Trine Dyrholm drager i krig for at beskytte sin søn i traileren til storfilmen ‘Erna i krig’

Med ‘Dronningen‘ nåede Trine Dyrholm et foreløbigt karrierehøjdepunkt med en mangefacetteret præstation, der sikrede hende både en Bodil og en Robert samt alskens international hæder.

Nu er den danske stjerneskuespiller klar med sin næste hovedrolle, nemlig i den ventede storfilm ‘Erna i krig’. Dyrholm indtager titelrollen som sønderjyske Erna, der vil gøre alt for at beskytte sin enfoldige søn Kalle (Sylvester Byder), da han bliver indkaldt til skyttegravsfronten under Første Verdenskrig.

Erna lader sit hår klippe og får sikret sig en plads i Kalles regiment under dække som soldaten Julius, så hun kan beskytte sin søn på nærmeste hold. Men det farlige bedrag truer med at krakelere, når Erna omsluttes i et trekantsdrama med landsbybetjenten Meier (Ulrich Thomsen) og smeden Anton (Anders W. Berthelsen), mens krigens rædsler banker på døren.

‘Erna i krig’ er instrueret af Henrik Ruben Genz, som fik stor succes med ‘Frygtelig lykkelig’ og senest stod bag ‘Gud taler ud‘. Filmen er baseret på Erling Jepsens populære roman af samme navn.

Premieren er sat til den 29. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af