‘Weathering With You’: Smuk animé-film er ude af trit med klimatiden

‘Weathering With You’: Smuk animé-film er ude af trit med klimatiden
'Weathering With You'.

I ’Weathering With You’, japanske Makoto Shinkais seneste animationsfilm, befinder vi os i et tætpakket Tokyo, hvor det regner hele tiden. Altså uafbrudt. Gaderne står i vand, det er efterårskoldt i august, og regnen samler sig som store bobler i himlen, der pludselig brister ud over byens beboere, som forsøger at fortsætte deres liv på normal vis.

Billedsiden, stemningen og flere scener sender tankerne i retning af ’Blade Runner’, men at man mindes den dystopiske sci-fi-klassiker, der udspiller sig i et for 80’erne fremtidigt 2019, vidner måske om, hvor svært vi stadig har ved at indse, at virkelighedens klimakrise i mange henseender er ved at overgå fiktionen.

I det regnvåde Tokyo møder vi 16-årige Hodaka, en landsbydreng, der er løbet hjemmefra. Han er sulten og alene, indtil han gennem tilfældigheder ender med at arbejde for Hr. Suga, som bedriver et lille magasin, der bringer historier løst baseret på fakta om forskellige paranormale fænomener relateret til vejret. Gennem sit arbejde her lærer han om fænomenet solskinspiger: en pige, der har en særlig forbindelse til himmelen, og som kan få solen til at bryde frem.

Og sådan en pige er Hina. Hun er i en lige så håbløs, voksenløs situation som Hodaka, og da han redder hende fra i desperation at blive indblandet i noget, der kunne ligne børneprostitution, bliver de først venner, og siden starter de en forretning, hvor beboere i Tokyo kan betale Hina for et øjebliks solskin.

Med sit høje tempo og den smukke fortællestil og animation fungerer første halvdel af ’Weathering With You’ bedst. Gennem en hurtigt klippet montage ser vi Hodaka bo i et mikroskopisk værelse, hvorfra han søger arbejde og spørger fremmede på internettet til råds om alt det, han ikke har nogen at snakke med om. Den verden, vi introduceres til, balancerer mellem at være et varsel om og et fantasifuldt spejl af vores virkelighed. Det er på én gang et magisk sted, hvor skyerne udgør deres eget økosystem, og elementer fra japansk religion og mytologi dukker op på tage af skyskrabere.

HIna i ‘Weathering With You’.

Og samtidig et koldt og fjendtligt sted, hvor alle kigger ned i deres telefoner, og hvor det eneste, der kan gøre dig synlig, er, hvis du kan betale. Fuldstændig ligesom i ’Parasite’ er det dem nederst i samfundet, der bliver vådest, når det regner, og hvis lejligheder under gadeniveau fyldes med vand.

Men fortællingen forbliver fragmenteret og forener aldrig sine mange interessante elementer i ét meningsfuldt billede. Halvvejs inde skifter filmen fokus og viser sig at læne sig (rigtig) meget op af Shinkais forrige film, storhittet ’Your Name’: For Hodaka og Hina bliver naturligvis forelskede, og deres kærlighed hænger uløseligt sammen med de truende ydre omstændigheder. Alt andet træder i baggrunden af deres intense forelskelse, som desværre ikke er lige så interessant eller stærk en fortællemæssig drivkraft som deres forsøg på at skabe sig en meningsfuld tilværelse i en forvirrende verden.

Jo længere vi træder ind i den sentimentale kærlighed, jo mere fremstår Hina som et fragment af Hodakas fantasi snarere end en person med sin egen vilje – til et punkt hvor det er distraherende for indlevelsen.
Imens fortsætter det med at regne, og det ærgerligste er, hvordan også den kaotiske natur ender som et baggrundstæppe for kærlighedshistorien. Og ser man filmen i et klimaperspektiv – hvilket det er umuligt at lade være med – virker den til at ende i ren resignation, mens mere og mere af Tokyo begraves under vandmasser.

Naturens uafhængige vilje er en vigtig dimension. Men vi lever i en tid, hvor det ikke er vejret, men mennesket, der er skyld i, at det regner uafbrudt. Og når man ser ’Weathering With You’ som et ungt menneske, der ved, at klimakrisen bliver den primære fortælling i ens levetid, føles den langtfra som en film til tiden.


Kort sagt:
’Weathering With You’ er en smukt animeret og mestendels flot fortalt kærlighedshistorie, der på trods af sin aktuelle ramme med klimakaotiske tilstande føles som en film, der er ude af trit med tiden.

’Weathering With You’. Film. Instruktør: Makoto Shinkai. Medvirkende: Kotaro Daigo, Nana Mori, Tsubasa Honda. Spilletid: 112 min. Premiere: Den 28. maj
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med