De seneste par dage har Halle Berry oplevet massiv modvind på de sociale medier, siden hun i et liveinterview via Instagram i fredags fortalte om sin potentielt næstkommende filmrolle som transkønnet mand.
Først og fremmest faldt castingen ikke i god jord blandt seerne, hvoraf flere efterfølgende kritiserede, at rollen tilfaldt Halle Berry frem for en transkønnet skuespiller. At Halle Berry i interviewet ligeledes konsekvent kaldte sin rolle for »en kvinde« og brugte hunkønspronominer, gjorde ingenlunde sagen bedre.
Men efter kritikken – fra seere såvel som Hollywood-folk – haglede ned over Berry i løbet af weekenden, har hun nu annonceret, at hun trækker sig fra rollen.
»Over weekenden havde jeg chancen for at diskutere mine overvejelser omkring en kommende rolle som en transkønnet mand, og jeg vil gerne undskylde for de bemærkninger«, skrev Berry via Twitter.
»Som ciskønnet kvinde forstår jeg nu, at jeg ikke burde have overvejet denne rolle, og at transkønnede personer unægteligt bør have chancen for at fortælle deres egne historier. Jeg er taknemmelig for de sidste dages vejledning og kritiske samtale, og jeg vil fortsætte med at lytte og lære af denne fejl. Jeg lover at være en allieret ved at bruge min stemme til at fremme bedre repræsentation på skærmen, både foran og bagved kameraet«.