‘Matrix 4’ er på udkig efter en ung Morpheus – og hvad skal det så betyde?

‘Matrix 4’ er på udkig efter en ung Morpheus – og hvad skal det så betyde?
Laurence Fishburne som Morpheus i 'The Matrix'.

’Matrix 4’ er blevet annonceret sammen med nyheden om, at Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss vender tilbage som henholdsvis Neo og Trinity. Nu lader det til, at en anden kendt figur melder sig på banen, nemlig deres mentor og leder, Morpheus. Men det bliver i en lidt anden udgave, end vi kender ham.

Ifølge Justin Kroll fra Variety får vi højst sandsynligt figuren at se i en yngre udgave. Rygtet forlyder nemlig, at Warner Bros. er på udgik efter en skuespiller, som skal spille en ung inkarnation af Morpheus. I de tre første film blev lederen af modstandsgruppen spillet af Laurence Fishburne.

Selvom produktionen ikke engang er startet endnu, så har nyheden skabt forvirring hos fans af science fiction-franchisen. Hvordan vil filmskaberne mon fortsætte historien fra de tidligere film? Morpheus var den eneste af de tre hovedkarakterer, som i realiteten stadig ‘eksisterede’ i slutningen af sidste film. Neo gik i et med The Matrix, mens Trinity døde.

Den fjerde film i serien bliver skrevet (med hjælp fra Aleksandar Hemon og David Mitchell) og instrueret af Lana Wachowski, som også stod bag seriens tre første udspil, ’The Matrix’, ’The Matrix Reloaded’ og ’The Matrix Revolutions’, sammen med sin søster Lilly. Første film kunne i år fejre sit 20-års jubilæum.

Optagelserne til ’Matrix 4’ er sat til at begynde engang til næste år.

Læs også: Er ‘The Matrix’ stadig revolutionerende 20 år senere?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af