10. Mags, ’Justified’
Mændene dominerer unægteligt, når man zoomer ind på horden af gangstere fra de seneste årtiers tv-serie. Men to kvinder har alligevel spillet sig ind på denne liste, og vi lægger ud med Mags Bennett fra FX-serien ’Justified’, spillet af altid gode Margo Martindale (jep, hende der i ’BoJack Horseman’ konsekvent omtale som ’Character Actress Margo Martindale’).
Mags er matriarken i den outlaw-familie, som Timothy Olyphants county sheriff kommer på kant med i anden sæson. Hun er det intelligente overhoved i en familie af hillbillies, og bag den moderlige varme gemmer der sig en kynisk gangsterboss og morder, der har overtaget forretningen fra sin afdøde mand. Hendes dødbringende drik, ’Apple Pie’, er et uforglemmeligt mordvåben, men det interessante ved Mags er, at hun ét eller andet sted mener sine grumme handlinger godt.
Hun vil det bedste for sin familie, og man er aldrig i tvivl om hendes menneskelighed. En nuanceret gangsterfigur.
9. Al Capone, ’Boardwalk Empire’
Det kræver et vist talent at gå i fodsporene på Robert De Niro, der mindeværdigt spillede USA’s vel nok mest berømte gangster gennem tiden, Al Capone, i ’The Untouchables’ fra 1984. Tilmed har et væld af andre skuespillere inkarneret Capone-inspirerede skikkelser, heriblandt Paul Muni i klassikeren ’Scarface’.
Men Stephen Graham skaber alligevel et helt originalt bud på Capone i HBO-serien ’Boardwalk Empire’, og det er ikke så underligt, at Capone fik en større og større rolle i løbet af sæsonerne. Vi følger ham, fra han er en ung og ambitiøs småkriminel i Atlantic City, til han er på toppen af den kriminelle underverden i Chicago, og alene det, at vi får et så langvarigt og grundigt indblik i hans aktiviteter, gør serien til et interessant bidrag i populærkulturens portrætter af Capone.
Så hvem er den berygtede gangster i Grahams skikkelse? En totalt utilregnelig psykopat! Capone tænder af uden varsel, og ofte går det ud over hans nærmeste håndlangere, der aldrig ved, hvor de har ham. Selv ikke bag skærmen føler man sig i sikkerhed, og det er imponerende, hvordan den lille tætte Graham skaber en figur med så stor autoritet.
Graham og serien underspiller måske Capones intelligens lovlig meget, for han går mere op i coke, sprut, damer og guns end i snedig bogholdning. Men det er samtidig interessant, at han på den måde også afmytologiserer legenden og reducerer ham til en simpel forbryder.
At han så desuden sårbart rammer en flig af figurens menneskelighed i forholdet til hans handicappede søn, gør kun fremstillingen mere kompleks.
8. Al Swearengen, ’Deadwood’
Al Swearengen er en gangster fra før, begrebet blev opfundet: Et kriminelt overhoved, der trækker i trådene fra sin bar i nybyggerområdet Deadwood i og mishandler de prostituerede, han råder over, på det groveste.
Swearengen er et fascinerende røvhul, der udmærker sig ved at være ualmindeligt veltalende. Hans hyppige monologer er af Shakespeare’sk kvalitet, og (snart ’Game of Thrones’-aktuelle) Ian McShane leverer dem med kradsbørstig humor og stort format. Ikke mindst hans konfrontationer med den kinesiske boss Wu er hysterisk morsomme, men undervejs i de tre sæsoner formår McShane også at fremkalde en underspillet ømhed i skildringen af den belæste badass.
Karakteren, der bygger på en autentisk figur, inkarnerer den grådige og skånselsløse side af den kapitalisme, der blev grundstenen for det nye Amerika.
7. Snoop, ’The Wire’
Den mest skræmmende gangster i ’The Wire’ er en lavstammet ung pige!
Midt i det hårdkogte gangstermiljø er Marlos håndlangere Snoop og Chris særligt foruroligende, fordi de er så skødesløse i deres omgang med menneskeliv. De slår ihjel for et godt ord og gemmer genialt ligene i de nedlagte slumbygninger, som ingen tager sig af.
Der er en kølighed, en mangel på temperament i Marlos bande, som står i stærk kontrast til det mere udfarende, passionerede Barksdale-crew, og som giver narkohandlen en ekstra creepy dimension. Snoop er det ultimative symbol på denne følelseskulde, på overfladen en totalt overkommelig modstander, men i makkerskabet med Chris en dødspatrulje, der skaber frygt, hvor end hun kommer.
Karaktereren hedder i virkeligheden Felicia Pearson, og hun blev spillet af rapperen af samme navn, som selv har siddet i fængsel for mord. Den virkelige Pearson er dog næppe så afstumpet som Snoop, der falder helt uden for den etablerede samfund, som da hun i en Silvan-agtig forretning køber en boremaskine hos en pæn hvid ekspedient, der ingen anelse har om, hvad hun egentlig skal bruge den til…
6. Mike Milligan, ’Fargo’
’Fargo’ sæson 1 og 2 har budt på et utal af mindeværdige karakterer, fra de inkompetente FBI-agenter spillet af Key & Peele til indianerhåndlangeren Hanzo og naturligvis den skarpsindige politikvinde Molly.
Men min yndlingsfigur er nu alligevel Mike Milligan, den 70’er-cool gangster, der er indbegrebet af en smooth operator og i sæson 2 er på opgave for forbrydersyndikatet i Kansas for at verfe den lokale Gerhardt-bande af pinden.
Milligan udøver magt med ord, og han er bedre til det end nogen anden. Slår ordene ikke til – og det gør de som regel – har han de stumme Kitchen-brothers ved sin side, men han besidder nu også selv en underlæggende farlighed, en aura af temperament og ærgerrighed.
Det gør figuren spændende, at han er en oldschool-gangster i en verden under forandring. Hans chefer præsenterer strategier på overhead-apparatet og skal snart gemme kriminaliteten i uanseelige kontorbygninger, mens Mike lever og ånder for magtbetvingelsen i marken.
Bokeem Woodbine har en fest med figuren i sin vel nok bedste rolle i karrieren, og han har da også fortalt til The Hollywood Reporter, at det føltes, som om han havde skrevet den til sig selv.
5. Paulie, ’The Sopranos’
Det er næsten umuligt at vælge mellem Tony Sopranos to mest loyale håndlangere i David Chases hovedværk: Den afstumpede Paulie ’Walnuts’ Gualtieri eller den flashy Silvio Dante. De er begge legendariske figurer, Silvio med hans ’you talking to me’-parodier og Paulie med hans store moderkærlighed og galopperende paranoia.
Når valget alligevel falder på enspænderen Paulie, er det, fordi han i højere grad end Steven Van Zandts Silvio Dante løfter sig fra comic relief og bliver en ægte, afrundet figur, der stiger i hierarkiet i løbet af serien og slås med sine egne ting på de indre og ydre linjer.
Tony Sirico med de døde øjne og det skæve smil leverer en både særdeles morsom og frygtindgydende præstation som veterangangsteren, der gør, hvad jobbet kræver, plages af et voldsomt italiensk temperament, cracker jokes som en standupper og bare ikke finder sig i pis.
4. Stringer Bell, ’The Wire’
Genistregerne står i kø i David Simons mesterværk ’The Wire’, men én af de største er kontrasten mellem barndomsvennerne Avon Barksdale og Stringer Bell.
De sidder på toppen af deres narkoimperium i West Baltimore, og de elsker hinanden, men de vokser også fra hinanden. Avon er en impulsiv gadedreng, han tror på gadens æreskodekser og foretrækker et flashy gangsterliv frem for at gå og putte med sin status. Stringer er helt anderledes – han går til forbrydelserne med en forretningsmands blik, han lærer økonomi på aftenskole og er kold og kalkuleret.
Han vil spille det politiske rænkespil og tror, han kan stige til tops med sine lyssky midler – men erfarer, at selv en hyperintelligent gangster må bukke under for de hvide magtautoriteter, der udnytter ham mere, end han udnytter dem.
Stringer kan hurtigt komme til at lyde som en tør fisk, men han er alt andet. I sin internationale gennembrudsrolle tilføjer Idris Elba en uforlignelig coolness til karakteren. Han er i konstant kontrol, over sine bevægelser, sine omgivelser, og man kan simpelthen ikke tage øjnene fra ham.
3. Gustavo Fring, ’Breaking Bad’
Det var slet ikke meningen, at Giancarlo Esposito skulle have haft en fast, længerevarende rolle i ’Breaking Bad’. Men da Vince Gilligan så, hvor sublimt han fungerede som kyllingekædebestyreren og gangsterbossen Gustavo Fring, blev han en altafgørende bestanddel frem til slutningen på sæson 4.
Gus Fringe er en forrygende figur, fordi han er så flink. En imødekommende mand, en samfundsstøtte, der giver så meget igen, en average José i kedelig skjorte og højtaljede bukser. Man kan næsten ikke tro, han i virkeligheden er den mest magtfulde narkohandler i det sydlige USA – men undervejs viser Gus Fring sin foruroligende kyniske side. Kigger man efter, kan man da også se mørket i hans blik.
Magtkampen mellem Gus og Walter er noget af det stærkeste ved ’Breaking Bad’ overhovedet, fordi Gus er en så overraskende og usædvanlig gangster. Nøjeregnende, omhyggelig, lynende intelligent – vel ikke helt ulig mange af virkelighedens værste bagmand.
2. Omar Little, ’The Wire’
Da Barack Obama skulle pege på sin yndlingskarakter fra ’The Wire’, tilfaldt æren ikke en af de hårdt prøvede ordensmænd, men Robin Hood-gangsteren Omar. Og man forstår ham godt!
Med det arrede ansigt, den muskuløse krop, den skudsikre vest, de to ladte shotguns og den karakteristiske fløjten er Omar vel nok den mest ikoniske figur fra serien. Han stjæler penge og dope fra banderne og lever i konstant livsfare som den modigste aktør af alle narkouniversets spillere.
Og så er han homoseksuel! Dette lille twist – at tilføje ømme homoseksuelle scener til den übermaskuline figur, at lade ham blive tilbedt af unge elskere – løfter figuren over et hvert tiltag til kliché, og det værste, man kan sige om Omar Little, er, hvor svær en rolle det er at bryde ud af.
Michael K. Williams havde et fint run som fast indslag i ’Boardwalk Empire’ og har haft flere udmærkede filmroller, men det er stadig svært ikke at tænke på Omar, Baltimore og risikable heist-scener, når man ser ham. Det siger lidt om, hvor utrolig en præstation det er.
1. Tony Soprano, ’The Sopranos’
Havde du regnet med andet?
Det er umuligt at komme uden om Tony Soprano på førstepladsen af en liste som denne. For ikke alene er det det mest dybdegående gangsterportræt nogensinde, det er et af de mest dybdegående karakterportrætter nogensinde.
’The Sopranos’ kan bryste sig af et stærkt karaktergalleri, men Tony er alligevel altdominerende som manden, der er kommet en generation for sent til det virkelig glamourøse gangsterliv og higer efter det, der var engang.
Tony er en kompleks karakter. På den ene side usikker på sin plads i livet – han starter til psykolog efter at være brudt sammen over synet af ænder i sin have – på den anden side svulmende selvsikker og magtfuldkommen. Tony er ulækker og lækker, ucharmerende og charmerende, infantil og intelligent, følsom og følelsesforladt, autoritær og helt og aldeles skrøbelig.
Alt for tidligt afdøde James Gandolfini formidler ham med hver en fiber af sin krop i den måske største skuespillerpræstation i dette årtusind.
Ikke nævnt, ikke glemt
Det siger noget om de mange hårdkogte maskuline universer i nyere tids tv, at der var rigtigt mange om buddet til denne liste over barske serietyper.
Vi fandt ikke plads til Thomas Shelby (Cilian Murphy) fra den serie, der gør listen aktuel, nemlig ’Peaky Blinders’ – eller Tom Hardy bagerboss Alfie Solomons, som vi stadig har brug for at se mere til, før han kan blande sig med vores favoritter.
Michael Stuhlbargs jødiske gambler Arnold Rothstein fra ’Boardwalk Empire’ kunne næsten lige så godt have fortjent en plads som Al Capone. Og mange vil nok græmme sig over fraværet af ’Sons of Anarchy’, og hovedpersonen fra denne serie, Charlie Hunnams Jax, var da også på vippen.
Det samme var skaberen af ’Sons of Anarchy’s armenske psykopatskurk og fodfetichist fra ’The Shield’, Margos. Og Wilson Fisk, spillet af Vincent D’Onofrio, kunne også sagtens have fortjent en plads.
Mr. Echo fra ’Lost’ kunne have været en kandidat, hvis han ikke var blevet skrevet ud af serien så tidligt, og den helt igennem mærkelige morder Arby fra den britiske ’Utopia’ fortjener også et lille nik. Og hvad med danskerne? Her er Bjarne Henriksens titelfigur fra ’Edderkoppen’ så afgjort en af de mest mindeværdige.