’Perry Mason’: Stilsikkert HBO-reboot af amerikansk klassiker tester tålmodigheden
Perry Mason er et vaskeægte klenodie i amerikansk populærkultur. Siden debuten i Erle Stanley Gardners kriminalromaner fra starten af 30’erne har karakteren – en ukuelig forsvarsadvokat med en næse for retfærdighed – været genstand for et utal af filmatiseringer og tv-adaptationer, tegneserier og hørespil.
Mest berømt er CBS’ tv-version fra slutningen af 50’erne, hvor seerne hver uge kunne følge den karismatiske Raymond Burr i rollen som Mason, mens han med glødende krydsforhør og snedigt detektivarbejde sloges for at bevise sine klienters retmæssige uskyld.
Hele 271 afsnit blev det til af den populære tv-serie, som nærmest dannede skole inden for genren og siden har været inspirationskilde for adskillige retssalsdramaer som ’Law & Order’ og ‘Suits’.
Efter et mislykket reboot i 70’erne og en håndfuld tv-film i årene efter har HBO nu valgt at genoplive Perry Mason i en miniserie på otte afsnit. Det er blevet til en dyster og stilfuld neo-noir, som dog aldrig formår at gøre retsmanden Mason til mere end en skabelonfigur.
Seriens hovedforfattere Rolin Jones og Ron Fitzgerald har ellers gjort sig umage for at bryde med den polerede sagfører, Perry Mason typisk forbindes med. I titelrollen er formidable Matthew Rhys ‘The Americans’ således både irritabel, storbandende og lettere fordrukken, når han forsøger at klemme sandheden ud af sine hårdhudede vidner.
Faktisk er Mason ikke engang advokat, da vi møder ham i et regnfuldt Los Angeles anno 1932. I stedet lever han en fattig tilværelse som privatdetektiv, hvis opgaver primært består i at afsløre utroskab og seksuelle perversioner blandt filmstjernerne i Hollywood.
Det ændrer sig med ét, da advokaten E.B. Jonathan (John Lithgow) hyrer Mason som efterforsker til en foruroligende sag. Et spædbarn, Charlie Dodson, er blevet kidnappet og fundet død i en sporvogn med øjenlågene fastsyet i en makaber grimasse. Mistanken falder hurtigt på barnets egne forældre, som beskyldes for at bruge kidnapningen til at afpresse den velhavende frikirke, de selv er medlemmer af. Herfra er det op til Mason at nå til bunds i den spegede affære, der strækker sig langt ind i frikirkens hellige haller og byens korrupte politivæsen.
Depressionstidens Los Angeles fungerer som elegant kulisse for seriens skildring af ret og etik. Finanskrakket har tvunget økonomien i knæ og splittet befolkningen mellem to yderpoler. I den ene ende lokker Hollywood fortabte sjæle til sig med sine kulørte lys, ulovlige barer og løsslupne moral. I den anden ende hersker periodens kristne vækkelse, anført af den forførende evangelist Sister Alice (Tatiana Maslany), som forkynder Guds ord med samme brændende lidenskab og fornemmelse for showmanship som byens filmfolk.
Samtidig er det et fascinerende tidsbillede af massemediernes gyldne æra, hvor avisforsider og radiodramaer dikterer folkestemningen, som forlanger hævn for mordet på den hjælpeløse Charlie. Inden længe har Mason og den håndfaste sekretær Della Street (Juliet Rylance) således hele Los Angeles imod sig i kampen for at få familien Dodson frikendt.
Det er en lovende præmis, og derfor er det ærgerligt, at serien trækker i langdrag. Allerede i første afsnit afsløres den sande morders identitet, og selvom det er medrivende at se den underliggende konspiration vokse sig større og større, bliver det i længden trættende at vente på, at Mason og co. får samlet brikkerne i sagen. Imens skal vi udstå et par dybest set unødvendige plotafstikkere om Masons romantiske eskapader og traumer fra Første Verdenskrig.
Det er også en skam, at serien ikke gør mere for at udfordre den stereotype detektivrolle. Masons temperamentsfulde gemyt er på mange måder en kliché inden for krimigenren: en evigt mavesur, men retskaffen mandsperson, der har ondt i livet, efter konen er skredet, og som nu plejer hjertekvalerne med whisky og flygtige forhold.
Først imod slutningen af serien, da den afgørende retssag mod moren Emily Dodson indledes, får Mason endelig lov til at bevise sit værd som indigneret sagfører. Men på det tidspunkt er publikums tålmodighed for længst sluppet op.
Kort sagt:
’Perry Mason’ giver forlæggets retssalskoryfæ en mørk og raffineret overhaling, der dog næppe vil gå over i tv-historien.
Anmeldt på baggrund af hele serien.