‘Blokhavn’ er filmdebuten fra satirekollektivet Gigis, der i 2017 slog igennem med deres sprudlende Youtube-univers om vennegruppen af shababs, som på hver deres ikoniske måde tager pis på konservative fordomme om danskhed og indvandrerkultur.
I ‘Blokhavn’ udvides Gigis’ univers fra korte klip på Youtube til en spillefilm om Ali og hans bedste venner fra 8. klasse, hvis skole udnævnes som den værste i landet.
Under et pressemøde bliver meddelt at skolen skal lukke og jævnes med jorden – præcis sådan som drengene i årevis har ønsket det.
Men efter jublen er aftaget, går det op for Ali, at han risikerer at miste sine venner, som vil blive sendt til andre skoler. Hvis han altså ikke udtænker en genial åbningsplan.
Sov man i timen, da Gigis slog igennem for tre års tid siden – eller har man bare brug for et godt gensynsgrin før den kommende film, har vi her samlet nogle af deres bedste klip, som samtidig har direkte relation til ‘Gertrud’.
Husk at vi holder forpremiere på ‘Blokhavn’ mandag den 22. juni med besøg fra hele holdet.
Crushet Yasmina
I ’Blokhavn’ er det ikke kun drengenes skole og venskab, der er på spil. Ali har nemlig længe kastet blikke efter Yasmina, som også står til at skulle skifte skole, hvis regeringen får sin vilje.
Indtil videre er det ikke gået så godt med at gøre kur til Yasmina, der gør den stakkels Ali helt rundt på gulvet – selv når han spiller Fifa.
Teenagedrengens intense fascination har indtil videre gjort det ekstremt svært for Ali at bede Yasmina om andet end hendes mailadresse, hvilket efterlader rigelig plads til romantisk forbedring i ’Blokhavn’, hvor Ali forhåbentlig snart får en date i hus. Og måske endda får nogle para på sit visa, så han kan ta’ hende til Ibiza, som ‘Ramt’-sangen til ære for Alis kærlighed til Yasmina, dikterer.
Den autentiske ægte italienske pizzamand
Et fast samlingspunkt for Gigis drenge er den lokale ‘autentiske’ pizzamand Pablo, der bestyrer byens alternative ‘ægte italienske pizzaria’.
Hos Pablo kan man både få pizza – for det meste uden bund, tomatsovs og kød – og et hav af østlige og mexicanske retter og potentielt husly, hvis en gruppe vrede ældre fyre er i hælene på en, hvis man har væltet deres knallert.
Sidstnævnte (potentielt livsnødvendige) venlige gerning afhænger dog af, at Pablo forstår, hvad man siger, og har mentalt og økonomisk overskud til at spille helt.
Det er som regel 50/50, hvad man får hos Pablo, også selvom man er stamkunde.
Gudinden Gertrud
Alle har haft en lærer, der skilte sig ud fra alle de andre. I Gigis-knægtenes tilfælde går æresprisen til den forstående lærerinde, der i den overraskende rørende sjæler ’Gertrud’ får klar besked om, hvor meget hun betyder for gruppen, hun underviser i dansk som andetsprog.
Getrud møder altid eleverne i øjenhøjde og har efter sigende ret godt styr på både Tupac Shakur og Biggie Smalls’ intelligens. Hun er faktisk så sød og klog, at hun ifølge drengene har seriøst hustrupotentiale, hvis altså ikke hun var så ’slidt og gammel’.
Serenaden til lærerinden er set næsten fem millioner gange på Youtube og er bare et af mange musikalske indslag fra Gigis, som er svær at ryste ud af øregangen, når man først har hørt det.
Yani – byens bedste hang out spot
Hvis ikke vores shababs er at finde hos Pablo, så sidder de sikkert på vandpibecaféen Café Yani.
Der sker altid noget spændende på caféen, der dog har lidt varierende priser, også selvom man er lokal.
Men et eller andet sted er det vel også fair nok at spytte lidt i kassen til månedlig vinduespudsning, hvis man vil have udsigt til gaden. For du vil jo gerne holde styr på, hvem der kommer ud af 350S eller 5C (RIP 5A), ik’?.
Det er kun snyd, hvis det bliver opdaget
Drengene fra Blokhavn er efterhånden kendt for og vant til at hustle sig vej gennem tilværelsen. Et af Gigis største hits på Youtube handler netop om gruppens talent for at tænke ud af boksen, når de stilles over for uoverskuelige opgaver.
I det første af en lang række satirer på danske tv-koncepter ser vi, hvordan Gigis’ persongalleri på karakteristisk vis tackler diverse krav fra omverdenen. Trods forstyrrende baggrundsmusik og Timm Vladimirs stressende spring i nedtællingstiden er der god stemning i teltet fra Hassan, Ali og pizzamanden Pablo, der hver især skyder et stort hul i janteloven og er godt tilfredse med deres varierende præstationer i ‘Bagedysten’.
Fyrenes evne til at udtænke hurtige løsninger skal nok komme i spil, når Ali og de andre skal redde Blokhavn skole.