‘Triple Threat’: Tre kampsportsmestre mødes – og snakker for meget

‘Triple Threat’: Tre kampsportsmestre mødes – og snakker for meget
'Trible Threat'

Det er en slagkraftig trio, der er blevet samlet til at spille de tre hovedroller i martial arts-filmen ‘Triple Threat’, der markedsføres som en slags Østens ‘The Expendables’. Har man bare en smule forkærlighed for nævekamp på film, er det også svært ikke at blive begejstret, når skuespillerne inkluderer stuntkoordinatoren på ‘Matrix’-filmene Tiger Hu Chen, ‘Ong-Bak’-stjernen Tony Jaa og ikke mindst Iko Uwais, der brød igennem i Hollywood efter sin hovedrolle i de to ’The Raid’-film.

Man skulle så tro, at en plus en plus en ville give tre. Men facit er langt mindre.

Manuskriptet er skabelonskåret og forudsigeligt, og plottet fylder irriterende meget, hvis man egentlig bare gerne vil nyde actionsekvenserne. Efter Jaka (Iko Uwais) ser hele sin lille thailandske landsby, inklusive sin kone, blive pløkket ned af en brutal bande, drager han ud for at få hævn. Han opsøger to af bandens medlemmer (Hu Chen og Jaa), der fortæller, at de blev hyret til, hvad de troede var en humanitær opgave, men selv blev efterladt til at dø.

De tre går sammen i et hævngerrigt ledtog, som det er svært at engagere sig i. Man kommer ikke i dybden med nogen af karaktererne. Blandt andet bliver Jakas kone dræbt, få sekunder efter hun introduceres, og den følelsesmæssige resonans udebliver totalt.

Oven i hatten er der en komplet overflødig og usammenhængende sidehistorie om en ung kvindelig milliardær, der vil bruge sin formue til at få skovlen under de raserende bander, hvorfor de tre helte skal beskytte hende fra de onde mænd. Trioen havde åbenbart ikke nok at lave i forvejen.

‘Triple Threat’

Når filmen engang imellem tager den med ro, prøver den at tegne et bånd mellem de tre mænd, men de er så vagt tegnede op, at det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Især én længere sekvens på en restaurant, hvor de har søgt tilflugt, er uhyre akavet med sin kiksede dialog om, hvorvidt Tony Jaas karakter er en god kok.

Selvfølgelig skal løjerne ikke tages alt for seriøst. Der er ikke så få oneliners, og generelt præges dialogen af jokes, der emmer af inspiration fra 80’ernes store actionfilm som ’Dødbringende våben’. Men humoren falder for det meste til jorden. Også fordi de tre hovedroller famler sig frem på et engelsk, de tydeligvis ikke føler sig hjemme i.

Det største trækplaster er, ikke overraskende, kampscenerne, for det er her, alle er på hjemmebane. Koreografien er ofte imponerende, og klippetempoet er forholdsvist lavt, så man faktisk kan se, hvad der foregår. Især filmens endelige opgør, hvor de tre helte har gang i hver deres kamp på samme tid, er solidt skruet sammen.

Men kender man lidt til de tre mænds bagkatalog, er der bare ikke noget, der kommer op på siden af eksempelvis ’The Raid’. De fortjener en bedre film.


Kort sagt:
’Triple Threat’ bliver enten en af den slags film, folk mødes for at grine af og lave drukspil til – eller også går den fuldstændig i glemmebogen.

Læs også: ‘Matrix 4’ er på udkig efter en ung Morpheus – og hvad skal det så betyde?

Spillefilm. Instruktion: Jesse V. Johnson. Medvirkende: Iko Uwais, Tony Jaa, Tiger Hu Chen, Scott Adkins, Celina Jade, Michael Jai White, Michael Bisping. Spilletid: 96 minutter. Premiere: Den 29. august
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af