Rian Johnson præsenterer mordmysteriet ’Knives Out’ i underholdende Hitchcock-agtig trailer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis man holder af en kreativ og anderledes markedsføringskampagne, er den nye trailer til Rian Johnsons ’Knives Out’ lige sagen.

I bedste Hitchcock-stil præsenterer Johnson nemlig sin nye film i en lækker oldschool-trailer, der ligesom filmen på en og samme tid hylder og gør grin med klassiske mordmysterier a la Agatha Christie.

Den nye trailer starter med, at Johnson selv sætter scenen for mysteriet, hvorefter vi bliver introduceret til de medvirkende og deres motiver i en underholdende voiceover. Billedet er gradet, så det ligner en gammel slidt filmrulle komplet med ridser, støvkorn og overeksponerede farver.

’Knives Out’ handler om mordet på et patriarkalsk familieoverhoved spillet af Christopher Plummer, og alle medlemmer af familien kunne angiveligt have en grund til at ville slå ham ihjel. Til at opklare mysteriet bliver en detektiv spillet af Daniel Craig kaldt til gerningsstedet, og det varer ikke længe, før han får trådt godt rundt i familiens indbyrdes stridigheder.

Medlemmerne af den dysfunktionelle familie spilles blandt andre af Chris Evans, Toni Collette, Jamie Lee Curtis, Michael Shannon, Kathrine Langford, Ana de Armas og Don Johnson.

Du kan selv gætte med, når ’Knives Out’ får dansk biografpremiere 5. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af