Tidligere på måneden stod en række anonyme tidligere og nuværende ansatte frem for at fortælle om det »giftige arbejdsmiljø« på ’The Ellen DeGeneres Show’. Den gode stemning, der hersker foran kameraet, korrelerer nemlig ikke med arbejdspladsen bag kulissen, der ifølge kilderne bærer præg af racisme, verbal chikane, utrygge og dårlige arbejdsforhold samt en helt overordnet ansvarsfralæggelse fra ledelsen, der er blevet konfronteret med problemerne.
De interviewede opfordrede Ellen DeGeneres direkte til at tage mere ansvar for sit show, hvis hun vil have, det skal bære hendes navn. Denne opfordring imødekommer Ellen nu, efter WarnerMedia desuden har igangsat en efterforskning af talkshowets arbejdsmiljø, i et åbent brev (bragt af The Hollywood Reporter) til hele talkshow-holdet.
I brevet undskylder Ellen og insisterer på at korrigere problemerne: »På første dag af vores show sagde jeg til alle ved vores første møde, at ’The Ellen DeGeneres Show’ ville blive et lykkeligt sted – ingen skulle nogensinde hæve stemmen, og alle skulle behandles med respekt. Noget har åbenlyst ændret sig, og jeg er skuffet over at finde ud af, at det ikke har været tilfældet. Og det er jeg ked af. (…) Mit navn indgår i showet og alt, vi gør, og det tager jeg ansvar for«.
»Som vi er vokset eksponentielt, har jeg ikke været i stand til at have styr på alting, og jeg stolede på, at andre ville gøre deres arbejde, som de vidste, jeg ville have det gjort. Det var åbenlyst ikke alle, der gjorde det. Det ændrer sig nu, og jeg dedikerer mig til at sikre, det ikke skal ske igen«.
Flere af anklagerne fra de tidligere ansatte omhandlede en af showets tre executive producers, Ed Glavin, der ifølge The Hollywood Reporters kilder vil blive afskediget. »Så snart han er væk, bliver det som at starte på en frisk,« lyder det fra en af de anonyme kilder.
’The Ellen DeGeneres Show’, der stadig i sin 17. sæson hitter stort, blev i 2019 fornyet med yderligere tre år.