SERIE: HOLDER DE I DAG? Tilbage i 2009 bragede ’Avatar’ igennem som få film før den. 10 år efter sin biografpremiere sidder James Camerons sci-fi-epos stadig øverst på listen over de højst indtjenende film på verdensplan – en overhaling af Camerons egen romantiske publikumsbasker af en katastrofefilm, ’Titanic’, et årti forinden.
Jeg var 15 år gammel, da ’Avatar’ kom i biograferne, og jeg husker tydeligt, at den var på både mine egne og alle mine jævnaldrendes læber. Det er da også kun en solid omgang word of mouth, der kan skabe så vedholdende et salg over længere tid. Især når den, i modsætning til andre blockbusters inden for eksempelvis Star Wars- og Marvel-franchisene, ikke var baseret på et i forvejen kendt univers. Selv enspænderen ’Titanic’ byggede på en historisk begivenhed, alle havde hørt om.
Alligevel gik der ikke lang tid, før de fleste mere eller mindre havde glemt den storladne science fiction-film om krigsveteranen Jake Sully (Sam Worthington), der infiltrerer en indfødt race af høje, blå rumvæsner for at lære deres hemmeligheder at kende og til slut vender sig mod sin egen ødelæggende menneskerace. Sully var nok for anonym en helt til at blive et populærkulturelt ikon, og filmfænomenerne fra tidligere i Camerons karriere – ’Terminator’, ’Aliens’ og, igen, ’Titanic’ – står fortsat stærkere. Hvor tit støder man lige på ’Avatar’-referencer i dagens kulturlandskab, og hvor mange børn leger stadig med Na’Vi-actionfigurer?
’Avatar’ er snarere gået hen og blevet lidt af en joke. Mange anser den som umådeligt overvurderet, og det kan måske være svært at forstå, hvorfor lige netop den her film skulle blive den til stadighed bedst sælgende af slagsen (selvom ’Avengers: Endgame’ i skrivende stund presser sig på, ’kun’ 40 millioner dollars bagud).
Med og uden 3D-briller
Svaret skal uden tvivl findes i filmens teknologisk revolutionerende kvaliteter, når det kommer til både computereffekter og 3D. Visningsformatet med tredimensionel dybde blev udbredt i de amerikanske biografer helt tilbage i 50’erne, men aldrig før har 3D-hypen været så stor som til ’Avatar’s premiere. Det står tydeligt og klart i mine teenageminder, hvordan snakken gik på, at filmen simpelthen skulle ses i 3D. Med plasticbrillerne på næsen ville man få den fulde oplevelse, og i USA kunne man tilmed toppe det op ved at købe billet til en IMAX-visning med et endnu større lærred. Det var filmoplevelsen som event snarere end som fortælling, der var i fokus her.
En del af den unikke oplevelse var da også blandingen af CGI og live-action, som nok ikke tidligere var set så godt udført. Den frodige Pandora-måne var livagtig og visuelt bjergtagende, og man måtte opleve dette spektakulære univers under de bedst mulige visningsforhold.
Der var selvfølgelig også kritikere af filmen. Jeg husker især, at det relativt simple plots lighed med ’Pocahontas’ blev fremhævet gang på gang. Andre sammenlignede de spøjse Na’Vi-rumvæsner med de af statur noget mindre smølfer. Men overordnet set blev filmen modtaget med stor begejstring, hvilken en metascore på 83, ni Oscar-nomineringer og heraf tre statuetter vidner om.
Men hvad så når man i dag ser ’Avatar’ på en mindre skærm og ikke længere lader sig rive med af 3D-hypen (med mindre man er en af de få, der er gået all in med et 3D-fjernsyn)? Ja, så står filmens mangler tydeligere frem.
Cameron har aldrig ligefrem været subtilitetens mester, og ’Avatar’ bærer da også rundt på en gumpetung dialog. Er det eksempelvis ikke lovlig ’høhø’-klodset at kalde det værdifulde mineral, som menneskerne har svært ved at få fat i, for unobtanium?
Stadig et visuelt festfyrværkeri
Flere steder er replikkerne præget og plaget af klassiske Hollywood-oneliners. Som da Jake Sully, der som bekendt befinder sig i en slags søvntilstand, når han er forbundet til sin blå avatar, siger: »I was a warrior who thought that he could bring peace. Sooner or later, though, you always have to wake up«.
Dette citat kommer fra hovedpersonens gennemgående, overforklarende voice-over, der ikke skal efterlade nogen tvivl om, hvor i fortællingen vi befinder os. Undskyldningen for fortællerstemmen er Sullys videologs, der er en del af forskerholdets empiri. Godt nok får de betydning for fortællingen, da den skurkagtige militærmand Miles Quaritch opsporer hovedpersonens egentlige hensigter med Na’Vi-infiltreringen gennem dem, men de føles alligevel kejtede.
Kejtet er også filmens white savior-budskab, der stikker ud i det ellers sympatiske budskab om at værne om naturen og oprindelige folkeslag. Ligesom i ’Danser med ulve’ bliver den hvide mand nemlig de uciviliserede indfødtes ledestjerne og redningsmand. Det fremstår ikke mindre uheldigt i dag, hvor repræsentation og filmisk empowerment af minoriteter i den grad er kommet på dagsordnen.
Hvad Cameron ikke har i repliksnilde, har han til gengæld i opbygning af magiske universer. ’Avatar’s fremtidsverden er stadig tiltalende og interessant, og man suger til sig, mens Jake lærer om Omaticaya-skovklanens verden.
Selvom kærlighedsfortællingen om Jake og Neytiri hører til i den forudsigelige ende af spektret, tog jeg alligevel også mig selv i at blive en smule rørt mod slutningen i filmens måske bedste scene. Det er her, Neytiri for første gang møder Jake i sin virkelige, menneskelige form. I det virkningsfulde klimaks forenes de to racer for alvor, da hun ifører sin bevidstløse kæreste en iltmaske og holder ham i sin favn.
10 er efter udgivelsen er filmen også stadig et visuelt festfyrværkeri. Selvom meget snak i dag går på, at den allestedsnærværende CGI forældes lettere end de gode, gamle praktiske effekter, så holder ’Avatar’s motion capture-teknologi og computeranimation fortsat. De neonfarvede billeder af junglen om natten, de svævende bjerglandskaber, flyveturene på farvede ikran-øgler og de hektiske actionsekvenser er faktisk ikke blevet mindre storslåede med tiden.
Så… holder den i dag?
Hvis man husker filmen som et mesterværk, vil man nok blive skuffet ved et gensyn på fladskærmen. Men skruer man lidt ned for forventningerne og anser den som endnu en fint underholdende Hollywood-blockbuster med kluntet dialog og flotte effekter, er den bestemt et gensyn værd.
Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt den engang så heftige interesse for ’Avatar’ kan genantændes til de kommende fire (!) efterfølgere, som Cameron og de amerikanske pengemænd efterhånden har arbejdet på længe. Lige nu er der vist ikke mange, der går og længes efter ’Avatar 2’.
’Avatar’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?