Man kan næsten ikke forestille sig en ‘Indiana Jones’-film uden Steven Spielberg, men det er ikke desto mindre noget, vi kommer til at indstille os på.
Ifølge Variety har instruktørmesteren nemlig besluttet sig for at trække sig fra ‘Indiana Jones 5’, som har været på tegnebrættet i årevis. Han ønsker efter sigende at give faklen videre til yngre kræfter, der kan komme med et friskt take på franchisen, og valget af instruktør er tilsyneladende allerede taget: Variety skriver således, at James Mangold er i kikkerten til det udfordrende job. Den driftsikre Mangold instruerede senest den Oscar-nominerede ‘Ford v Ferrari’ og har inden da dirigeret film som ‘Walk the Line’ og ‘Logan’.
Det er dog stadig planen, at Harrison Ford indtager sin ikoniske rolle, og skuespilleren har da også gentagne gange slået fast, at han er Indiana Jones, og at det således ikke kan komme på tale at finde en yngre model.
Den seneste film i franchisen, ‘Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’, blev kun en moderat succes, og man kan godt have nogen tvivl om, hvorvidt verden virkelig venter på en ny film om den eventyrlystne arkæolog. Men måske Mangold netop kan bidrage med en spændende vinkel.
‘Indiana Jones 5’ har været udskudt flere gange, men premieredatoen hedder nu 9. juli 2021.