’Generationer’ sluttede som et af de største vovestykker i dansk seriehistorie

DR-serien kunne have tabt alt på gulvet, men samlede på mirakuløs vis sine forgreninger til et slående opråb om forbindelse og nærvær.
’Generationer’ sluttede som et af de største vovestykker i dansk seriehistorie
'Generationer'. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/DR)

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Generationer’ færdig)

Jeg vil ikke lægge skjul på, at ’Generationer’ har frustreret mig undervejs.

Anna Emma Haudals DR-serie har villet så meget, at det nogle gange har været nærmest naturstridigt, hvor langsommelig den samtidig har føltes.

Barnemord, corona, digitalt overgreb, s/m-sex, åbne forhold, overnaturlige tegn i naturen, retssag, podcast- og tabloidinterviews, spøgelser, kromosomfejl, sexskandale, og transkønnethed, alt sammen indbagt i en mormorroulade, der nogle gange blev tygget for meget og andre gange for lidt.

‘Generationer’. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/DR)

»Halvvejs inde er jeg ikke helt sikker på, hvor ‘Generationer’ gerne vil hen, og om den kan nå at forløse det hele«, skrev Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen meget passende ud fra de første tre afsnit.

Nu har vi så konsumeret anden halvdel af serien, kulminerende med en finale, hvor Martha blev genforenet med sin Kai på trappen til himlens port, Anne-Sofie fik sit barn med Down’s Syndrom, Rikke vedkendte sig sin sjette sans, og bryske Tina endelig brød hulkende sammen til begravelsen med sin mors genfærd trøstende ved siden side.

Hvor ville ’Generationer’ hen, og kunne den forløse det hele?

Måske ikke det hele, men alligevel føltes det til slut, som om de vilde forgreninger slog følelsesmæssigt overrumplende rødder til sidst.

Fire minutters Lynch

Først og fremmest må vi anerkende det ambitionsniveau, Haudal og hendes medskabere har lagt for dagen.

Det er populært at beklage sig over DR’s manglende risikovillighed og opfindsomhed, men med ’Generationer’ har de taget en chance, som jeg tror, kun DR ville tage.

I den treenighed af virkelig gode danske serier, der er aktuelle lige nu – også bestående af ’Reservatet’ hos Netflix og ’Løgnen’ hos TV 2 – er DR’s kandidat det mindst formfuldendte og letafkodelige bud, og det er vel også præcis, som det skal være. DR skal vove det, de kommercielle aktører ikke ville.

Det har de gjort med ’Generationer’ i en potens, jeg ikke havde troet mulig.

‘Generationer’. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/DR)

Altså for pokker: I slutningen af næstsidste afsnit stiger Anette Støvelbæk ned i et hul i marken for at møde selveste Moder Jord, der i sin mormors skikkelse serverer, ja, roulade og udtrykker, at det er deprimerende at opdage, hvad hun er blevet brugt til, og at det er hendes tårer, datteren »sluser med«. I et rødfiltret rum som taget ud af overskudskulisserne fra ’Twin Peaks’ red room.

Jeg troede kun, det var Lars von Trier, der kunne få lov til at lege Lynch for public service-kroner, og jeg gad godt se tallet på, hvor mange seere der slukkede i løbet af de tre-fire minutters underjordisk overjordiskhed og aldrig vendte tilbage.

Det var uomtvisteligt weird, men også gåsehudsfremkaldende. For mens de fleste serier i dag serverer os svarene på et sølvfad, så vi ikke misser dem med telefonen distraherende andenskærm, prøvede ’Generationer’ afsøgende, nærmest nysgerrigt famlende at liste sig ind på noget så stort som menneskelige – og mere specifikt kvindelige – bånd på tværs af fortid, nutid og fremtid.

Tråde til tidligere seriemesterværker

’Generationer’ var en serie om nedarvede traumer og skam – og om den afstand, der opstår i selv de bedste familier, når ordene ikke vil ud, og man langsomt lader de indgroede mønstre gentage sig over tid. Hvor ingen tør blotte sig, lade sig forbinde eller prøve at forstå, hvordan man er et resultat af alt det, der kom før, i jorden og i menneskene. Hvor vi tror, vi kan sejre med vores snusfornuft og prosaiske kausalargumenter, indtil en pandemi ryster grunden under os.

Det lyder højtragende, måske næsten åndeligt, og det var det sine steder også i DR-serien, som dog ikke føltes frelst eller floskuløs.

Til det havde den for meget kant og personlighed i alt fra sit frejdige fokus på underkastelsessex til Jan Linnebjergs blødt forstående dad of the year og det dristige valg om at skildre tilvalget af et barn med Down’s Syndrom i en tid, hvor de fleste i den situation vælger abort.

‘Generationer’. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner/DR)

Der var tråde til ’Six Feet Under’ i seriens ublu tilgang til død, sex og dysfunktionelle familier, og jeg kom også til at tænke et andet seriemesterværk om familie og køn, ’Transparent’, der pludselig dristede sig til at springe fra sin nutidige ramme til 30’ernes Tyskland for at optegne tilsvarende intergenerationelle stier.

’Generationer’ sprang også rammerne på en måde, jeg sjældent har set i en samlende dansk DR-serie. Undervejs var det både cringe, underligt og uforløst og sjovt, chokerende og dybt. Et vovestykke uden et safe word.

Mere end noget andet føltes serien som et originalt rørende opråb om forbindelse og nærvær. Nærvær til de levende og døde, til kroppen og til naturen.

Martha forlod sit kødelige legeme mere forbundet til fortiden end nogensinde før i sit lange liv – på kirkegården, hvor det barn, hun myrdede, lå begravet.

Af Moder Jord var de kommet, til Moder Jord skal de blive.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af