Det sidste epos med Daniel Craig som Agent 007 var den første store franchise, der blev fjernet fra premierekalderen som følge af den verdensomspændende coronasituation. Men bestemt ikke den sidste – siden er alt fra ‘A Quiet Place 2’ til ‘Mulan’ og ‘Black Widow’ hensat til en lysere fremtid.
Lige nu kan det være svært at forestille sig, men der venter, forhåbentligt, en verden på den anden side, hvor i hvert fald nogle ting vender tilbage til sådan, som de plejede at være. Heriblandt åbne biografer.
Nu har ‘No Time to Die’ så fået sin nye premieredato vel på den anden side af isolation og smittekæder. Og det bliver 12. november, at det danske publikum endelig får mulighed for at se Craigs sidste udfoldelser side om side med blandt andre Rami Malek, Naomie Harris, Léa Seydoux og dansk-svenske David Dencik.
Dermed kommer filmen til Danmark samtidig med den engelske verdenspremiere, mens amerikanerne skal vente et par uger længere, da premieredatoen her er 25. november.