’), der forsøger at navigere rundt i verdenen, hvor børn er i alvorlig fare. Større kræfter eksperimenterer nemlig med børnene og deres såkaldte Daimons – en slags fysisk repræsentation af den menneskelige sjæl.
Det fører Lyra ud på en større rejse, hvor hun stifter bekendtskab med sin hemmelighedsfulde onkel, Lord Asriel (James McAvoy) og den mystiske Marisa Coulter (Ruth Wilson fra ‘The Affair’), og blandt andet ender på Nordpolen, hvor isbjørne spiller en helt særlig rolle.
‘His Dark Materials’ forventes at få premiere på HBO Nordic til efteråret.
Læs også: Tom Cruise trækker i pilotdragten i første episke trailer til ‘Top Gun: Maverick’