SERIE: HOLDER DE I DAG? Det virker fuldstændig absurd at sige nu, men tilbage i 2008 da jeg begyndte på Film- og medievidenskab, vidste jeg ikke, hvem Wes Anderson var. Eller, jeg var vist faldet i søvn til ’Life Aquatic’ engang da mine langt mere cool naboer introducerede mig til ham, men han var ikke som sådan på min radar. Kieslowski ringede heller ikke en klokke og jeg brød mig ikke om ’Twin Peaks’ (det kæmper jeg stadig med). Ingen af delene var selvsagt populært blandt mine nye medstuderende, men der var ikke noget som min manglende viden om Wes, der kunne få deres øjenbryn til at nærme sig hårgrænsen af forargelse.
Stringente tableauer, sorbetpalette og 60’er-nostalgi
’The Royal Tenenbaums’ er én af mesterinstruktørens mest ikoniske film. Alle kender de røde adidas-joggingsæt som Chas (Ben Stiller) og hans to tvillingesønner sporter, og i USA er det efterhånden svært at opdrive et millennial-par, der ikke har været klædt ud som Margot og Richie Tenenbaum (spillet af Gwyneth Paltrow og Luke Wilson) til Halloween (tilsyneladende komplet ugeneret af den incestuøse dimension i deres forhold).
Men det er ikke kun filmens skæve karakterer og deres letgenkendelige outfits og accessoires, der er blevet udødelige – ’The Royal Tenenbaums’ var også filmen, der åbenbarede den dybt originale visuelle stil, som definerer Wes Anderson i dag; de hurtige swish-panoreringer, de sirlige anretninger af tingeltangel skudt oppefra, måden at filme dialoger på, hvor karaktererne på skift kigger direkte ind i linsen, kapitelstrukturen, som går igen i hans œuvre, hans sygeligt symmetriske tableauer og hans yndlingsfont: futura.
Ingen anden instruktør jeg kender til, er nogensinde blevet tilbedt på samme niveau som Wes Anderson for sin stil. Hans hyperdetaljerede set-design og særegne kombination af lækre pastelfarver, ligevægtige kompositioner og uligevægtige karakterer tilsat kostumer og musik, der emmer af nostalgi for 60’erne og 70’erne, resulterer i en stil, som rækker langt ud over at appellere til den gængse hipster, der nyder at overvære et forvokset, forpint manchild (Richie) lytte til ’She Smiled Sweetly’ på en gammel pladespiller.
De billeder Anderson skaber, er ikke bare øjeguf i kraft af deres blide sorbetnuancer og akkuratesse. Hans æstetik rammer også noget dybere. Noget, der rør den barnlige sjæl i os alle og fortryller hverdagen længe efter rulleteksterne – kast bare et blik på hashtagget #accidentalwesanderson, så får du en idé om, hvor gennemgribende hans indflydelse er.
Lever i sin egen verden
Hvor ’Bottle Rocket’ (1993) og ’Rushmore’(1998) var forholdsvist naturalistisk anlagt og stadig føltes som om de foregik i samme verden som den vi selv lever i, så repræsenterer ’The Royal Tenenbaums’ – set med 2019-briller – en bevægelse væk fra den virkelige verden henimod en überiscenesat, selvomsluttende boble uden for tid og sted, som kun er blevet mere udtalt med tiden i film som ’Moonrise Kingdom’ (2012), ’The Grand Budapest Hotel’ (2014) og de animerede værker ’Fantastic Mr. Fox’ (2009) og ’Isle of Dogs’ (2018).
Huset som familien Tenenbaum bor i er gennemdesignet på en måde, der vækker mindelser om Bauhaus-frontfiguren Walter Gropius’ tanker om ’total arkitektur’, hvor den samme arkitekt(gruppe) beslutter, hvordan en given bygning skal konstrueres og hvordan bestikket i køkkenskufferne skal se ud. På samme måde synes Wes Anderson at have haft en finger med i spillet i alt fra filmens instruktion, til manus, til casting, til score, til udformningen af omslaget på den fiktive bog som filmen (og dens titel) er baseret på. Antallet af rekvisitter, der er blevet særligt fremstillet til filmen, er overvældende. Udover to bogomslag mere (til Etheline og Raleighs respektive værker), er der også blevet fremtryllet dalmatinermus og designet plakater for hvert af Margots mislykkede, fiktive teaterstykker – som barn ser vi endda Margot med en blyant, der har hendes navn indgraveret på siden.
Evig barndom
De enorme kræfter som Anderson lægger i selve verdensbygningen i ’The Royal Tenenbaums’ betyder, at man faktisk skal godt et kvarter hen i filmen inden nogen form for direkte handling indtræffer. Ind til da er det voice-over-beskrivelse på speciallavet rekvisit på voice-over-beskrivelse på speciallavet rekvisit på voice-over-beskrivelse etc. Strømmen af skæve indfald og baggrundhistorier er så massiv, at jeg faktisk ved gensyn tog mig selv i at ønske, at nogle ville have KonMari’et ham på et tidspunkt i processen; tvunget ham til at samle alle sine udsøgte mise en scène–elementer og quirky karakteristika i en gigantisk bunke på sin seng. Hvilke gør dig ægte glad, Wes? Og hvilke er lidt »Meh«?
På grund af den svimlende detaljerigdom, der præger Andersons skildring af Tenenbaum-familiens hjem og kameraets evne til at bevæge sig horisontalt og vertikalt gennem gulv og vægge, er Andersons filmsets ofte blevet sammenlignet med dukkehuse. En beskrivelse, der på én gang indfanger hans legesyge tilgang til mediet og berør en af de lidt ærgerlige følger af den; at karaktererne somme tider optræder mere som figurer end mennesker. I mine øjne er det særligt problematisk i ’The Royal Tenenbaums’, hvor karaktererne reduceres til nogle mindeværdige karakteristika; et svedbånd, en træfinger, et rødt joggingsæt.
En voice-over fortæller os, at der er en masse mere på spil; alle børnene er blevet pacet og lider under aldrig at have levet op til deres potentiale, faren (Royal) har været frygteligt fraværende, Chas har mistet sin kone, Richie har forsøgt selvmord. Men selvom filmen er pakket til randen med barndomstraumatiserede karakterer med mildt sagt usselt mentalt helbred, så når den aldrig ind til noget, der gør ægte ondt.
Så…holder den?
Som stilistisk magtdemonstration holder ’The Royal Tenenbaums’ 100 procent. Den er vitterligt dybt, dybt original. Men for mig at se er der en manglende følelsesmæssig forbindelse til karaktererne, og mellem karaktererne, som gør, at nydelse ved at se den – nu og første gang for 10 år siden – bliver på overfladen. Og at den i sidste ende er langt nede på listen over mine personlige Wes Anderson-favoritter.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?