SERIE: HOLDER DE I DAG? Jeg så ‘Saw’ første gang for cirka 14 år siden. Og James Wans gysersensation kunne ikke have ramt min dvd-afspiller på et bedre tidspunkt. Dengang boede jeg med en gymnasiekammerat i en uhumsk kælder på den måske mest ekstravagante millionvilla på Strandvejen i Aarhus.
Når det sparsomme lys en sjælden gang slap ind gennem kældervinduerne, afslørede det en ungkarlehybel, som ikke engang The Dude ville sætte sine ben i. Væggene var plaget af skimmelsvamp, gulvtæppet fyldt af brændemærker og sengetøjet havde ikke set det indre af en vaskemaskine i månedsvis. Det eneste, der manglede, var en smule lort på væggene, et par rustne stiksave og et blodindsmurt lig på gulvet, så befandt vi os praktisk talt i vores egen ‘Saw’-film.
Men det var ikke kun omgivelserne, der passede perfekt til mit første møde med Jigsaw-morderen og hans perverse puslespil af sadistiske torturredskaber. Dengang var jeg helt vild med film, der havde et stort twist, som trak tæppet væk under hele lortet ti minutter før lukketid. Tænk ‘Den sjette sans’, ‘The Usual Suspects’, ‘The Game’ og ‘Memento’. Hvis jeg skulle samle min kæbe op fra gulvet, når rulleteksterne løb hen over skærmen, var filmen automatisk en succes.
Let the Games Begin
Sådan en film var ‘Saw’ for mig i 2005: En velfortalt ‘Seven’-agtig thriller med det ene overrumplende twist efter det andet og en præmis, der var lige så simpel, som den var djævelsk genial.
Filmen starter lige på og hårdt med to mænd, der vågner op på gulvet i et forladt badeværelse med en lænke om benet. Ingen af dem husker, hvordan de er havnet der. I midten af lokalet ligger et blodindsmurt lig med en pistol i den ene hånd og en båndoptager i den anden.
I lommen har de to mænd hvert et kassettebånd indtalt af deres ansigtsløse fangevogter og kidnapper. Hvis den ene mand ikke myrder den anden inden fire timer, vil hans kone og barn blive myrdet, fortæller den ildevarslende stemme på båndet. ‘Let the Games Begin’, som taglinen på filmen lyder.
‘Saw’ blev hurtigt en film, jeg tvang mine venner til at se. Jeg nød at se dem krympe sig i sofaen, når ofrene blev flået til blods i en labyrint lavet af pigtråd eller med nød og næppe undslap at få flået deres kæbe itu af en omvendt bjørnefælde. Og jeg elskede at se overraskelsen i deres ansigter, når liget på badeværelsesgulvet rejste sig op til allersidst og afslørede sig selv som Jigsaw-morderen.
Efter Abu Ghraib
Jeg var dog langt fra den eneste, som kastede min kærlighed på James Wans debutfilm.
Som ‘The Blair Witch Project’ nogle år tidligere blev ‘Saw’ et regulært fænomen og endte med at indspille for en halv milliard kroner på verdensplan.
Den første film havde premiere i USA på allehelgensaften i 2004, og de næste seks år landede en ny ‘Saw’-fortsættelse hvert år i de amerikanske biografer til Halloween. Filmene har til sammen indspillet for 6,4 milliarder kroner på verdensplan. Det gør ‘Saw’-franchisen til en af de mest succesfulde gyserfilmserier i historien. Meget godt gået af en film, som tog 18 dage at få i kassen og kostede sølle ti millioner kroner at producere.
Desuden kickstartede ‘Saw’ en hel bølge af horrorfilm, der svælgede i blodig og ekstrem vold begået med sadistisk nydelse. The New Yorker-kritikeren David Edelstein døbte genren torture porn i 2006, der ud over ‘Saw’-filmene blandt andet også tæller Eli Roths ‘Hostel I og II’, Greg McLeans ‘Wolf Creek’ og Rob Zombies ‘The Devil’s Rejects’.
Nogle kritikere så filmene som en spejling af det samfund, USA havde udviklet sig til efter 9/11, hvor historierne om blandt andet amerikanske soldaters tortur af krigsfanger i Abu Ghraib-fængslet væltede ud af skabet. Andre kastede filmene på møddingen som smagløs underholdning uden skyggen af kunstneriske ambitioner. En af dem var den legendariske amerikanske anmelder Roger Ebert, som skrev om torture porn-genren i 2011, to år før sin død:
»De her nye torture porn-film synes ikke at stimulere den kunstneriske del af hjernen, men derimod den del af hjernen, som udløser adrenalin i kroppen, når vi for eksempel ser nogen blive skudt i nyhedsudsendelser«.
Chokket udebliver
James Wan tog selv afstand fra hele torture porn-mærkatet, der blev langt mere udtalt i de næste film i ‘Saw’-serien, som han i øvrigt ikke selv instruerede. Og senere har instruktøren da også bevist, at han også sagtens kan lave succesfuld horror uden at spilde en eneste blodsdråbe.
Med ‘The Conjuring’ fra 2013 kickstartede ‘Saw’-instruktøren igen en gyserfranchise, der ud over en fortsættelse også tæller spinoff-film som ‘Annabelle’, ‘The Nun’ og ‘The Curse of La Llorona’. Her er den udpenslede vold og de sadistiske torturredskaber fra debuten skiftet ud med krybende uhygge leveret af spøgelser, dæmoner og besatte dukker.
Andre af de største gysersuccesser i nyere tid som ‘It’, ‘A Quiet Place’, ‘Get Out’ og ‘The Purge’-filmene har nærmest heller ingen blodsudgydelser, men er i stedet rig på psykologisk terror, snigende uhygge og spidende samfundskritik.
Så spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det notorisk blodige og sadistiske første kapitel af ‘Saw’-franchisen tager sig ud her i 2019? Det korte svar er: ikke specielt godt.
Det første, der slår mig, da jeg genser filmen for første gang i mere end et årti, er, hvor lidt den formår at chokere.
Bevares, der ryger et ben undervejs, og det er da heller ikke specielt rart at se nogen blive brændt levende eller flået i stykker af pigtråd. Men sammenlignet med Eli Roths ‘Hostel’ eller ekstreme, franske horrorfilm som ‘Inside’, ‘Martyrs’ eller ‘High Tension’ er ‘Saw’ en noget blodfattig omgang.
Nu gør ekstrem vold jo heller ikke automatisk en god gyserfilm. Bare se på de elendige fortsættelser, som smed al logik og suspense over bord til fordel for groteske torturanordninger en masse.
En veleksekveret thriller holder publikum i konstant uvished om, hvad der venter rundt om hjørnet. Som løsrevne puslespilsbrikker tvinger plottet os til selv at stykke det store billede sammen undervejs, mens vi konstant føler morderen ånde os i nakken. Og forhåbentligt tager filmen os på sengen til allersidst ved at levere en helt anden konklusion, end den vi selv kom frem til.
Kriminelt overspil
I den henseende er ‘Saw’ stadig ganske vellykket, og har man ikke set filmen før, vil den sidste afsløring uden tvivl komme som en overraskelse.
Problemet er bare, at det hele virker enormt konstrueret. James Wan bruger så meget energi på at føre publikum på vildspor ved at springe i tid og rum og fortælle historien gennem forskellige karakterer, at man nærmest kan se ham trække i trådene bag forhænget. Og det ødelægger illusionen og uhyggen, når man hele tiden kan fornemme mekanismen bag.
James Wan og medforfatteren Leigh Whannell (der også spiller en af hovedkaraktererne) er tydeligvis også så forelsket i deres eget plot, at de er blinde for de mange logiske brister, som gennemsyrer historien. Værst er morderens motivationer for at anbringe sine ofre i skruetvingen.
I bedste ‘Seven’-stil har Jigsaw nemlig en moralsk agenda med sine blodsudgydelser. Morderen er nemlig selv dødssyg af kræft og har gennem sin sygdom endelig lært at sætte pris på livet. Den lærdom ønsker han at give videre til sine ofre ved at udsætte dem for tortur. For virkelig at sætte pris på livet skal man se sin egen død i øjnene, lyder ræsonnementet.
Det klinger dog en anelse hult, når flere af ofrene aldrig har en chance for at undslippe Jigsaws perverse dødslege. De fleste er allerede lagt i graven det øjeblik, de vågner op i et fremmed rum med en båndoptager i hånden. For Jigsaw helliger midlet målet i en sådan grad, at han er villig til at myrde uskyldige politifolk og tage kvinder og børn som gidsler for at få sin pointe igennem. Hvorfor disse uskyldige mennesker må dø en grusom død, for at Jigsaw kan lære andre – ofte tilfældigt udvalgte – mennesker om at sætte pris på livet, svarer filmen aldrig på. De er bare endnu en brik i et puslespil, som i sidste ende ikke giver nogen som helst mening
Det værste ved ‘Saw’ set med 2019-briller er dog, hvor håbløst bedaget filmen tager sig ud. Klipningen er frenetisk og desorienterende som i en dårlig musikvideo fra begyndelsen af årtusindskiftet, og soundtracket lyder ligeledes som noget, man kunne finde på en gammel Nine Inch Nails plade.
Og ligesom filmen i øvrigt fremstår skuespillerne enormt selvhøjtidelige og fuldstændig blottet for selvironi, der ellers kunne have givet filmen et tiltrængt skud humor. Særligt Danny Glover i rollen som politimanden, der har gjort det til sit mål her i livet at fange Jigsaw, overspiller i en sådan grad, at han burde ryge direkte i Hollywood-fængsel.
Så… holder den i dag?
Spillet er ude for ‘Saw’, der her 15 år efter premieren hverken fremstår blodig nok til at chokere eller smart nok til at dupere.
’Saw’ kan ses på Viaplay.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?