’The Witch’: Et grundigt gys, der sætter sig i kroppen

’The Witch’: Et grundigt gys, der sætter sig i kroppen

Satan var hele tiden faretruende tæt på hos de gudfrygtige i 1630’ernes USA, godt 60 år før heksejagten nåede et skingert klimaks i byen Salem.

Puritanerne levede under det gamle testamente, hævet over hovedet på dem som en pryglestok, og der var ingen kære Gud, hvis der blev trådt forkert. Det er et godt miljø til en gyserfilm. Satan kan være ganske uhyggelig i sig selv, og der er lavet mange gyserfilm om menneskets kamp mod Det Onde. Heldigvis er spillefilmdebutanten Robert Eggers også klar over, at det først for alvor bliver hårrejsende, når gyset trækkes op fra den menneskelige naturs dybe, mørke brønde.

’The Witch’ er en næsten minimalistisk gyserfilm. Spændingen opbygges langsomt. I første scene anklages en mand for kætteri. Vi ved ikke hvorfor, men han nægter at vedkende sig forbrydelsen og bliver udstødt. Sammen med sin nybyggerfamilie – en kone og fem børn – drager han væk, ud i den velkendte natur, som alligevel er ukendt land. Den naturlige uhygge ved isolationen udnyttes optimalt. Vi ser dem på rejsen krympe sammen om bålet, og de små flammer er slet ikke nok til at holde nattens mørke væk. De er alene.

Eller rettere sagt: De er desværre ikke helt alene.

Puritanerne slår sig ned tæt på en dunkel skov. De bygger et hjem, planter majs og beder til Gud. Alligevel slår høsten fejl. »Vi skal nok overvinde vildnisset. Det får ikke lov at opsluge os«, erklærer faren, tilsyneladende uvis om, at stolthed er en af de syv dødssynder.

Familiens ældste barn, teenagepigen Thomasin, passer den yngste, babyen Samuel. Hun leger borte borte, tit tit. Og pludselig er han væk. Hun ser det slet ikke, og vi ser kun et glimt af skikkelsen, der snupper babyen.

Snart bliver der set skævt til den uskyldige Thomasin, der ikke kan forklare, hvad der er sket. Alle i familien påvirkes af den dystre skikkelse fra skoven, selv husdyrene. Jeg forventede hvert øjeblik, at ræven fra Lars von Triers »Antichrist« ville erklære, at kaos regerer. Imens opløsningen af naturens orden tog fart, var der særligt én figur, der gjorde mig utilpas i biografsædet; Den store gedebuk ved navn Black Philip. Er der noget mere uhyggeligt end uforklarlig aggressiv adfærd fra før så rolige dyr? Det er næsten mere skummelt end onde børn.

Robert Eggers formår at få de åbne vidder til at virke klaustrofobiske, og han skaber konstant uro på trods af filmens næsten mediterende tempo. Han får også det bedste ud af sine fremragende skuespillere, der ofte filmes i closeups, hvilket efterlader os med en snæver billedramme, hvor farer kan lure og komme fra alle retninger.

Det er svært ikke at forvente sig meget af Robert Eggers, hvis stilsikre debutfilm indkasserer gys på den gammeldags måde: Gennem timing, atmosfære og selvsikkerhed nok til at lade billederne fortælle.


Kort sagt:
’The Witch’ er ikke en af den slags gysere, der råber bøh! og skrider. Robert Eggers leverer et langsommere og mere grundigt gys, der sætter sig i kroppen.

Se ’The Witch’ med CPH PIX og Soundvenue fredag den 7. oktober i Empire Bio – læs mere og køb billet HER.

Spillefilm. Instruktion: Robert Eggers. Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Ralph Ineson, Harvey Scrimshaw, Kate Dickie. Spilletid: 92 min.. Premiere: Særvisning med CPH PIX og Soundvenue fredag den 7. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af