’Fremad’: Pixars nye film har flere esser i ærmet
Pixar har skabt en imponerende række mesterværker i originale universer: Fra legetøjets og monstrene under sengens hemmelige liv på børneværelset i ‘Toy Story’ og ‘Monsters Inc.’ til den efterladte Jord i ‘Wall-E’, en piges følelser i ‘Inderst inde’ og De dødes rige i ‘Coco’.
Til sammenligning er selskabets nye film ‘Fremad’ mere traditionel og knap så kompleks – selvom den bogstaveligt talt foregår i et magisk univers: En verden befolket af mytologiske skabninger som elvere, trolde, kentaurer og kykloper, der dog med teknologiens indtog er blevet for dovne til at bruge deres magiske evner.
Dem får elverbrødrene Ian (Tom Holland/Emil Birk Hartmann) og Barley (Chris Pratt/ Pilou Asbæk) dog brug for, da deres mor (Julia Louis-Dreyfus/Mette Marckmann) på Ians 16-års fødselsdag overrækker dem en ganske særlig gave fra deres afdøde far: En besværgelse, der kan trylle faren frem for et enkelt døgn. Da besværgelsen går galt, og kun farens nedre halvdel manes frem, må den umage trio ud på en eventyrlig jagt på en Fønixjuvel, der er nødvendig for at gennemføre trylleformularen – i en kamp mod tiden.
På deres søgen møder de et hav af forhindringer – vrede alfer på motorcykler, mistænksomme politibetjente, dødbringende fælder, en modvillig manticore (Olivia Spencer/Ellen Hillingsø) og ikke mindst deres indbyrdes konflikter. Generte og eftertænksomme Ian har svært ved at stole på sin bralrende storebror Barley, selvom han som historisk rollespilnørd ved mest om magi. Til gengæld er det Ian, der har de magiske evner. Spørgsmålet er, om han har modet til at udnytte dem – og om brødrene i fællesskab kan finde magien, juvelen og hinanden.
Filmen er inspireret af instruktør Dan Scanlons (‘Monster’s University’) eget forhold til sin bror og tabet af sin far, da han kun var et år. Man kan mærke det personlige udgangspunkt, og forholdet mellem brødre, far og sønner udgør filmens rørende hjerte midt i de actionfyldte biljagter og besværgelser. Scanlon og animatorerne får imponerende mange følelser ud af farens afskårne ben, som drengene blandt andet kommunikerer med gennem et særligt bank på fødderne. En lystfuld dansescene efterlader ikke et øje tørt.
Animationen er som altid hos Pixar af høj kvalitet, men i betragtning af fantasiuniversets muligheder er både filmens historie og visuelle side lidt generisk. Man får ikke samme wow-fornemmelse som i film som ‘Inderst inde’, ‘Find Nemo’ eller ‘Coco’, og plottet flyder nogenlunde forudsigeligt, selvom jeg da var godt underholdt undervejs. Følelsesmæssigt har filmen dog flere es i ærmet, og jeg forlod familien bevæget og opløftet.
‘Fremad’ er nok ikke på Pixars topniveau, men mellemniveauet er stadig så højt, at filmen får en uforbeholden anbefaling herfra.
Kort sagt:
‘Fremad’ er ikke på højde med Pixars største mesterværker, men fortæller stadig en yderst seværdig, rørende og spændende historie om magi, mod og forholdet mellem brødre, fædre og sønner.