SERIE: HOLDER DE I DAG? På hotelværelset kommer den kasakhstanske journalist Borat nøgen ud fra badet. I sengen ligger hans producer Azamat (også nøgen) og onanerer til et gammelt ’Baywatch’-magasin. Borat farer i flæsket på Azamat. Han tolker nemlig vennens selvtilfredsstillelse som et overgreb på sin fremtidige hustru, Pamela Anderson.
Wrestling-kampen er grotesk. Borats penis er for eksempel censureret med et overdimensioneret sort skilt, der vil efterlade selv Michael Fassbender imponeret. Plat, jo jo, men jeg skreg af grin dengang i 2006, og det gjorde jeg igen i dag.
Men pludselig sker der noget, der overskrider det groteske. De to mænd styrter ud af det koreograferede fiktionsrum og ud i virkeligheden. Ind i en elevator med sagesløst måbende mennesker og ud på scenen foran en sal fyldt med festklædte og chokerede realkreditmæglere. Her bliver Borat og Azamat skilt ad i et kaos af fiktion og dokumentar.
Vi, publikum, er her vidner til noget ganske ekstraordinært. Og her mener jeg ikke det åbenlyst sjove i, at to nøgne mænd slås foran en sal fyldt med finansfolk. Nej, det er endnu større.
Vi står nemlig over for et nyt fænomen, der vågnede i 00’erne. Ført an af en filmbølge, hvor besynderlige karakterer a la Borat – eller karakterversioner af personer (tænk Joaquin Phoenix i ’I’m Still Here’ eller danske Mads Brügger i ’Ambassadøren’) – invaderede en intetanende virkelighed. Med voldsomme satiriske og menneskelige implikationer til følge.
Gu’ er det sjovt, når tre collegefyre går amok i en autocamper og siger rædselsfulde ting om kvinder og andet godtfolk, men mon ikke, at de fik dele af deres tilværelse ødelagt. Latterliggjort blev de i hvert fald. Om de så havde fortjent det eller ej, er en anden sag. Hvilket i øvrigt er præcis den samme diskussion, der hærger i de danske medier, når Kirsten Birgit (og ingen Kisser uden Borat) kanøfler Henrik Sass Larsen. Eller Amalie Have.
Trusler og sagsanlæg
Men lad os lige tage et par skridt tilbage, for selvom langt størstedelen af de mennesker, vi møder i ’Borat’, er så virkelige, som det lader sig gøre, så er og bliver han ’bare’ en fiktion. Skabt af den frygtløse britisk-jødiske Sacha Baron Cohen, en slags åndelig bror til Ali G, Brüno og senest en længere kavalkade af efternølere i ’Who is America?’
Borat kommer fra Kasakhstan. Her lever han sammen med sin fæle hustru, sin ludersøster og sin retarderede bror, Bilo (Borats egne ord). Han hader jøder og synes, at kvinder er andenrangsmennesker.
Sammen med produceren Azamat (den amerikanske skuespiller Ken Davitian) får Borat til opgave at rejse til det terrorforskrækkede George Bush-USA for at lære, hvorfor det er verdens bedste land. Men som i alle gode roadmovies forvilder og forelsker han sig. Undervejs når han dog også at stifte bekendtskab med alt fra humorløse feminister og humoreksperter til rodeotexanske nationalister, der mener, at bøsser er noget, man skyder med. Eller alternativt bare skyder.
Og så møder han selvfølgelig både Jesus, når han sammen med Pinsebevægelsen taler i tunger i en massepsykose, og djævle i form af et ualmindeligt gæstfrit bed-and-breakfast-drivende ældre jødisk ægtepar.
Måden, disse interviews og møder er skabt på, er dybt kontroversiel. Adskillige af de ufrivilligt deltagende i filmen forsøgte da også at stoppe den inden premieren via trusler og sagsanlæg. Det lykkedes som bekendt ikke.
For når Cohen, i skikkelse af Borat, møder forskellige personer, lyver han om sin intention. På forhånd ved de naturligvis udmærket, at der filmes; det er altså ikke skjult kamera. Men de ved ikke, at præmissen for interviewet er – gennem diverse provokationer fra den kulturelt og socialt afstumpede ’journalist’ – at skildre deres idioti eller selvretfærdighed.
Magten ligger hos tåberne
Men hvad frembringer disse ofre for denne stil så? Hvad lokker den frem fra det amerikanske og menneskelige dyb?
Måske ikke de helt store overraskelser: Racisme, kvindehad, homofobi, selvretfærdighed.
Men graden og mængden af ubehageligheder akkumulerer og ender med at tegne et rystende protræt af en i hvert fald delvist pilrådden amerikansk folkesjæl.
Hvis hele filmen bare havde bestået af interviews, havde vi haft en vidunderlig mosaik af ydmygelse, men sandsynligvis ingen fantastisk film. Derfor er det også en genistreg, at der indimellem disse udspiller sig en ganske almindelig mockumentary: En falsk dokumentar om to venners roadtrip i USA.
Strukturen binder uhyrlighederne sammen og driver fortællingen frem mod sit klimaks: Borats berygtede møde med Pamela Anderson (der i øvrigt var aftalt på forhånd – men alligevel førte til Andersons skilsmisse). Det gør den så godt, at man valgte at nominere den til en Oscar for bedste filmatisering.
’Borat’ er stadig en gennemført og lifligt akavet film at se i dag. Måske endda endnu mere end i 2006.
For hvad der dengang virkede som en overdreven satire af et fjernt, bornert og højreorienteret USA, der ikke kunne være værre, skulle vise sig blot at være begyndelsen på et regulært mareridt. (Tænk at man i dag må anse George W. Bush for at være en ganske uskadelig, nærmest jovial fyr).
Det er således ganske oplagt og slet ikke usandsynligt at forestille sig, at man ville få kostelige scener ud af at lade Borat interviewe den siddende præsident.
Vores danske øjne har også fået indstillet langsynet på skarpt: Vi trækker også mod ekstremer. Om de ligger til højre eller venstre. Og så længe, magten ligger hos tåberne, er satirikere som Kirsten Birgit og film som ’Borat’ aldeles uundværlige.
Så… holder den i dag?
’Borat’ er om muligt endnu mere relevant i dag, end da den skabte ramaskrig verden over (nok særligt i USA og Kasakhstan) for 13 år siden. I mellemtiden er verden nemlig blevet mere boratsk: racistisk, selvretfærdig, fjendsk.
Udover det er ’Borat’ ’bare’ forrygende plat, latrinær, politisk ukorrekt – og mere vidunderligt akavet end det pinligste afsnit af ’Klovn’.
’Borat’ kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?
’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?