I 1995 blev Will Smith og Martin Lawrence øjeblikkeligt actionkomediestjerner med den energiske og veloplagte ‘Bad Boys’, der føltes som en fræk og frisk opdatering af buddy-genren i ‘Dødbringende våben’ og ‘Frækkere end politiet tillader’-ånden.
I 2003 kom ‘Bad Boys II’, der var succesrig ved billetlugerne, men også alt for over the top, og næste år – 25 år efter den oprindelige film – vender den umage politiduo Mike Lowrey og Marcus Burnett så tilbage til nye eventyr i ‘Bad Boys For Life’, denne gang dog uden navnkundige Michael Bay i instruktørstolen. Han er, måske meget sigende, blevet erstattet af hele to instruktører i form af Abil El Arbi og Bilall Fallah, der i øvrigt også skal stå bag en kommende film i ovennævnte ‘Frækkere end politiet tillader’-franchise.
Plottet i ‘Bad Boys For Life’ lyder nogenlunde som følger: Marcus (Lawrence) er nu politiinspektør, mens Mike (Smith) er i midtvejskrise, og de bliver genforenet, da kommer i kontakt med en albansk lejemorder, hvis bror de har dræbt.
Men plottet er nu nok underordnet. Det vigtigste i ‘Bad Boys’ er de hurtige replikker, hurtige biler og hyppige eksplosioner, og det skal blive spændende at se, om kemien mellem Will Smith og Martin Lawrence stadig kan slå gnister. Mens Smith har haft en succesfuld karriere siden den seneste ‘Bad Boys’-film (med op- og nedture, bevares), har Lawrences karriere nærmest stået i stampe. Han har således ikke haft nogen nævneværdige roller de seneste fem år. Men altså, whatcha gonna do?
Den amerikanske premiere på ‘Bad Boys For Life’ er 17. januar næste år, og mon ikke den danske kommer til at følge trop.