Adam Driver hader at se sig selv på film: »Jeg havde det, som om jeg skulle brække mig«

Adam Driver har etableret sig som en af sin generations bedste og mest prominente skuespillere, men alligevel er han rædselsslagen for at se sig selv optræde på film. Det afslører han i et portræt i The New Yorker.

Værst var det til verdenspremieren på en af årtiets mest ventede film, ’Star Wars: The Force Awakens’, hvor skuespillerne var tvunget til at deltage.

»Jeg frøs bare totalt, fordi jeg vidste, at den scene kom, hvor jeg skal slå Han Solo ihjel. Folk sad allerede og hyperventilerede, da titlen kom op på skærmen, og jeg havde det, som om jeg skulle brække mig«, fortæller Adam Driver til The New Yorker.

Det hele startede, da Driver for første gang så den nu nærmest ikoniske scene i Joel og Ethan Coens ’Inside Llewyn Davis’, hvor han sammen med Oscar Isaac og Justin Timberlake fremfører sangen ’Please Mr. Kennedy’. Driver syntes, hans performance var forfærdelig, og han fik det fysisk dårlig. Fra det øjeblik har han ikke kunnet fordrage at se sig selv på det store lærred.

Instruktør Steven Soderbergh, der arbejdede sammen med Driver på ’Logan Lucky’, forstår udmærket skuespillerens angst for at se sig selv, fortæller han til The New Yorker:

»Jeg tror, han er urolig for, at han bliver for selvbevidst på en måde, der kunne være skadeligt for hans skuespil«, siger han.

Driver er lige om lidt aktuel med to prominente titler, Noah Baumbachs Netflix-film ’Marriage Story’ og sidste kapitel i den nye ’Star Wars’-trilogi. Baumbach kunne til The New Yorker fortælle, at han stadig prøver at overtale Driver til at se ’Marriage Story’.

Vi andre kan nyde Drivers skuespil, når ’Marriage Story’ udkommer i begrænset biografdistribution 28. november og på Netflix 6. december, mens ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ lander 18. december.

Læs også: ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ klar med storslået finaletrailer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af