’Jane Austen ødelagde mit liv’: Vaskeægte romcom er som et stort hjertevarmende slumretæppe
Har du brug for udenlandstale og tidløs romantik i din sommerferie, kan du som bekendt springe på det første lumre fly til en sydlig europæisk storby.
Men lider du af klimaskam, og er du i øvrigt mere faktor 50- og skyggetypen, kan du i stedet slentre i biffen og se Laura Pianis fransk-engelske debutfilm ’Jane Austen ødelagde mit liv’.
Her følger vi Agathe (Camille Rutherford), der driver en lille bogbutik i Paris sammen med sin bedste ven/sit soon to be secret crush, fuckboy’en Félix (Pablo Pauly).
Det lyder rigtignok som en våd drøm for frankofile poesinørder, og det hele bliver vådere og kådere, når de begynder at citere litterære sværvægtere, spise mayo-tunge sandwicher og samspille pianoballader på støvede klaverer.
Den charmerende hovedkarakter vil nu alligevel gerne have mere – og ikke kun mere af Felix.
For som forfatter in spe længes hun efter æstetisk udladning og udgivelse, og en dag tilbydes Agatha en plads på et Jane Austen-retreat, hvor hun kan færdiggøre sin lovende kærlighedsroman. Men som de fleste skriveprocesser – og som de fleste romcoms – rammes den eftertænksomme hovedkarakter af blokader og andre bump på vejen, og med en gennemsyrende humoristisk tone tager filmen os gennem en lang række konflikter, akavede situationer og hyppige referencer til en af Englands største litterære stemmer.
Lady Austen har nemlig ikke blot opstillet uopnåelige (og potentielt ødelæggende?) forestillinger om forelskelser og parforhold, men har ligeledes efterladt sig en ordrig skattekiste som romanceskabere sidenhen har hentet inspiration/tyvstjålet fra. Og som både filmtitel og retreatnavn indikerer, er det også tilfældet i denne herlighed.
Særligt det forførende monsterhit ’Stolthed og fordom’ er i fokus, da den franske hovedperson møder britiske Oliver (Charlie Anson). Der går ikke mange minutter, førend man finder ud af, at han er skrivelegendens grand-grand-grand-grand-grand-grandnevø, og førend man forstår, at den sammenbidte mand med lækkert hår er ligeså opblæst, som han er belæst (#HelloMrDarcy).
Og ja, præcis som den ikoniske og bakkenbartede 1800-tals-førsteelsker dufter også Oliver lifligt af hypermaskuline syrener og soulmate-potentiale, og pludselig står Agatha i et dilemma: Kan hun slippe fortiden og hede fantasier om Felix og kaste sig ind i fremtiden i håbet om at opnå romantisk (og kreativ) forløsning?
The struggle is real – og altså tidligere set. I billedskønne omgivelser udspilles fortærskede trekantsdramaer og klassiske from friends/enemies to lovers-troper, når de sødmefulde klicheer står i kø. Intet chokerer faktisk i denne romantiske komedie, hvor både kærlige strøg og cheesy replikker er mere end forudsigelige.
Okay, det til tider krampagtige skuespil forbløffer en smule, og jeg blev da også lettere overrasket over, at heltinden ikke har haft sex i over to år.
Og så alligevel … Austen’ske kvindetyper er ofte introverte drømmere med tendens til cølibatet og andre former for selvpineri. De hengiver sig til melankoli, græsstrå og kunst.
Sidstnævnte er selvklart en central komponent i denne film, der kredser om skabelse og skriveri. Og spørgsmål angående, hvorvidt bøger er til for forelskelse, eller om litteraturen har et andet og ’vigtigere’ formål (den kan blandt agere politisk kampskrift og vække døde til live), løber som en underliggende og tyngdegivende strøm.
’Jane Austen ødelagde mit liv’ er dog hovedsageligt som et stort hjertevarmende slumretæppe, og ulig nogle af de nyere og selverklærede realistiske romcoms, såsom ’Materialistis’ og ’Too Much’, er dette ikke en udpræget tidsåndelig fortælling.
Næ, med et på alle måder nostalgisk udtryk (kun lige afbrudt af snak om smartphones og Tinder) tilbyder Piani ikke nødvendigvis sandheder om, hvad det vil sige at være et elskende og datende menneske anno 2025. Hun leverer i stedet et eskapistisk og pladderromantisk rum fri af spørgsmål vedrørende ’spritnye’ fænomener såsom polyamori, dehumanisering og the mental load.
Ja, det kan virke en smule jubelidiotisk og distancerende. Men nogle gange har man også bare brug for at holde ferie fra virkeligheden og i stedet fortabe sig i britisk smørhår, franske brosten og kærlighedslivets mangeartede happy endings.
Kort sagt:
Laura Piani er leveringsdygtig i en vaskeægte romcom, der lige så underholdende og hjertevarmende, som den er bagudskuende.