Josephine Park gjorde sig for første gang bemærket i ’Arvingerne’, men det var med ’Doggystyle’, at vi for første gang så hendes talent i fuld udfoldelse uden for teaterscenen. Park gjorde Astas Odsherred-veninde Jose til en livfuld, nuanceret og ekstremt likeable karakter i en grad, at venskabet mellem de to sagtens kan betragtes som seriens højdepunkt. Hun har da også vundet to Robert-priser for rollen.
Den 32-årige skuespiller, der blev uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2014, har kortvarigt optrådt i ’The Rain’ og ’Når støvet har lagt sig’, og senere på året kan hun opleves i den ventede thrillerdebutfilm ’Shorta’. Vi regner med, at det kun er et spørgsmål om tid, før hun får en ny stor rolle på film eller tv.
I mellemtiden kan man lade sig inspirere af hendes anbefalinger til, hvordan man bruger de næste ugers isolation på en kulturelt berigende måde.
En film…
‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’
»Jeg både grinede og græd. Den er ekvilibristisk og helt sin egen. Og med et strejf af Shakespeare«. (Lej den hos Blockbuster.)
En tv-serie…
‘Sopranos’, ‘The Outsider’ og ‘Fleabag’
»Hvis ikke du har set ‘Sopranos’, så vil jeg som det første anbefale at se den. Der ligger seks fantastiske sæsoner på HBO, og man hooker fra starten. Et lækkert mafiadrama, og James Gandolfini er fænomenal.
Hvis jeg også skal anbefale noget nyere, vil jeg anbefale ‘The Outsider’ på HBO. Mest fordi jeg er fascineret af skuespillernes evne til at afstå i deres spil, hvilket gør, at man sidder på kanten af stolen hele sæsonen igennem.
Og så er jeg helt vild med anden sæson af ‘Fleabag’, som ligger på Prime. Første sæson er også god, men anden sæson har mere dybde og en kærlighedshistorie, der er til at dø over. Det er Phoebe Waller-Bridge, der både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen. Og så har den en slutscene, der får ens hjerte til at springe et slag over«.
En madret…
Vin
»Jeg er megauopfindsom, hvad madlavning angår, så jeg vil i stedet anbefale jer at tjekke min yndlingsnaturvinsforhandler VinSuperNaturel ud. Den ligger på Gl. Kongevej, men i disse karantæne-tider leverer de også til døren. Så kan I få god vin – til jeres (måske) kedelige mad«.
Bøger…
‘Visit From the Goon Squad’, ‘Et lille liv’, ‘Frihed’, ‘Sorg er et væsen med fjer’, ‘Mellem venner’, ‘My Year of Rest and Relaxation’, ‘Pigerne’, ‘Redningsafstand’, ‘Ting vi mistede i ilden’, ‘Afdeling for små gruberier’, ‘Stoner’, ‘Ingen har mere hjemme her end du’. Så er det lidt at gå i gang med«.
En podcast…
‘Where Should We Begin’ og ‘Slowburn’
»Jeg kunne virkelig godt lide ‘Where Should We Begin’ med Esther Perel. Hver episode følger et nyt par i parterapi. Det er et rørende indblik i folks liv. (Hør den HER.)
Derudover har jeg også lige hørt ‘Slowburn’ Sæson 1 og 2, som henholdsvis dykker ned i Watergate-skandalen og Monica Lewinsky og Bill Clinton-affæren. Den er spændende, informativ og appetitligt serveret«. (Hør den HER.)
Et album…
Brittany Howard ‘Jaime’ og Leonard Cohen ‘Thanks for the Dance’
»For tiden hører jeg næsten kun Brittany Howards album og det nye Leonard Cohen- album. Hør begge!«.
Et website…
»Det er en amerikansk side, hvor man kan streame yogatimer hjemmefra. Så kan man få rørt sin tunge lock down-krop – hvis man gider«.
En app…
»Kender I den?«.
Hemmeligt talent…
Spil guitar
»Talent er måske så meget sagt, men jeg har endelig lidt tid til at øve mig på min guitar. Jeg er sygt dårlig, men det gør altså én lykkelig, når man kan (prøve på at) spille et instrument«.