Dominoeffekten fortsætter: ‘Black Widow’ taget af premierekalenderen

Dominoeffekten fortsætter: ‘Black Widow’ taget af premierekalenderen
Scarlett Johansson som Black Widow i 'Captain America: Civil War'.

Først måtte Disney udskyde ‘Mulan’ og indstille produktionen af ‘Shang-chi’ som følge af coronaepidemien, men de store film på premierekalenderen falder fortsat som dominobrikker, efterhånden som det står klart, at virussen er alt andet end en døgnflue.

Nu har Disney så taget Marvel-filmen ‘Black Widow’ med Scarlett Johansson i titelrollen af plakaten. Den skulle have haft premiere i Danmark 29. april, og vi kan således konkludere, at klodens største underholdningsvirksomhed mener, at vi på ingen måde er tilbage til en normaltilstand i maj.

Hvornår ‘Black Widow’ får premiere i stedet, vides ikke, men der spekuleres i, at Disney simpelthen vil skyde deres nøje planlagte Marvel-premiereprogram, så ‘Black Widow’ får premiere til november, hvor ‘The Eternals’ skulle have åbnet, og at ‘The Eternals’ så tager pladsen fra ‘Shang-chi (februar næste år) og så fremdeles. Men nu må vi se.

Den sidste bastion, der stadig forsøger at leve i en virkelighed, hvor corona er en saga blot om et par måneder, er Cannes-festivalen, der efter planen skal finde sted fra 12. maj. Festivalen vil først tage en endelig beslutning i midten af april.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af