Mystify: Michael Hutchence: Hvad gemmer sig bag INXS-frontmandens brændende blik?
Nærværende anmelder er vokset op med INXS’ musik i slut-firserne og start 90’erne. Det har været en væsentlig del af soundtracket til mit liv, på samme måde som Michael Hutchences brændende, mørke blik har fulgt mig, hver gang jeg så en musikvideo eller så ham på forsiden af et blad.
Alligevel kendte jeg ikke hverken navne eller ansigter på nogle af bandets andre medlemmer, hvilket siger en del om, hvor karismatisk og altoverskyggende en forsanger Michael Hutchence var. Han var INXS. På alle måder. Og det er typer som mig, Richard Lowensteins dokumentar ‘Mystify: Michael Hutchence’ retter sig i mod: En med forhåndskendskab og en ekstra interesse for at vide alt om manden Hutchence.
Filmen er rent biografisk. Den handler ikke om musikken, men om ham. Vi hører om familieforholdene med fraværende forældre og en lillebror, der blev svigtet. Vi hører fra hans kærester, hvoraf de tre sidste var meget kendte inden for hvert deres område. Popsangeren Kylie Minogue, modellen Helena Christensen, tv- og kulturfænomenet Paula Yates.
Vi hører om overfaldet en sen nat i København, der medførte personlighedsændrende hjerneskader. Om stoffer og nedtur. Men musikken selv er mest af alt et baggrundstæppe af lyd, der aldrig bliver trukket frem i lyset og undersøgt.
På den måde adskiller Mystify sig fra nogle af de andre stærke musikdokumentarer, der fået biografpremiere i de senere år. ‘Amy’ om Amy Winehouse og ‘Montage of Heck’ om Kurt Cobain, begge storslåede dokumentarer, der hævede sig over publikums interesse for musikeren. Filmene er kunstværker i sig selv.
Det mangler Mystify. Den holder sig nede på jorden, men det har måske heller aldrig været meningen, at den skulle være noget andet og større, end den er.
Mystify er lavet af Michael Hutchences ven Richard Lowenstein, der også er manden bag mange af INXS’ musikvideoer fra deres storhedstid. Han har samlet materiale til filmen i mange år. Den rummer en del privatoptagelser, og instruktøren har begået den lille genistreg at lade alle nye interviews, hvor venner og kærester fortæller om Michael Hutchence, optræde som en voice-over til gamle optagelser.
Vi bliver aldrig hevet frem til nutiden for at se en 50-årig Kylie Minogue mindes hendes første store kærlighed. Vi hører hende berette offscreen, mens vi har Michael Hutchence i hans storhedstid på skærmen.
På den måde er filmen en stor kærlighedserklæring fra Richard Lowenstein. ‘Mystify: Michael Hutchence’ er først og fremmest en personlig fortælling, hvor en ven har haft brug for at hitte hoved og hale i, hvad der kunne føre til en vennens selvmord.
På den måde lykkes filmen fint, men det medfører samtidig, at den mest henvender sig til folk som mig, der er vokset op med musikken, og som blev mindet om, hvordan det var at blive mødt af et mørkt og farligt blik på min tv-skærm i 1990.
Kort sagt:
Dokumentarfilmen ‘Mystify’ om INXS’ frontmand Michael Hutchence, handler om manden frem for musikken. Det er et scoop for dem, der er vokset op med bandet og frontmandens tilstedeværelse i medierne, men til gengæld er filmen i højere grad et lukket land for nytilkommere, der ikke på forhånd har et forhold til INXS.
Læs også: Er ‘The Matrix’ stadig revolutionerende 20 år senere?