I februar lancerede Netflix ’Love Is Blind’ – et nyt datingformat, der udfolder sig over tre uger og byder på et skønt mix af ’Paradise Hotel’, ’Gift ved første blik’ og blinddating.
I ’Love Is Blind’ skal fem par dannes på 35 dage ud af ti mænd og ti kvinder, hvis eneste interaktion før deres forlovelse foregår gennem papirtynde vægge, der adskiller mændenes små rum (’pods’) fra kvindernes.
Programmet gør et stort nummer ud af at understrege deltagernes isolation under eksperimentet, indtil de nyforlovede turtelduer mødes. Og med den præmis som udgangspunkt ligger SNL’s nyeste sketch lige til højrebenet.
Under komiker John Mulaneys tredje omgang som vært tilførte han og de faste skuespillere fra showet Heidi Gardner, Chloe Fineman og Ego Nwodim ’Love Is Blind’-konceptet en omgang coronavirus i fuld flor. Deltagerne i karantæne-udgaven er nu adskilt med god grund hele programmet igennem, hvilket komisk nok gør Netflix’ overdrevne koncept om isolation mere intuitivt end hidtil.