Komikeren Trevor Noah har, som mange andre talkshowværter i disse tider, flyttet sin udsendelse hjem i sin stue. I det nyeste afsnit af ‘The Daily (Social Distancing) Show’ valgte Noah at tale om »det eneste folk, taler om for tiden: Tiger King«.
Og efter at have binget alle syv episoder af serien, der i skrivende stund topper Netflix’ danske hitliste, er en ting eller to gået op for Noah:
»Joe Exotic er ikke alene et af de mest mærkelige mennesker, du nogensinde kommer til at støde på. Han ville også være en fantastisk præsident«, siger den 36-årige komiker i sin åbningsmonolog om den titulære Tiger King, Joe, der for tiden afsoner en straf på 22 år i fængsel for at arrangere et lejemord. Exotic har nemlig, ifølge Noah, alle de kvaliteter, som USA’s nuværende præsident har:
»Han er selvcentreret, uorganiseret og besat af konspirationsteorier. Men det aller mest præsidentielle ved Joe Exotic er, at han elsker at fremstille sig selv som en ekspert inden for sit område. Også selvom sandheden er, at han ikke har nogen idé om, hvad han taler om. Han improviserer, hvilket føles ret bekendt«.
Herefter afspilles et klip af Donald Trump, der, under et pressemøde, ikke helt kan blive enig med sig selv om, hvorvidt corona er en virus, en influenzapandemi eller en bakterie. »Man kan kalde det mange ting. Hvad end man nu har lyst til at kalde det«, som Trump siger i klippet.
»Jeg ved godt, at Joe Exotic er i fængsel lige nu«, siger Noah til slut. »Men jeg håber, at hvis han på en eller anden måde slipper ud, så bliver han præsident. For ja, det kan godt være, at han er lige så skør som Trump, men hvis han bliver præsident i Det Hvide Hus, så kommer vi i det mindste til at se tigere!«