Hvis du efter to sæsoner af en eller anden semi-naiv årsag skulle have troet, du efterhånden havde luret, hvor ’Westworld’-eventyret var på vej hen, må du nok hellere se at indse, at det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi ikke kan være sikre på noget som helst. Den nye trailer for den tredje sæson af HBO’s futuristiske flagskibsserie er landet, og alt tyder på, at serien i højere grad end nogensinde før sigter mod nye horisonter – i overført såvel som bogstavelig forstand.
Evan Rachel Wood, Thandie Newton, Tessa Thompson, Ed Harris og Jeffrey Wright er nemlig rykket ud i den såkaldt »virkelige verden« i traileren. En verden, der dog heller ikke lader til at skorte på hverken action, morderiske missioner eller bloddryppende intriger – og noget, der umiskendeligt ligner en dødsens seriøs face-off mellem Dolores (Evan Rachel Wood) og Maeve (Thandie Newton).
Den nye trailer viser desuden klip fra flere scener med Aaron Paul (’Breaking Bad’), der debuterer i serien denne sæson og lader til at knytte særlige bånd med Dolores (Wood). Blandt de øvrige nye navne på rollelisten finder vi Vincent Cassel (’Black Swan’), Lena Waithe (’Master of None’), Scott Mescudi (alias Kid Cudi) og den tidligere NFL-spiller Marshawn Lynch.
’Westworld’ sæson tre får premiere på HBO Nordic mandag den 16. marts.