De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix lige nu

I 2018 vandt Netflix sin første Oscar for bedste dokumentarfilm, og streamingtjenesten bugner af velproducerede fortællinger fra den virkelige verden om store og små menneskeskæbner, krig i Aleppo og kærlighed til musik – og hele spektret af liv derimellem, fortalt og levendegjort af kulturelle ikoner fra Werner Herzog til Jim Carrey. Vi giver dig et overblik over de bedste.
De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix lige nu
'Three Identical Stranger'.
STREAMING TOGETHER

’Three Identical Strangers’

En af den slags vanvittige dokumentarfilm, der giver brændstof til klichéen om, at virkeligheden overgår fantasien. Tre 19-årige mænd, der er adopterede, finder i 1980 ved en tilfældighed ud af, at de er trillinger og er blevet adskilt ved fødslen. De finder lynhurtigt sammen som brødre, jubler over deres mange ligheder trods deres meget forskellige opvækst og bliver darlings i medierne og i New Yorks natteliv. Men efterhånden viser det sig, at deres skæbne er mere planlagt end som så.

Gennem flere vilde twists ændrer filmen sig fra en charmerende kuriositet til en hjernevridende thriller og eksistentiel diskussion om arv, miljø og forskningsetik. Instruktør Tim Wardle leverer hele baduljen med fortællemæssigst overskud, nervepirrende spænding og hjerteskærende tragik. Drengene og deres familier er fremragende fortællere, og selv filmens rekonstruktionerne fungerer upåklageligt.

Taylor Swift i ‘Miss Americana’. (Foto: Netflix)

’Miss Americana’

‘Miss Americana’ er en klassisk kunstnerdokumentar, der tager os med bag scenen og hjem i privaten hos Taylor Swift. Swift er notorisk privat og kontrollerende med sit image og giver sjældent interviews, så alene derfor er instruktør Lana Wilsons intime dokumentar et scoop for sultne fans og andre, der er interesserede i at forstå et af USA’s største popfænomener. Filmen er dog stadig tydeligt iscenesat fra sangerindens side – fra hendes lidt for polerede pyjamaslook til hendes tykke understregning af sine budskaber om den personlige udvikling, hun har gennemgået, siden hun slog igennem som 15-årig.

Til gengæld er det faktisk virkelig spændende at få Taylor Swifts udlægning af Taylor Swift. Ikke mindst når det gælder hendes forhold til at være berømt, blive feteret og lagt for had. Det sidste har været særligt svært for Swift, fortæller hun selv, fordi hun altid har gjort sit yderste for at være en pæn og dygtig pige og har levet for omgivelsernes anerkendelse. Men nu hvor hun er på vej mod de 30, forsøger hun at kvæle sit pleaser-gen, ignorere tabloidmediernes ondsindede granskning af hendes krop og kærlighedsliv og trodse sine rådgiveres advarsler om at holde sig fra politik ved at springe ud som demokratisk støtte og #MeToo-forkæmper.

Filmen er dog ikke kun politisk, men byder også på hyggelige scener, hvor hun sidder hjemme og spiller klaver med sin kat og andet musikalsk guf i form af koncertoptrædener og sessioner fra studiet, hvor det er fascinerende at se hende i aktion hitsmede sammen med sin producer Joel Little.

‘Becoming’. (Foto: Netflix)

’Becoming’

Hvordan finder man tilbage til sig selv efter otte år, hvor dit liv ikke er dit eget, og selv din mest mikroskopiske bevægelse bliver endevendt offentligt? USA’s populære førstedame Michelle Obama forklarer i portrættet ‘Becoming’, at hun ikke forsøger at komme tilbage på sporet, men finde et nyt spor. For årene i Det Hvide Hus har forandret hende for altid.

Nadia Hallgrens dokumentar følger Michelle Obama på hendes omfattende bogturné med selvbiografien ‘Becoming’. Vi ser hende både på scenen og til kameraet fortælle åbenhjertigt om sit politiske arbejde og rollen som førstedame, sin opvækst og udvikling af identitet som sort magtfuld kvinde, familielivet med Barack Obama og deres to døtre og ikke mindst hendes håb for USA’s fremtid. Filmen tager os med til hendes barndomshjem, til inspirerende møder med starstruck, nysgerrige gymnasieelever og på bagsædet af bilen, hvor hun kommer i stødet til Kirk Franklin og Drake.

Ikke overraskende er Obama både ekstremt reflekteret, sympatisk og sej. Filmens stærkeste og mest rørende øjeblikke er, når hun møder almindelige mennesker til bogsigneringer og debatter, hvor hun udviser et imponerende nærvær og oprigtig interesse over for hvert enkelt menneske. Det er her, man mærker, hvad hun har betydet som menneske og som forbillede, og hvad repræsentation i det hele taget betyder. Man mærker historiens vingesus til arkivbillederne af den smukke sorte familie, der flytter ind i Det Hvide Hus, og bliver varm om hjertet til hendes anekdote om familiens sidste morgen i præsidentboligen, hvor hun forsøger at få døtrenes venner, der har insisteret på en sidste overnatning med lækker morgenmad, ud af vagten.

På den måde kobler Michelle Obama på forbilledlig feministisk vis det private og det politiske.

Beyoncé i ‘Homecoming’. (Foto: Netflix)

Homecoming: A Film by Beyoncé

I 2018 fik Beyoncé hele verden til at måbe og juble med sin magtdemonstration af en optræden på musikfestivalen Coachella i Californien. Med et udstyrsstykke af hundredevis af dansere, et kæmpestort marching band og gæsteoptrædener fra Jay Z, Solange og sine tidligere bandsøstre i Destiny’s Child Kelly Rowland og Michelle Williams forvandlede hun Coachella til Beychella.

Koncertfilmen ‘Homecoming’, instrueret og produceret af stjernen selv, der som altid er optaget af at have kontrol over sit image, viser lange klip fra koncerten, samtidig med at den dokumenterer processen bag. Beyonce ønskede med koncerten at hylde de historiske sorte universiteter. Som hun siger i filmen, var hun ikke interesseret i at møde op på Coachella med en blomsterkrans om hovedet – det var vigtigt for hende at bringe sin kultur til Coachella. Det er vigtigt for hende, at alle hendes sorte fans, der har fået at vide, at de så forkerte ud, følte sig repræsenteret af de 200 sorte performere på scenen, der ser forskellige ud og kan utrolige ting med deres kroppe.

Koncerten er en imponerende bedrift, men filmen viser også, at Queen Bey er ikke blevet dronning af pop uden at ofre noget for det og arbejde benhårdt. Vi følger med i de otte måneders prøvetid, hvor Beyoncé i starten stadig ammer sine tvillinger, og hendes krop længes efter dem frem for træningslokalet. Hun kæmper med at komme i form og har en striks diæt, men glæden er stor, da hun kan passe sit gamle kostume (»Hvorfor er fyre aldrig lige så begejstrede?« siger en assistent, da hun facetimer Jay-Z med den gode nyhed).

Samtidig formår hun at være en inspirerende chef for sit crew. Beyoncé siger i filmen, at hun har skubbet sig selv langt ud over sine grænser, og at det vil hun nok aldrig gøre igen. Men mon ikke, hun snart endnu engang slår benene væk under os?

‘Dick Johnson is Dead’.

’Dick Johnson Is Dead’

Den amerikanske dokumentarist og fotograf Kirsten Johnson står bag et temmelig bizart eksperiment, hvor hun slår sin aldrende far ihjel igen og igen – altså på film. I virkeligheden er faren, titlens Dick Johnson, heldigvis sprællevende. Men da han får konstateret begyndende Alzheimers, forsøger instruktøren af forberede sig mentalt på, at han vil forsvinde. Derfor foreslår hun, at de laver en film sammen om hans død, hvor de i en række absurde ulykkesscenarier iscenesætter hans død, som han grinende vågner op fra som i en morbid ‘Groundhog Day’. Resultatet er originalt og overraskende hjertevarmt.

Mens de konstruerede dødsscener er en grotesk leg, der sætter gang i snakken, er det de naturalistiske scener mellem far og datter, der virkelig slår hårdt. Her følger vi far og datter gennem de forandringer, hans sygdom kræver. Han lukker sin psykiaterpraksis i Seattle og flytter ind i hendes toværelses lejlighed i New York, og i filmens mest hjerteskærende scene kan han næsten ikke bevare sit tapre smil, da hun fortæller ham, at hun sælger hans bil, og han dermed skal give afkald på sin selvstændighed.

‘Dick Johnson Is Dead’ er en legesyg og smuk hyldest til instruktørens far og et rørende far-datter-portræt, der minder én om, at man ikke skal vente til begravelsen med at lovprise sine forældre.

Alexandria Ocasio-Cortez i ‘Knock Down the House’.

’Knock Down the House’

I dag er det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez en af USA’s største politiske stjerner og ansigtet på en ny socialistisk og progressiv bevægelse. Men hvordan blev den 28-årige latina bartender fra Bronx, der blev valgt ind i Kongressen som den yngste kvinde nogensinde efter overraskende at have banket veteranen Joseph Crowley af banen i New Yorks 14. valgdistrikt til primærvalget op til Midtvejsvalget i 2018, til fænomenet AOC?

Det fortæller den opløftende og empowering ‘Knock Down the House’, hvor dokumentarist Rachel Lears i et kæmpe scoop tilbage i 2017 udvalgte Ocasio-Cortez som en af sine fire kvindelige hovedpersoner fra den demokratiske græsrodsbevægelse. Alle fire kandidaters missioner og valgkampe er gribende, men det er Ocasio-Cortez, der for alvor lægger huset ned. Hun fremstår ekstremt skarp, ihærdig og brandkarismatisk.

Selvom man kender valgresultatet, er det er fascinerende at følge hendes neglebidende David og Goliat-valgkamp fra at stemme dørklokker og indsamle underskrifter til den overraskende sejr over Crowley, der fatalt (for ham) undervurderer hende. Således er ‘Knock Down the House’ både en stærk personlig beretning og en fejring af demokratiets kraft.

‘American Factory’

’American Factory’

Sjældent er et kultursammenstød skildret så sjovt og tankevækkende som i Steven Bognar og Julie Reicherts Obama-producerede Oscar-vinder ‘American Factory’. Instruktørerne har gennem tre år fulgt en General Motors-fabrik i Ohio, der efter at være gået konkurs bliver opkøbt af en kinesisk bilrudefabrikant. Den nye ejer hyrer til amerikanernes glæde en stor del af de fyrede medarbejdere tilbage, der nu skal arbejde side om side med en gruppe kinesiske arbejdere.

Først er alle glade for muligheden, men der går ikke lang tid, før de vidt forskellige arbejdskulturer i USA og Kina skaber udfordringer. Kineserne synes, at amerikanerne er dovne og langsomme, fordi de gerne vil holde fri i weekenden. Amerikanerne bliver til gengæld chokeret over de kinesiske arbejderes benhårde disciplin og kultagtige tilbedelse af direktøren – der da også besidder guddommelige evner til at forudsige vejret og nægter at bestille en pavillon til årets firmafest – og af ledelsens hårde linje og fratagelse af de basale arbejdsrettigheder. Konflikten optrappes, da de amerikanske ansatte forsøger at starte en fagforening.

Filmen får én til at skælve over kinesernes indtog og indgyder respekt for det buldrende effektivitetstog, samtidig med at man morer sig kosteligt over kinesernes beskrivelser af de dovne amerikanere med tykke fingre. Filmen indeholder dog også et tragisk aspekt i skildringen af de arbejdere, som mister deres levebrød og dermed repræsenterer den i stigende grad prekære situation for arbejderklassen i det amerikanske rustbælte. 

‘De fem benspænd’.

’De fem benspænd’

To danske instruktørikoner mødes, og sød musik drilsk duellering opstår i Lars von Trier og Jørgen Leths refleksive dokumentar fra 2003 om kreativitet, skabertrang, æstetik og kunstneriske benspænd.

Efter at have genfundet sig selv som kunstner ved at underlægge sig en række selvdefinerede regelsæt – først med Dogme, så med kridtstregerne i ‘Dogville’ – udfordrer drillepinden Lars von Trier sit forbillede Jørgen Leth til det samme: Leth skal i instruktørernes filmiske eksperiment genindspille kortfilmen ‘Det perfekte menneske’ på fem forskellige måder, som Trier bestemmer spillereglerne for. Målet er at krasse i Leths perfektionisme og distancerede tilgang til sine film.

Leth får da også sin sag for, når Trier beder langsomhedens mester genindspille filmen med indstillinger på maksimalt et halvt sekund eller konfronterer Leth med sin dekadence ved at få ham til at spise festmiddag i sit stiveste puds midt på gaden i et slumkvarter i Bombay. »Jeg hader tegnefilm«, skumler Leth over Triers fjerde benspænd.

Men til Triers skuffelse vender Leth gang på gang hjem med en kreativ løsning på benspændet. Så kreativt, at det er snyd, mener Trier i flere tilfælde, og de to bestemte herrers diskussioner er både ekstremt underholdende og inspirerende.

Hovedpersonen selv, Amanda Knox.

’Amanda Knox’

Den 2. november 2007 blev det halvnøgne lig af den 21-årige, britiske udvekslingsstuderende Meredith Kercher fundet af politiet i den pittoreske italienske middelalderby Perugia. Hun var blevet slået ihjel på sit værelse – halsen skåret over og stukket med en kniv over 40 gange.

Merediths amerikanske bofælle, Amanda Knox, og dennes kæreste gennem kun en uge, Raffaele Sollecito, anholdes og anklages for mordet få dage senere. Og her starter en af hvor tids mest sensationelle, medie- og hysteriforgiftede retssager. Tabloidpressen svælger i blodige detaljer og skøre teorier, mens menigmand i det katolske Italien er hurtig til at fordømme den – efter sigende – seksuelt udfarende amerikanerinde med engleansigtet.

Hvad er op og ned i den bestialske sag? I den delvist dansk-producerede Netflix-dokumentar ’Amanda Knox’ forsøger instruktørerne Brian McGinn og Rod Blackhurst at træde et skridt tilbage og se på hele det sensationsprægede mediehysteri, der fulgte i kølvandet på anholdelsen af Knox og Sollecito. Og filmen er endt som en både kløgtig og nøgtern afdækning af retssagen mod den amerikanske studine på udebane i Italien såvel som et enigmatisk portræt af sagens hovedperson.

‘Tell Me Who I Am’.

‘Tell Me Who I Am’

Fortællingen lyder som et pirrende mysteriedrama: Som 18-årig kommer den unge brite Alex ud for en motorcykelulykke, der gør ham ude af stand til at huske andet end sin tvillingebror Marcus’ navn og ansigt. Selv sit eget navn har han glemt.

Det bliver derfor Marcus’ fremmeste opgave at udstyre Alex med erindringer og minder fra deres opvækst og barndom, og kendskabet til opvæksten bringer lykke med sig. Indtil det viser sig 20 år senere, at Marcus har løjet for broren og holdt de mørkere familiehemmeligheder skjult for ham.

Filmen er baseret på Lewis-brødrenes bog af samme navn fra 2013, og dokumentaren følger Alex og Marcus på deres vej mod erindring, mens både den opdigtede og virkelige sandhed foldes ud. ‘Tell Me Who I Am’ er dybt rørende og en svært uafrysteligt kulegravning af familiebånd og og traumer.

‘Cowspiracy’.

‘Cowspiracy’

Vil du være med til at slå et slag for klimaet? Så sæt dig til rette med ’Cowspiracy’, der med stor sandsynlighed vil kurere din appetit på oksekød for bestandig.

Ingen ringere end Hollywoods klimaforkæmper nummer et Leonardo DiCaprio har produceret dokumentaren, der undersøger dyrelandbrugets skadelige effekt på miljøet og dets rolle i den globale opvarmning.

Nogle forskere har stillet spørgsmålstegn ved filmens videnskabelige konklusioner, men ’Cowspiracy’ er ikke desto mindre med til at skabe opmærksomhed omkring vores madkultur såvel som behandlingen af de dyr, der lader livet for din tømmermandsburger. Se den med en klimaskeptiker-ven og brug de næste mange uger på ophedet debat.

Den Oscar-vindende korte dokumentar ‘The White Helmets’.

’The White Helmets’

Hver dag bliver der smidt hundredvis af bomber over Syrien. Men når bomberne falder, er der en gruppe af civile, De Hvide Hjelme, som rykker ud for at redde deres medmennesker fra ruinerne.

I den Oscar-vindende korte dokumentarfilm af samme navn følger instruktør Orlando von Einsiedel redderne i den civile nødhjælpsorganisation, hvor syrere dagligt sætter livet på spil i et forsøg på at bringe orden i borgerkrigens kaos.

Kameraet går helt tæt på, når De Hvide Hjelme rykker ud og placerer publikum midt i krigszonen. Den viser nødhjælpernes personlige investering, når de hver gang frygter, at de skal redde venner eller familie. Og den viser håbløsheden, som ikke ser ud til at tage nogen ende. Alligevel fortsætter De Hvide Hjelme utrætteligt – for som en af dem siger: »At redde ét liv, svarer til at redde hele menneskeheden«.

41 uudslettelige minutter.

‘Den 13. forfatningsændring’.

’Den 13. forfatningsændring’

Indrømmet, den danske titel på Ava DuVernays Oscar-nominerede ’13th’ lyder som lidt af en tørvetriller. Men faktisk er filmen lidt af en gyser.

Den indflydelsesrige instruktør (’Selma’) og producer undersøger det, man kalder The Prison Industrial Complex. Det dækker over, hvordan sorte er markant overrepræsenterede i fængslerne, og hvordan det amerikanske retssystem sender særligt sorte mænd i fængsel for et godt ord for at opretholde fængslet som industriel magtfaktor i det, der er en slags moderne slavehandel. Titlen henviser til den 13. tilføjelse til den amerikanske grundlov, der i 1865 gjorde det ulovligt at holde slaver – lige bortset fra hvis det var som straf for kriminalitet.

DuVernay kæder overbevisende slavetiden, hensynsløse politiske beslutninger, Black Lives Matter, politivold og meget mere sammen til en film, der med sin historiebevidsthed, kompleksitet og klarsyn simpelthen efterlader én i chok.

Billy McFarland i Netflix-dokumentaren ‘Fyre: The Greatest Festival That Never Happened’. (Foto: Netflix)

’Fyre’

Der findes katastrofer, der siger noget om vores tid. Der findes ulykker, som hele verden griner af. Og så findes der Fyre Festival: En begivenhed, der på katastrofal vis udstiller alt, hvad der er galt med verden lige nu – og det på en måde, hvor man ikke ved, om man skal grine, græde eller hoppe ud fra nærmeste højhus.

Netflix-dokumentaren ’Fyre’ udstiller med skræmmende nøjagtighed, præcis hvor galt det gik: Hvordan den bedrageriske ‘entreprenør’ Billy McFarland slog sig sammen med den fallerede (og ud fra dokumentaren totalt tåbelige) rapper Ja Rule for at skabe årtusindets værste festival. Promoveret af influencers som Kendall Jenner og Bella Hadid.

Resultatet? En masse festivalgængere strandet på en øde ø med ødelagte telte, våde madrasser, mangel på vand og mad, totalt kaos. Twitter dokumenterede frydefuldt, hvordan de unge der troede de skulle på en caribisk luksusfestival, blev reduceret til at slås om slatne ostemadder – og dem, der betalte prisen, var selvfølgelig almindelige mennesker og lokalbefolkningen.

Det er næsten ikke til at forstå, hvis det da ikke var for ’Fyre’, der er lige så absurd som den er underholdende, nedslående og et pinligt billede af totalt fravær af moral tilsat en god glasur af social media-overfladekultur.

‘Ikaros’. (Foto: Netflix)

‘Ikaros’

I Netflix’ første Oscar-vinder for Bedste dokumentar vil instruktør Bryan Fogel til bunds i sandheden om doping i sportsverdenen, men en tilfældig kontakt til den russiske videnskabsmand Grigory Rodchenkov forvandler historien fra et personligt eksperiment (om hvorvidt Fogel kan slippe afsted med at dope sig til et cykelløb) til en politisk thriller, der involverer uforklarlige dødsfald og den største Olympiske skandale nogensinde.

Efter redeligt at have fortalt om sit kendskab til storstilet russisk dopingsnyd og dermed afsløret pikante hemmeligheder med direkte tråde til Ruslands regering, begynder Rodchenkov at frygte for sit eget liv, hvorfor han flygter til USA og springer ud som reel whistleblower – til stor gavn for Fogels pludseligt eksplosive dokumentarprojekt.

’Ikaros’ vandt juryens specialpris på Sundance og de doping-beviser, Fogel lægger for dagen var direkte medvirkende til, at den Olympiske komite bandlyste Rusland fra de vinterolympiske lege i 2018.

‘Into the Inferno’.

‘Ind I infernoet’

Werner Herzog interesserer sig for eventyrere og enspændere: Dem, som ofte forfølger et gralsobjekt, ligegyldigt om tunnelsynet fører dem i døden. Det ses i ’Ind i infernoet’, hvor vulkanforskere bevæger sig så tæt på den piskende lava, at de næsten minder om børn, der overvejer en soppetur.

Vi følger Herzog og forskeren Clive Oppenheimer på rundrejse til forskellige vulkanområder, og de får stemplet passet et par gange på turen til overvældende mange fantastiske og sjældne steder, fra Antarktis til den varmeste plet på kloden, i Etiopien, hvor arkæologer graver efter skeletrester fra de tidligste mennesker.

Det hele akkompagneres af smukke billeder, og det giver et sus at se et stort bjerg ryge i luften og gaseksplosioner, som ligner noget fra Mordor. Eller lavamasser, der løber som blodårer i stenterrænet. ’Ind i infernoet’ har ikke samme menneskelige nerve som Herzogs ’Grizzly Man’, men man er ikke desto mindre i særdeles godt selskab med Moder Naturs enorme kræfter.

‘Jim og Andy: The Great Beyond’.

‘Jim og Andy: The Great Beyond’

Jim Carrey ser tilbage på Jim Carrey, dengang Jim Carrey var komikeren Andy Kaufman, der i forvejen både var Andy Kaufman og Las Vegas-sangeren Tony Clifton, hvilket betød, at Jim Carrey var lidt af det hele. Eller ingen af delene.

Denne forvirrende babushkadukke af identitetsmæssige lag er omdrejningspunktet i Chris Smiths (’American Movie’) dokumentar ’Jim og Andy: The Great Beyond’ med den sigende ekstratitel ’With a Very Special, Contractually Obligated Mention of Tony Clifton’. Mere nede på jorden handler dokumentaren Jim Carreys gennemgang af aldrig tidligere viste klip fra optagelserne af Miloš Formans biografiske film om komikerlegenden Andy Kaufman, ’Man On the Moon’ fra 1999.

Med Carreys metodiske tilgang var omverdenen konstant i tvivl, om det var Carrey, Kaufman eller den møgirriterende Tony Clifton, de skulle forholde sig til under optagelserne. Men uberegneligheden var helt i den kaufman’ske ånd, også selvom hårdt prøvede Forman var tæt på at opgive projektet undervejs.

Bag kameraet-optagelserne måtte i sin tid ikke komme ud, da Universal var bange for, at folk ville tænke, at Jim Carrey var et røvhul. Men det mest fascinerende ved dokumentaren er måden, hvorpå man gennem de gamle optagelser næsten glemmer røvhullet Jim Carrey og til slut kun ser Andy Kaufman eller Tony Clifton – eller hvem det nu er.

‘Joan Didion: The Center Will Not Hold’.

‘Joan Didion: The Center Will Not Hold’

Forfatter og journalist Joan Didion er en af de vigtigste og mest toneangivende litterære amerikanske stemmer fra det 20. århundrede, hvis arbejde og person revolutionerede essayformen, fangede tidsånden i USA i knivskarpe rejseberetninger og sågar affødte ikoniske modetrends.

Dokumentaren om hendes liv giver os hidtil usete insider-glimt af Didions glamourøse karriere i 70’ernes Hollywood, årene som purung journalist for Vogue og hendes samfundskritiske anskuelser af New Yorks racekonflikter i 80’erne. Såvel som poetiske anekdoter fra forfatterens mange roadtrips.

Sammen med manden John Gregory Dunne skrev Didion adskillige filmmanuskripter, blandt andet til 1976-udgaven af ’A Star is Born’ og ’Tid til kærlighed’ med Robert Redford og Michelle Pfeiffer. Men hun oplevede også en næsten ubærlig sorg, da både John og datteren Quintana døde kort efter hinanden.

’The Center Will Not Hold’ er instrueret af Didions nevø, filmmageren Griffin Dunne, og går tættere på den sky forfatterinde end nogensinde set før. Det er et privat og fascinerende portræt, som enhver med den mindste interesse for amerikansk litteratur og moderne kultur bør unde sig selv at se.

‘Shirkers’.

’Shirkers’

I starten af 90’erne satte den 18-årige filmnørd Sandi Tan og to af hendes bedste venner alt ind på at skabe Singapores blot anden spillefilm. De fik hjælp af deres mentor og filmunderviser Georges Cardona, men det skulle også blive ham, der kørte filmen ud på et sidespor, så den aldrig blev færdig eller vist for nogen.

I den roste ’Shirkers’ (vi har givet den fem stjerner HER) genbesøger Sandi Tan, der siden er blevet filmkritiker, ungdommens begivenheder med en følsom nostalgi, som genopliver den legesyge passion, de unge håbefulde filmskabere var drevet af. Hun har været hjemsøgt af projektet i 25 år, og dokumentaren giver hende en mulighed for at sætte punktum og komme videre.

Den farverige, boblende gamle film, som vi får uimodståelige glimt af undervejs, kunne have været en milepæl i Singapores filmhistorie. Nu fik vi så i stedet dokumentarfilmen ’Shirkers’, og det skal vi heller ikke være kede af. Det er en hyldest til vores alle sammens tabte ungdom.

‘Strong Island’.

‘Strong Island’

Den essayistiske ‘Strong Island’ er mange ting på én gang. En undersøgende dokumentar, et ømt familieportræt, en anskueliggørelse af racismens indgribende skadevirkninger på det amerikanske samfund.

Allerede før titelkortet slås det fast, at filmen bygger på dybt personligt stof: I ultranære beskæringer adresserer instruktøren kameraet. Stemmen er fattet, men der er en uforsonlighed i blikket. Yancy Ford vil generobre definitionsretten over sin storebror William liv og tragiske endeligt.

For Yancy findes der to varianter af historien. Den ene er privat og eksisterer på falmede polaroidfotos, dagbogsnotater og i hukommelsen. Den tegner et omsorgsfuldt familiemedlem, der har studeret på Harvard og er blevet underviser inden for fængselsvæsenet. Den anden er officiel og har ubehagelige undertoner af racisme. Den stempler den sorte William som en aggressiv type, der forvolder sin egen død, da han en aften i 1992 konfronterer en hvid mekaniker ved navn Mark Riley. Efterforskningen er hurtig overstået, og bortset fra et indledende retsmøde kommer sagen aldrig for en domstol.

Instruktøren ser Mark Riley allevegne, og ‘Strong Island’ er mest interessant som et sorgstudie: Sorgen som noget, der aldrig hører op, men blot manifesterer sig på nye måder hver dag.

‘Team Foxcatcher’.

‘Team Foxcatcher’

Den bizarre sag om den excentriske milliardær John du Pont, der slog USA’s mest succesfulde wrestler Dave Schultz ihjel var omdrejningspunkt for den Oscar-nominerede spillefilm ’Foxcatcher’ med Steve Carell og Channing Tatum, men dokumentaren ’Team Foxcatcher’ gaver et spadestik dybere.

John du Pont brugte angiveligt en stor sum penge på at støtte op om det olympiske wrestlingteam og byggede dyre træningsfaciliteter på sin ranch, Foxcatcher, men hans opførsel og feticheren af sportsmændene blev mere og mere foruroligende. Og det endte på tragisk vis med at koste vennen og wrestleren Schultz livet, til trods for at denne havde været du Ponts mest loyale støtte.

I ’Team Foxcatcher’ genbesøger Schultz kone Nancy ranchen, hvor hun og Dave boede frem til mordet i 1996, og instruktør Jon Greenhalgh interviewer holdkammerater, trænere, advokater og ansatte på Foxcatcher, der tegner et billede af Dave såvel som du Pont, hvis gudekompleks grænsede til det tegneserietragikomiske.

En absurd historie, der skal ses før man tror den.

‘The Square’.

‘The Square’

’The Square’ er en aktuel og foruroligende dokumentar om den egyptiske revolution, der følger et modigt filmhold og en gruppe unge mænds insisterende kamp for regimeskifte og viser os revolutionen indefra. Alt det vi ikke så i den hurtige nyhedsopdatering, med andre ord.

Filmen er skabt af den kvindelige egyptisk-amerikanske instruktør Jehane Noujaim, hvis besjælede billeder fra Cairos gader på én gang understøtter og står i skarp kontrast til den sitrende spænding og forventning, der raser i kroppene på de vidt forskellige oprører, der drømmer om verden efter Murbarak.

Men politisk forandring kommer ikke over night, og filmen ved det selvom mændene håber.

‘They’ll Love Me When I’m Dead’.

‘They’ll Love Me When I’m Dead’

Frem til sin død i 1985 brugte den legendariske filmskaber Orson Welles ikke færre end 15 år på metaprojektet ’The Other Side of the Wind’ om en aldrende instruktør, der på sin dødsdag fremviser sin sidste, ufærdige film.

Ikke ulig sit fiktive alter ego døde Welles også før ’The Other Side of the Wind’ blev premiereklar, og filmen lå i årtier og samlede støv indtil Netflix opkøbte rettighederne og endelig lancerede den sidste år. Men det sidste punktum er ikke sat for Welles svanesang.

I ’They’ll Love Me When I’m Dead’ får vi således historien om tilblivelsen af filmen om en film, og lærer en af historiens største instruktører – som havde et notorisk eksplosivt temperament og aparte kunstneriske visioner – bedre at kende på godt og ondt, fra Welles vender tilbage til USA i starten af 70’erne.

Dokumentaren er iscenesat af Mogan Neville, der i 2014 vandt en Oscar for ’20 Feet From Stardom’, og må siges at være pensum for seriøse filmfans.

‘Edge of Democracy’.

‘Edge of Democracy’

Hvordan dør et demokrati i den moderne verden? Netflix Original-dokumentaren ‘Edge of Democracy’ af brasilianske Petra Costa (‘Elena’) giver dig (en del af) svaret når hun optrevler den katastrofale ulmende krise i hjertet af brasiliansk politik.

Costa har begået et opsigtsvækkende scoop ved at få adgang til politiske nøglepersoner som det venstreorienterede arbejderpartis tidligere præsidenter Luiz Inácio Lula da Silva (i daglig tale Lula) og Dilma Rousseff, samt højreorienterede Michel Temer og den nuværende ditto højreorienterede præsident Jair Bolsanaro (‘Tropical Trump’). Igennem disse tegner Costa et gåsehudsinducerende billede af regeringens hastige skred mod populisme og Bolsanaros optrevling af Brasiliens demokrati, der ekkoer lignende tendenser i den vestlige verden. Og instruktøren spejler de politiske strøminger i sin egen familiehistorie, med højreorienterede bedsteforældre over for stærkt marxistiske forældre (moren sad på et tidspunkt sågar i samme fængsel som Rousseff).

‘Edge of Democracy’ er både et gravskrift over et land i forfald og et politisk samfundsopråb, som det er op til os seere at besvare når vi selv sætter krydser i vores respektive lande.

‘Quincy’.

‘Quincy’

Producer, musiker og komponist Quincy Jones er et kulturikon udover det sædvanelige, som har samarbejdet med snart sagt hver en amerikansk musiklegende fra Ray Charles til Michael Jackson, Frank Sinatra til Will Smith. Mandens karrierearv er enorm, men i ’Quincy’ formår datteren, skuespilleren og filmmageren Rashida Jones at tegne et både rørende og imponerende vægtigt billede af den utrættelige musiker.

Jones fortæller selv om sin barske opvækst i South Side i Chicago med en ustabil mor, der forlod familien og frem til de første karrierehighlights, mens datteren følger ham i nutiden, hvor end ikke et slagtilfælde kan stoppe ham fra at hoste en jazzfestival eller iscenesætte et show som åbning for en ny udstilling om sort amerikansk kultur på Smithsonian’s National Museum i Washington. Men der er også bitre toner, når Jones fortæller om den racisme, han alle dage har følt, selv i spotlysets stråleglans.

Det er svært ikke at blive tryllebundet af Quincy Jones’ ekstraordinære liv, der er uløseligt sammenvævet med amerikansk kulturhistorie.

Har du lyttet til Soundvenue Streamer? Vi guider dig til ugens mest interessante streamingtitler – på bare en halv time

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af