Mere end 100 danske filmfolk kårede den som en af årtusindets 50 bedste film, og selv er jeg af den overbevisning, at Jonathan Glazers sælsomme ‘Under the Skin’ fra 2013 slet og ret er 10’ernes bedste – og mest oversete – værk. Baseret på en lille sci-fi-roman af Michael Faber og med et hjemsøgende score af Mica Levi (‘Jackie’).
Den overraskende poetiske og ikke så lidt creepy film, der har Scarlett Johansson i hovedrollen som en slags blaffende, iskold alien, der vender vrangen ud på de mænd, der samler hende op på skotske gader og stræder, fik end ikke ordinær dansk biografpremiere og er svær at opstøve i dag. Men nu genopstår fortællingen måske på tv.
A24, det toneangivende selskab bag indieperler som ‘Midsommar’, ‘The Lighthouse’, ‘Lady Bird’ og ‘Hereditary’, og filmens oprindelige produktionsselskab Silver Reel skulle ifølge Deadline være midt i en hidsig budkrig om tv-rettighederne. Men hvorvidt Jonathan Glazer og Scarlett Johansson også er interesserede, er endnu uvist.
Skulle projektet se dagens lys, kunne det meget vel give filmen en vis form for velfortjent genoprejsning i offentligheden, selvom man på forhånd kan stille spørgsmålstegn ved, om dens klaustrofobiske univers vil trives i seriel form. Jeg krydser varsomt fingre.