SERIE: HOLDER DE I DAG? I forsommeren 1999 spillede man på Playstation (den første) og bekymrede sig om, hvorvidt Y2K-buggen ville ødelægge verden, som vi kendte den.
På filmfronten håbede man på, at ‘Star Wars: The Phantom Menace’ ville være så god, som man regnede med, og det var i det hele taget et forrygende filmår med titler som ‘American Beauty’, ‘Lola Rennt’, ‘Boys Don’t Cry’, ‘Den sjette sans’, ‘Three Kings’, ‘Election’, ‘Being John Malkovich’, ‘Magnolia’, ‘The Blair Witch Project’, ‘Office Space’ og ikke mindst ‘Fight Club’. Men det var den grøntonede sci-fi-film ”The Matrix”, der blev årets største popkulturelle fænomen. Efter 20 år kan dens indflydelse på filmindustrien og filmpublikummet stadig mærkes.
Havde man adgang til internettet – hvilket ikke var en selvfølge i 1999 – vidste man måske, at en mystisk film ved navn ‘The Matrix’ var på vej. Keanu Reeves var blevet castet til hovedrollen Neo efter, at bl.a. Will Smith havde takket nej. ‘Johnny Mnemonic’ fra 1995 havde vist, at Reeves langt fra var et sikkert kort i en sci-fi-film, og Wachowski-brødrene havde kun instrueret den ellers glimrende femi-thriller ‘Bound’ forinden. Forventningerne var beskedne. Alligevel bredte nysgerrigheden sig.
Hvad var the matrix? Det spørgsmål stillede traileren ved snedigt at bruge en af Morpheus’ replikker. Vi ser øjenåbnende billeder af en læderklædt Keanu Reeves, der undviger geværkugler i samme hastighed som kuglerne selv, men oplevet i bullet-time, altså hvor alt omkring Neo opleves i slowmotion, fordi han bevæger sig overmenneskeligt hurtigt. Det havde man ikke set før. Og så høres Laurence Fishburnes stemme: »Unfortunately, no one can be told what the matrix is. You have to see it for yourself«.
Og folk så ‘The Matrix’. Og talte om den. Det var den perfekte film for dens tid. En blanding af årtusindskifte-teknofobi, internet-begejstring, ballet-agtig hong kong-action, nytænkende design og et bevidsthedsudvidende plot. Man kunne ikke bestemme sig for, om det mest var en teknisk revolution eller en kulturel revolution. Hvornår har man sidst sagt det om en sommerblockbuster?
Smuk adrenalindrøm
Publikum bliver taget med ind i the matrix, men da Neo vælger den røde sandhedspille, bliver vi revet ud af the matrix igen. Vores virkelighed er en komfortabel simulation trukket ned over vores øjne. Parallel-virkeligheden kaldes the matrix. Den virkelige virkelighed er en mørkelagt verden godt 200 år ude i fremtiden. Maskiner, styret af kunstig intelligens, har overtaget verden og bruger menneskenes kroppe som energikilde.
»What is the Matrix? Control«, siger Morpheus. »The Matrix is a computer generated dream world, built to keep us under control in order to change a human being into this«, og så holder han et batteri op.
Følelsen af, at der er noget galt med verden, går nok igen igennem generationer. Kan det virkelig passe, at det her er livet? Eller ligger der en større sandhed på den anden side af spejlet? ‘The Matrix’ var et rammende tankeeksperiment over eksistentielle spørgsmål om meningen med livet. Derfor virker grundtanken ikke forældet, selv efter 20 år.
I 1999 var ‘The Matrix’ ikke til at komme udenom, og i de efterfølgende år var biograferne fyldt med film, der lånte elementer fra den. Bullet-time-effekten blev brugt i animationsfilmen ‘Shrek’ kort efter og i utallige andre film. I dag er det en kliché. Derfor er det naturligt, at hvis man tænker på ‘The Matrix’, og om den holder i dag, så tænker man på bullet-time-scenen.
Ved gensyn er den stadig en smuk adrenalindrøm. 360-graders-effekten laves i dag med ren CGI, f.eks. i Busan-actionscenen i ‘Black Panther’, hvor ”kameraet” svinger rundt om T’Challa, der lander på et køretøj i høj fart. I 1999 krævede det et stort stativ med adskillige kameraer monteret i en ring rundt om scenen på greenkey, og så skulle stuntet udføres i virkeligheden, og billederne sættes sammen efter hinanden som en digital flip-bog.
At fotografere et virkeligt menneske i bevægelse betyder, at man fanger folder i tøjet, lysreflektioner i huden (eller i det sorte læder) og mikrobevægelser af muskler i kroppen. Alt dette tolkes i vores hjerner som virkeligt i en grad, som ingen algoritme endnu har kunnet matche. I ‘The Matrix’ giver det ironisk nok den virtuelle verden netop den tekstur, der gør den troværdigt avanceret. Som om den virkelig kunne være blevet skabt af AI om 200 år.
Sandsynlig illusion
Wachowski-brødrene satte nye effekt-standarder, og de gjorde det for sølle 70 millioner dollars. Det var nok til at gøre filmen til en satsning, men ikke nok til, at de kunne få alt, hvad de pegede på. Ligesom den første ‘Star Wars’-film er ‘The Matrix’ et heldigt eksempel på, at kreativiteten blomstrer, når garnet strammes lidt.
Wire-teknikken blev også brugt brillant i ‘The Matrix’. Det var dengang ret nyt i Hollywood at spænde skuespillere op i wires for senere digitalt at fjerne disse wires igen. Nu kunne enhver lave superheltehop, uddele flyvespark og gå på loftet. Wires blev flittigt brugt i bl.a. ‘Charlie’s Angels’, der udkom året efter. Men selv med wires er det svært at få unaturlige spring til at se naturlige ud, og derfor falder flere kampscener i ‘Charlie’s Angels’ igennem. Men inde i the matrix findes naturlighed ikke. Alt kan bøjes af dem, der kender sandheden. Tyngdekraften er en kode, der kan omskrives. Det var nærmest som om, at Wachowski-brødrene havde indlagt et failsafe, så der ikke kunne findes huller i hverken design eller plot.
Netop logikken i plottet er et af filmens mest geniale træk. At et så langt ude setup kunne hænge så godt sammen var mindblowing. Og ingen kunne med sikkerhed sige, at vi ikke rent faktisk levede i en computersimulation. Det kan vi stadig ikke, og bl.a. Oxford-filosoffen Nick Bostrum er fortaler for, at illusionen faktisk er mere sandsynlig. Elon Musk har udtalt, at han er enig i, at dette, vores verden, sandsynligvis ikke er den virkelige virkelighed.
Lige så langhåret som the Architect formulerer sig i efterfølgeren ‘Reloaded’, med brug af »vis-à-vis«, »ergo« og »concordantly« i sine sætninger, lige så klart formuleres grundidéen i den første film.
Wachowski-brødrenes manuskript er nådesløst effektivt, velstruktureret og -formuleret, så det komplicerede koncept giver mening. Når Morpheus forklarer the matrix ved at sammenligne mennesker med batterier, er det et eksempel på, hvordan Wachowski-brødrene kæmpede for at få publikum (og muligvis skeptiske producenter før det) til at forstå tanken om den uvirkelige virkelighed.
Det er sjældent, at en Hollywood-film introducerer en buket af filosofiske idéer, som endda trænger ind hos publikum. Derfor blev ‘The Matrix’ hurtigt brugt som løftestang til at promovere alskens ismer. Ikke lang tid efter premieren kunne man bl.a. finde bogen ‘Escaping the Matrix: Setting Your Mind Free to Experience Real Life in Christ’. Den dag i dag bruger PETA themeatrix.com, som har til formål at afsløre virkeligheden bag industrielt landbrug. Og hvis du er så uheldig at have konspirationsteoretisk begejstrede venner eller bekendte, kan ens feed svømme over med videoer, som tilbyder at »red pill’e« dig, altså afsløre sandheden om, hvordan verden hænger sammen og styres af en konspiration mellem Illuminati og Hillary Clinton, der selv har opfundet klimakrisen og månelandingen eller whatever.
Endnu mere relevant i dag
‘The Matrix’ dyrkes både af feminister, transkønnede og ultraliberalister, for det er muligt at tolke filmens transformationer og frihedsbegreber på mange forskellige måder.
Hvor nogen så en Jesus-parabel, så andre en version af Platons hulelignelse. Andre så en forbindelse til René Descartes’ tanker om, at vi aldrig vil kunne stole på vores sanser og vide, hvad der er den virkelige virkelighed. Andre igen blev mindet om Hilary Putnams tankeeksperiment om at have en hjerne i et sylteglas, der kunne manipuleres med elektriske impulser. Hjernen ville drømme og tro, at den levede et normalt liv i en krop.
I starten af filmen kan man skimte en bog af Jean Baudrillard. Han skrev om, hvordan massesamfundet kan skabe sofistikerede efterligninger af virkeligheden, som kan blive så realistiske, at de er svære at skelne fra den virkelige virkelighed. Den tanke er måske endnu mere relevant i dag, hvor det kan være svært at se, hvor meget reality, der findes i reality-tv, og hvor vores online identitet er nøje kurateret på sociale medier.
‘The Matrix’ diskuterer også frihedsbegreber. Valget imellem den røde og blå pille spejler Robert Nozicks tankeeksperiment om brugen af en »oplevelsesmaskine«. Er en god oplevelse en god oplevelse, selvom den er en illusion? Eller er det en god oplevelse, hvis det opleves som en god oplevelse? Skal vi stædigt holde fast i, at den virkelige virkelighed er det rigtige valg (den røde pille), eller er det okay at foretrække den komfortable og før normale virkelighed? Forræderen Cypher fortryder valget af den røde pille og ønsker at blive genindsat i the matrix, og man kan godt forstå ham.
Filmens anden skurk, Agent Smith, retter en skarp kritik mod menneskenes umættelige forbrug af naturressourcer og ser the matrix som en kur mod denne »human contagion« og kalder altså mennesket for planetens ødelæggende virus. Den kritik er ikke blevet mindre rammende de sidste 20 år.
The matrix kan også ses som et udtryk for det reklamebombardement, vi lever i, designet til at forføre og hypnotisere os til at forbruge og ikke gøre oprør.
Mere positivt kan filmen ses som håbet for internettets muligheder. De fleste tech-film fra 90’erne fremstillede internettet som et farligt sted, f.eks. i ‘Hackers’ og ‘Disclosure’. Selvom Sandra Bullock viste os i ‘The Net’, at man iført pyjamas kunne gå ind på pizza.net og bestille mad direkte til sofaen, så var der ingen film, der forstod, hvor internettet var på vej hen. Da Neo lærte kung fu og downloadede helikoptercertifikat direkte til hjernen på få sekunder, var det en drøm om, hvad internettet og adgangen til uendelige mængder af information kunne føre til.
»There is no spoon«, får Neo at vide. Med så mange fortolkningsmuligheder kan alle tage noget med fra ‘The Matrix’. Det er ikke skeen, der bliver bøjet. Det er os selv, der bøjer.
For mig handlede ‘The Matrix’ om for første gang at vågne op som sit sande jeg, alt imens en flok mænd i jakkesæt prøver at undertrykke det.
»Mr. Anderson«, siger Agent Smith i en både anklagende og overbærende tone.
»My name is Neo«.
Så… Holder den i dag?
‘The Matrix’ var forud for sin tid og er meget mere end kung fu og generation X-teknofobi. Actionscenerne understøtter filosofien med sømløst integrerede special effects, der nu er blevet standard-filmsprog uden at virke gammeldags. Ingen anden film i de sidste 20 år har underholdt så mange mennesker og derefter fået dem til at diskutere livets største eksistentielle spørgsmål. Den holder.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?
’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?