Da Claes Bang i februar besøgte vores podcast Soundvenue Streamer, var han i fuld gang med at træne sig op til optagelserne til sin næste rolle som viking i Robert Eggers’ nye film, ‘The Northman’.
Danskerens forventninger var store, for Eggers er en af tidens absolut hotteste instruktører i kølvandet på de uforlignelige ‘The Lighthouse’ og ‘The Witch’, og hans nyeste film er hans største produktion hidtil.
Optagelserne skulle starte i marts efter fem måneders forberedelser, men en uge før start stod det klart, at covid-19 satte filmbranchen på hold.
»De fleste af skuespillerne var der, vi lavede makeup- og kostumetests, og så måtte vi stoppe«, fortæller instruktøren i et interview med Film Independent Coffee Talk. Ud over Bang pryder prominente navne som Nicole Kidman, Alexander Skarsgård, Bill Skarsgård, Ana Taylor-Joy og Willem Dafoe rollelisten.
Eggers fortæller, at et lille hold stadig arbejder på at holde produktionen i gang.
»Rustning-skabere laver rustninger til karaktererne. Der bliver lavet proteser. Jeg laver mit arbejde med fotografen og storyboard-artisten. Der er ting, som er nødt til at ske. Vores location manager tjekker konstant ind på locations, hvoraf nogle nu blot er semi-byggede sets«.
The Northman’ bliver beskrevet som en vikinge-hævnfilm og fortæller historien om en nordisk prins, som drager ud for at hævne sin fars død omkring år 1000. Den islandske forfatter og digter Sjón har skrevet manuskriptet sammen med Eggers.
Hvornår optagelserne kan gå igang, er som så meget andet i disse tider uvist. Men Claes Bang må altså holde formen ved lige i en rum tid endnu.