Corona-forsinkelser avler nye premieredatoer på storfilm: ’The Batman’, ’Sopranos’-prequel med flere

Corona-forsinkelser avler nye premieredatoer på storfilm: ’The Batman’, ’Sopranos’-prequel med flere
Robert Pattinson. (Foto: Carlos Alvarez/Getty Images)

Filmproduktioner har måttet trække stikket på stribe, som store dele af verden har isoleret sig i takt med coronavirussens spredning. Dette har som konsekvens resulteret i forsinkelser på adskillige film – og et par af de mere imødesete af slagsen fra Warner Bros. har nu fået en ny premieredato.

Produktionsselskabet meddeler, at Matt Reeves’The Batman’ planlægges at få premiere den 1. oktober 2021 – i stedet for den 25. juni 2021, der var den oprindelige premieredato. Reeves har tidligere afsløret til Deadline, at en fjerdedel af filmen er i kassen, og at optagelserne ventes at genoptages i London, når det bliver forsvarligt at samles der igen.

Forsinkelserne rammer også den ventede ’The Sopranos’-filmprequel, ‘The Many Saints of Newark’, hvis premieredato rykkes fra 25. september i år til den 12. marts 2021.

Will Smith-dramaet ’King Richard’ skulle ligeledes have haft premiere dette efterår, mere præcist den 25. november 2020, men denne udskydes et helt år til den 19. november 2021.

Baz Luhrmans Elvis Presley-biopic (der endnu ikke har en officiel titel) med Tom Hanks i hovedrollen skulle oprindeligt have haft premiere den 1. oktober 2021, men udskydes en måned til den 5. november 2021. DC-filmen ’The Flash’ får premiere den 3. juni 2022 frem for den 1. juli samme år, mens ’Shazam 2!’ rykkes fra 1. april 2022 til 4. november 2022.

Det store premiere-puslespil bevirker, at flere filmselskaber har samme premieredatoer i sigte til deres storfilm, som ellers tidligere helst blev fordelt ud over forskellige premiereweekender. Vi kan med andre ord se frem til et par år, hvor der hyppigere skal vælges og vrages blandt storfilm, hvis man vil fange dem i biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af