’Tiger King’: Hovedpersonen i vanvittig Netflix-dokumentar efterlader én måbende
’Murder, Mayhem & Madness’ lyder undertitlen på Netflix’ nye dokumentarserie ’Tiger King’, der bestemt holder, hvad den lover.
I skrivende stund ligger serien nummer 1 på listen over streamingtjenestens mest populære titler i Danmark, hvilket man godt kan forstå. ’Tiger King’ er nemlig både underholdende som et realityshow og dyster som en true crime-serie.
I centrum for det hele er zooejeren med det fantastiske kaldenavn Joe Exotic – en gave af en hovedperson, som konstant efterlader én måbende. Han er den fødte showman med en tyk sydstatsaccent, afbleget svenskerhår, tatoveringer og piercinger allevegne. Da vi møder ham, er han tilmed også gift med to mænd.
Manden med det borgerlige navn Joseph Maldonado-Passage startede Greater Wynnewood Exotic Animal Park tilbage i 1999 på grund af sin kærlighed til eksotiske dyr, men gesjæften syntes i mindst lige så høj grad at være et selvpromoveringsprojekt. Sideløbende forsøgte den våbenglade parkchef således også at stable flere karrierer på benene som både countrysanger, tv-vært, realitystjerne og præsidentkandidat – intet mindre.
De store ambitioner blev imidlertid sat i bero, da han i januar fik en fængselsdom på 22 år for at have forsøgt at hyre en lejemorder. Målet var dyrerettighedsaktivisten Carole Baskin som længe har kæmpet imod dyreparker som Joes, hvor gæsterne betaler for at kunne tage selfies med søde tigerunger. Hos ham selv hersker der ingen tvivl om, at han er uskyldig.
’Tiger King’ begynder fem år før fængselsdommen og følger Joe og alle sagens involverede indtil i dag. Instruktørduoen Eric Goode og Rebecca Chaiklin får undervejs adgang til forbavsende meget med deres kamera, hvilket nok også skyldes, at flere af seriens dyreparkejere, specielt hr. Exotic, elsker at være i spotlyset.
Undervejs præsenteres en perlerække af bizarre karakterer, som nok ikke kunne findes mange andre steder end USA. Tag for eksempel den selvsmagende og påfaldende medievante zooejer Bhagavan ’Doc’ Antle, som desuden har haft sine eksotiske dyr med i Hollywood-film som ’Ace Ventura’ og ’Dr. Doolittle’. Han beskyldes af omverdenen for at køre sexkultlignende tilstande i sin dyrepark, hvor et hav af unge kvinder får nye, spirituelt klingende navne, arbejder under hårde vilkår og angiveligt bor på kakerlakbefængte værelser.
Lige så sjove og underligt charmerende seriens medvirkende indledningsvist er, lige så ubehagelige sider bliver også afdækket. Gennem sine syv afsnit bliver ’Tiger King’ ved med at tage nye, mørke drejninger, og serien nøjes da heller ikke kun med et enkelt mordkomplot.
Det betyder også, at den til tider næsten fremstår lige så rodet som sin utilregnelige hovedperson, når den fortaber sig i sensationelle konspirationsteorier og taber tråden.
Samtidig havde det klædt dokumentaren, hvis man havde dykket dybere ned i dyrerettighedsproblematikken omkring USA’s fetich for eksotiske kæledyr. Vi får fra start at vide, at der er flere tigere i bur i USA, end der er vilde tigere i resten af verden. Men udover et lidt halvhjertet forsøg i sidste afsnit glemmer serien for det meste dyrenes vinkel til fordel for de åbenmundede mennesker, der altid er friske på at bagtale hinanden på mere eller mindre oplyst grundlag.
Selvom ’Tiger King’ godt kunne være en tand skarpere, er det dog intet under, at dokumentarserien er strøget til tops på Netflix. Historien er simpelthen så vanvittig, at man bliver nødt til at finde ud af, hvilke mærkværdige personligheder og twists der bliver introduceret i næste afsnit.
Kort sagt:
Den underholdende Netflix-dokumentarserie ’Tiger King’ præsenterer et farverigt karaktergalleri og en historie spækket med både skøre og ubehagelige twists.