34 år efter at Tom Cruise satte hjerter i brand iført læderjakke på sin motorcykel, mens tonerne af ‘Take My Breath Away’ bragede igennem, vender superstjernen tilbage i rollen som piloten Maverick i den ventede opfølger til ‘Top Gun’.
Under Comic Con i San Diego crashede Cruise filmstudiet Paramounts ‘Terminator: Dark Fate’-panel for at præsentere første trailer til ‘Top Gun: Maverick’. Og det ser særdeles hæsblæsende ud, når den aldrende actionstjerne, der gør en dyd ud af at udføre samtlige halsbrækkende stunts selv, endnu engang trækker i pilotdragten.
Filmen udforsker den nye luftfarttid, hvor droner har overtaget for piloterne. Det helt konkrete plot er endnu ukendt, men vi ved, at Cruise spiller en jetjagerinstruktor, der tager sin afdøde makker Gooses søn, Bradley (Miles Teller), under sine vinger. I traileren ser vi ham også i en dybsindig samtale med en højtstående officer, spillet af altid fremragende Ed Harris, der kalder Maverick en dinosaur.
Men har tiden gjort kål på Maverick? Næppe. Ud fra traileren at dømme ser særligt sekvenserne i luften og i cockpittet fænomenale ud.
‘Top Gun: Maverick’ instrueres af Joseph Kosinski, der også instruerede Cruise i sci-fi-filmen ‘Oblivion’. På rollelisten finder man desuden Jon Hamm (‘Mad Men’) og Jennifer Connelly (‘Requiem For a Dream’), mens Val Kilmer vender tilbage i rollen som Iceman.
Filmen får premiere 16. juli 2020.
Læs også: Pennywise er blodigere end nogensinde før i første fulde trailer til ‘It: Chapter 2’