’ZeroZeroZero’: Ambitiøs narkoserie på HBO Nordic er et kludetæppe af tilfældigheder
Hvis ’ZeroZeroZero’ var blevet lavet for 20 år siden, havde den sikkert virket visionær med sit fugleperspektiv på den internationale narkohandel: forankret omkring en livsvigtig sending af fem tons kokain, der skal med et amerikansk containerskib fra Mexico forbi den afrikanske vestkyst, hvor korrupte toldere spøger, og frem til den aldrende gangsterboss Don Minu i Italien.
Men makrodissekeringen af distribution af narkotika og konsekvenserne heraf er både set før og bedre i hovedværker som ’The Wire’, Steven Soderberghs ’Traffic’ og den italienske nyklassiker ’Gomorra’, der alle oprullede den komplekse industri med en minutiøs miljøskildring og et skarpt blik for narkohandlens destruktive følger på tværs af samfundslag.
’ZeroZeroZero’s ambitiøse globale udsyn ændrer ikke på, at jeg efter fire afsnit stadig ikke ved, hvorfor jeg skal interesse mig for det brede persongalleri bestående af et familiedrevet rederi, som fragter kokainen, en korrupt antinarkoenhed i det mexicanske militær, der støtter leverandørkartellet, og Don Minu og hans rivaliserende barnebarn, der kæmper om kontrollen over den centrale kokainsending og dermed pladsen som familieoverhoved i det sydlige Italien.
Man får ikke mere end en overfladisk forståelse for den tvetydige rederipatriark Edward Lynwood (Gabriel Byrne), der er gået ind i den ekstremt risikofyldte smuglerbranche for at sætte gang i den haltende omsætning og skruppelløst har hevet sin iskolde datter Emma (Andrea Riseborough) med sig.
Deres indbildske selvretfærdiggørelser som »det er os, der holder verdensøkonomien oven vande« antyder en interessant selvfornægtelse, som serien ikke formår at udforske. Heller ikke når outsiderlillebroren Chris (Dane DeHaan) bliver suget ind i den farlige forretning på dramatisk vis – men alligevel ikke sætter spørgsmålstegn ved »familieforretningen«, som han ellers har stået udenfor hele sit liv – og blindt siger ja til personligt at fragte kokainen fra A til B.
Der er mere på spil i den mexicanske plotlinje, hvor den korrupte sergent Manuel (Harold Torres) må balancere sin religiøsitet med sit arbejde for narkokartellerne. Hans moralske dilemma er godt drama, men en nuanceret skildring af hans karakter og de samfundsforhold, der har ledt til hans pirrende dobbeltspil, udebliver.
Man savner, at serien bruger mere tid på at opbygge de enkelte historier og definere miljøerne og karaktererne fremfor hele tiden at springe frem og tilbage. Det er lidt af en bedrift, at serien får bestialske mord, kartelfejder og familier, der bliver splittet til atomer, til at fremstå kedeligt – især når man har kapable instruktører som Stefano Sollima (’Sicario 2’) og vores egen Janus Metz (’Armadillo’, ’Borg’) bag kameraet.
De kæmper med at maskere et rodet plot og papirstynde karakterer med flot produktionsværdi, men ligesom i Metz’ Hollywood-ilddåb, ’True Detective’ sæson 2, virker ’ZeroZeroZero’ som et kludetæppe af tilfældigheder skrevet af et overivrigt manushold, der har smurt ekstra godt på med et koncentrat af velkendte gangsterklichéer og uudforskede subplots som Emma og Chris’ søskenderivalisering og sidstnævntes Huntington-sygdom.
Serien er ellers baseret på forlæg af Roberto Saviano, hvis gennemresearchede eksposéer om den italienske mafia lå til grund for førnævnte ’Gomorra’, der ætsede sig fast på nethinden med et yderst detaljerigt indblik i den italienske gangsterverden og dens gennemgribende og nedbrydende indflydelse på lokalsamfundet.
Til sammenligning virker ’ZeroZeroZero’ som en meget forsimplet udlægning af de komplicerede samfunds- og magtstrukturer, der muliggør global narkohandel, og som hverken gør en klogere på miljøet eller menneskerne, der befolker det.
Kort sagt:
’ZeroZeroZero’s prisværdige forsøg på at komme hele vejen rundt om den internationale narkohandel strander ved uudforskede karakterer og et rodet plot.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.