’Den utrolige historie om Alexander Blomqvist’: 26-årig dansk storløgner fanges af virkeligheden i ny DR3-serie
»Når man tænker på, at jeg fylder 26 år lige om lidt, så er det da alligevel imponerende, så meget jeg har opnået på den korte tid, der er gået af mit liv«, fortæller Alexander Blomqvist, der er den mystiske hovedperson i den seneste dokumentarserie fra DR3.
Han har ikke blot arbejdet som pilot, politiker og journalist i DR. Han er også selverklæret ’Media Man’ og arbejder for BBC Radio 1, der er en af de mest prestigefyldte radiostationer i Storbritannien.
Alexander Blomqvist er høj, velklædt, charmerende og fuld af selvtillid. Hans Facebook og Instagram er overdænget med check-ins og billeder fra hele verden, og han virker ikke til at have trådt et skridt forkert i de seneste otte år af sin spektakulære karriere.
Men som en slags moderne Frank Abagnale i ’Catch Me If You Can’ har Alexander narret alle. Hans liv er bygget på adskillige løgne, der har ført ham ud på randen, hvor han lever med depression og angst. I virkeligheden er han 26 år gammel og stadig ufaglært. Ikke nok med det bor han stadig hjemme hos sin mor i Hillerød.
Serien slår som et lyn ned i en tid, hvor flere unge ifølge diverse undersøgelser føler sig stressede på grund af forventningspres fra sig selv og sine nærmeste. Alexander vil så gerne opnå succes i livet og samtidig bidrage til samfundet, men han har gravet sig ned i et hul.
Fra en lænestol i sin mors stue kan Alexander ikke acceptere, at han i en alder, hvor de fleste i hans omgangskreds er færdiguddannede, endnu ikke ved, hvad han skal med sit liv. I stedet for at se sine indre dæmoner i øjnene er det nemmere for Alexander at lyve for sig selv og alle andre.
DR-serien har fundet en usædvanlig hovedperson, men i bund og grund kan man sagtens relatere sig til Alexander. Som ung er der ikke noget, man hellere vil, end at regne ud, hvad man skal bruge resten af sit liv på. Men det er de færreste, der formår at udleve deres drømme, og på de sociale medier bliver man konstant mindet om, hvor godt man kunne have det, hvis bare man tog sig sammen. Samtidig flyder Facebook og Instagram over med statusopdateringer og billeder fra succesfulde berømtheder, der giver os et glimt af det søde liv.
Ligesom mange andre vil Alexander gerne opnå anerkendelse, succes og et parcelhus oppe i Nordsjælland, men i et grådigt forsøg på at skabe sig en identitet, har han skabt et monster, der æder ham op indefra og forgifter hans forhold til sin familie, venner og kollegaer.
»Jeg føler mig lidt som en basic t-shirt fra H&M«, fortæller Alexander i en ærlig scene til psykologen Ulla, og over de tre afsnit er det forbløffende livsbekræftende at se den ulykkelige serieløgner tackle sit selvskabte edderkoppespind af falske historier og bedrag.
Rekonstruktioner med Alexander og en række skuespillere giver os et indblik i Alexanders alternative virkelighed, hvor han blandt andet drikker tre BBC-medarbejdere fulde på en pub i London og overtaler dem til at give ham en jobsamtale efter at have siddet og overhørt de britiske journalisters samtaler i flere uger.
De rekonstruerede scener er et stærkt kort i seriens opbygning, og de medrivende sekvenser viser på elegant vis kontrasten mellem Alexanders drømmeunivers og den grå virkelighed, han befinder sig i.
Ligeledes giver interviews med Alexanders (delvist) uvidende mor, søster, venner og tidligere kollegaer et nuanceret indblik i et kompliceret menneske.
Allerbedst er serien dog i Alexanders dybsindige samtaler med psykologen Ulla, hvor Alexander måske endelig kan komme til at lære at tro på sit sande jeg.
Kort sagt:
Virkeligheden fanger lystløgneren Alexander Blomqvist i ny DR3-serie, der på ærlig vis giver en indsigt i, hvad forventningens pres fra én selv og ens omgangskreds kan gøre ved et menneske.
Anmeldt på baggrund af hele serien.